Fremtiden er fortid
5.0
Det filmiske og uordinære vidunder, Terry Gilliam, er en særdeles finurlig og skæv instruktør, som er lavet af det stof, som kan kreere film som bare bliver bedre for hver gang man ser dem. Det samme er sket med ”12 Monkeys”, som ved første øjekast, for nogle år tilbage, fik en sølle og ufortjent vurdering fra undertegnets side, i form af fire sølle og ikke mindst meget beskedne stjerner. Med tid lærer man, og det var også med fornyet glæde og forventning jeg satte Gilliams mildest talt epokegørende tidsrejse på.
Med det samme skrålede filmens scenografi alene op i hovedet på mig kvantitet af særdeles unik og mesterlig iscenesættelse, og beviste at der var væsentlige, triumferende kvaliteter som var blevet uskyldigt overset, den første gang jeg satte ”12 Monkeys” på dvden. Fortællergangen er iscenesat med futurisk og virtuost effekt, og skabte vel også et mere eller mindre kvalitetsbevidst eksemplarisk fortællermåde, som andre sci-fie kreatørere kunne tage ved lære af. Kræftagende hoppen rundt i tiden, rent kronologisk og også i selve filmens historiske opblomstring, er et fremragende brug af værktøj, både i at skabe uforventelig spænding, men også sætte ens intellektuelle arbejdsmaskineri på overarbejde, uden at det på et eneste tidspunkt virker forceret fra Gilliams side.
For netop ”12 Monkeys” historie er detaljeret fabrikeret, og dresseret med sådan en kløgtighed, at det halve kunne være nok til at tilfredsstille samtlige hjerneceller. ”12 Monkeys” er både eksperimenterende og debatgivende i dens fortællende undertoner og fremstillingen af tiden. Hvornår er nutid? Hvornår er fremtid? Hvornår er fortid? Hvornår, hvornår og hvornår…? Hvad sker der hvis man rejser tilbage i tiden, for at redde fremtiden, hvor er nutiden så? En der prøver det er James Cole, spillet indædt af Bruce Willis, som i øvrigt har udtalt at ”12 Monkeys” er den film han er mest stolt af, at have bevirket i. Vi befinder os i år 2035 (i hvert på et tidspunkt i filmen). En tid hvor kun en procentdel af menneskeheden har overlevet en næsten uundgåelig virus. Mennesket lever på ’daværende’ tidspunkt under jorden, tvunget væk fra overfladen på grund af den smitsomme, dødelige virus. Dyrerne er atter jordens herskere.
Men mennesket giver ikke så let op, og i deres jagt på opklaringen af hvordan virusen pludselig kom frem og hvorfor, bliver James Cole sat tilbage i tiden, for netop at opklare dette mysterium. Første gang er ikke lykkens gang, og James havner på et sindssygehospital anno 1990, altså 7 år ved siden af. Her stifter han bekendtskab med lægen og forskeren i dommedagsprofetier, Katherine Railly (Madeleine Stowe), som af uforklarlige årsager, syntes at have set James før. Inde på hospitalet møder James en patient med fis i kasketten, Jeffrey Goines, spillet af en atypisk, eksperimenterende og ikke mindst herligt overspillet Brad Pitt. Selvom mimikken overpulserer en gang imellem, fastligger Pitts præstation stadig et kulørt og befriende punktum i ens erindring.
James’ dommedagsprofeti bliver latterliggjort af lægerne på hospitalet, og han bliver netop stemplet som sindslidende patient. Netop denne afmagt, som James unådeligt rammes af, i at vide den komne undergang uden at kunne gøre noget ved det, er en fantastisk mavepuster undervejs i filmen. James bliver sendt tilbage til fremtiden (lød kronologisk forkert?) og så tilbage igen, denne gang som kejseren uden klæder midt i et førsteverdenskrigs skyttegravsinferno. Tredje gang er dog lykkens gang, og James ankommer relativt hårdt medtaget i 1997, og påbegynder sin jagt efter svaret, løsningen og grunden hvorfor virusen kom frem. En jagt hvor både de før tvivlende bliver troende, og hvor den troende bliver tvivlende. Der er hele tiden personlighedsudviklig der slår gnister i den usædvanligt velfungerende historie og ikke mindst eminente omdiskuteret slutning.
Gilliams vision om at tiden ikke er kronologisk eller konstant, er tankevoldtagende og hovedpinebringende, men også enormt interessant. Dette skal dog tolkes som værende positive anbefalinger til hjernearbejde på overtryk. Hvornår er spørgsmålet - svaret er diskutabelt. ”12 Monkeys” giver en overrumplende overdosis af dommedagspoesi og jetlag fra talrige, kræftagende og sindsslidende tidsrejser. Det er et tidløs værk, om tiden, og en stor Gilliam triumf med sin egen klassiske og originale tone. En ’jordens undergang’ eller verdensreddende fortælling, som tåler utallige gensyn, som med sikkerhed vinder hver gang, uanset hvilken tid du befinder dig i.
Med det samme skrålede filmens scenografi alene op i hovedet på mig kvantitet af særdeles unik og mesterlig iscenesættelse, og beviste at der var væsentlige, triumferende kvaliteter som var blevet uskyldigt overset, den første gang jeg satte ”12 Monkeys” på dvden. Fortællergangen er iscenesat med futurisk og virtuost effekt, og skabte vel også et mere eller mindre kvalitetsbevidst eksemplarisk fortællermåde, som andre sci-fie kreatørere kunne tage ved lære af. Kræftagende hoppen rundt i tiden, rent kronologisk og også i selve filmens historiske opblomstring, er et fremragende brug af værktøj, både i at skabe uforventelig spænding, men også sætte ens intellektuelle arbejdsmaskineri på overarbejde, uden at det på et eneste tidspunkt virker forceret fra Gilliams side.
For netop ”12 Monkeys” historie er detaljeret fabrikeret, og dresseret med sådan en kløgtighed, at det halve kunne være nok til at tilfredsstille samtlige hjerneceller. ”12 Monkeys” er både eksperimenterende og debatgivende i dens fortællende undertoner og fremstillingen af tiden. Hvornår er nutid? Hvornår er fremtid? Hvornår er fortid? Hvornår, hvornår og hvornår…? Hvad sker der hvis man rejser tilbage i tiden, for at redde fremtiden, hvor er nutiden så? En der prøver det er James Cole, spillet indædt af Bruce Willis, som i øvrigt har udtalt at ”12 Monkeys” er den film han er mest stolt af, at have bevirket i. Vi befinder os i år 2035 (i hvert på et tidspunkt i filmen). En tid hvor kun en procentdel af menneskeheden har overlevet en næsten uundgåelig virus. Mennesket lever på ’daværende’ tidspunkt under jorden, tvunget væk fra overfladen på grund af den smitsomme, dødelige virus. Dyrerne er atter jordens herskere.
Men mennesket giver ikke så let op, og i deres jagt på opklaringen af hvordan virusen pludselig kom frem og hvorfor, bliver James Cole sat tilbage i tiden, for netop at opklare dette mysterium. Første gang er ikke lykkens gang, og James havner på et sindssygehospital anno 1990, altså 7 år ved siden af. Her stifter han bekendtskab med lægen og forskeren i dommedagsprofetier, Katherine Railly (Madeleine Stowe), som af uforklarlige årsager, syntes at have set James før. Inde på hospitalet møder James en patient med fis i kasketten, Jeffrey Goines, spillet af en atypisk, eksperimenterende og ikke mindst herligt overspillet Brad Pitt. Selvom mimikken overpulserer en gang imellem, fastligger Pitts præstation stadig et kulørt og befriende punktum i ens erindring.
James’ dommedagsprofeti bliver latterliggjort af lægerne på hospitalet, og han bliver netop stemplet som sindslidende patient. Netop denne afmagt, som James unådeligt rammes af, i at vide den komne undergang uden at kunne gøre noget ved det, er en fantastisk mavepuster undervejs i filmen. James bliver sendt tilbage til fremtiden (lød kronologisk forkert?) og så tilbage igen, denne gang som kejseren uden klæder midt i et førsteverdenskrigs skyttegravsinferno. Tredje gang er dog lykkens gang, og James ankommer relativt hårdt medtaget i 1997, og påbegynder sin jagt efter svaret, løsningen og grunden hvorfor virusen kom frem. En jagt hvor både de før tvivlende bliver troende, og hvor den troende bliver tvivlende. Der er hele tiden personlighedsudviklig der slår gnister i den usædvanligt velfungerende historie og ikke mindst eminente omdiskuteret slutning.
Gilliams vision om at tiden ikke er kronologisk eller konstant, er tankevoldtagende og hovedpinebringende, men også enormt interessant. Dette skal dog tolkes som værende positive anbefalinger til hjernearbejde på overtryk. Hvornår er spørgsmålet - svaret er diskutabelt. ”12 Monkeys” giver en overrumplende overdosis af dommedagspoesi og jetlag fra talrige, kræftagende og sindsslidende tidsrejser. Det er et tidløs værk, om tiden, og en stor Gilliam triumf med sin egen klassiske og originale tone. En ’jordens undergang’ eller verdensreddende fortælling, som tåler utallige gensyn, som med sikkerhed vinder hver gang, uanset hvilken tid du befinder dig i.
28/02-2008
