En dreng i klemme

Det er ikke tit, men sjældent sker det, at en film helt og aldeles får sin seer til at glemme, hvad den er. Lige nøjagtigt den vildledende, men umådeligt befriende følelse af med liv og lemmer at indleve sig i en film, er den man møder i det belgiske, socialrealistiske drama, ”Løftet” - en film, der på eftertrykkelig vis fortæller en simpel og kraftfuld historie.

Gennem et nærgående håndholdt kamera opleves historien om den 15-16-årige dreng Igor, der i ledtog med sin far tjener sorte penge på at lade illegale udlændinge stifte bopæl i et snusket lejlighedskompleks og samtidigt få dem i arbejde på en nærtliggende byggeplads. Igors sidetjans som mekanikerelev på et bilværksted bliver løbende tilsidesat til fordel for samarbejdet med faren, ligesom social omgang med venner og jævnaldrende går den unge knægt over hovedet. Alt i Igors rutineprægede hverdag bliver dog brat bundvendt, da en nytilkommen illegal immigrant i skikkelse af en afrikansk kvinde fanger hans opmærksomhed. Særligt tilspidset bliver situationen da hendes mand ved et uheld snubler på et stillads og slår sig ihjel. Kort forinden hans død afgiver Igor et løfte - at forsikre hans kone og nyfødte barn et liv i sikkerhed.

Inden længe har faren Roger gravet liget ned i en baggård til den sønderlemmede byggeplads. Og da den afrikanske kvinde bliver så efterspørgende på vegne af sin forsvundne mand, at Roger må skille sig af med hende, beslutter Igor at træde til. Hvad der herfra sker i de belgiske Dardenne-brødres ualmindeligt intense ”Løftet”, skal ikke frarøves de uvidende læsere af denne anmeldelse. I stedet for selve plottets udvikling, er det værd at tage hånd om filmens nærmest skælvende troværdige billede på sin hovedperson, Igor, spillet med et utroligt nærvær og en hjertegribende mimik af den unge Jérémie Rénier. I form af ham, bliver ”Løftet” - udover at være en besnærende miljøskildring af samfundets laveste rangtrin og af den moderne industriverdens slavehandel - en dannelsesrejse fuld svære følelser. At se Igor sammen den afrikanske kvinde og hendes nyfødte barn på vej ud af en kold, tæt trafikeret motorvej er et billede, der gnaver sig fast som få, og som siger alt, næsten uden at sige noget.

På den måde rejser Igors ensomme kamp mod en tilsyneladende overbærende omverden, ikke mindst mod sin voldelige far, en masse spørgsmål. På en måde kan man sagtens sige, at Luc og Jean-Pierre Dardenne med ”Løftet” hylder barnets uforpestede moral som en mangelvare i det moderne samfund. I hvert fald bliver den sat godt på prøve i filmens mest uforglemmelige scene, hvor Roger brutalt tæver sin søn og bagefter kilder ham mens han fortæller, at der ikke er noget at græde over. På den måde ved Igor senere hen i filmen, hvad der vil ske, hvis han trodser sin far - han ved han vil få tæsk, men ikke engang det kan holde ham tilbage. Om hans ukuelige vilje for at gøre det rigtige belønnes i enden, får vi dog aldrig noget svar på. Den ballast lader Dardenne-brødrende smukt sit publikum om at bære.