Æstetik amok
4.0
Der er dømt storslået britisk period drama i Joe Wrights ”Atonement”.
Det er en flot film med masser af lækre kostumer, et superlækkert score (der også ende med at hive en Oscar hjem), lækker cinematografi med noget one-take lir, lækre skuespillere og en storslået melodramatisk handling. Men der er måske lidt for meget af det gode efter min smag. Det hele er lidt for poleret og konstrueret. Det rammer mig ikke i hjertekulen.
Den første halvdel er ellers lige ved at være der. I England i midten 1930erne er den fornemme, snobbede frøken (Keira Knightley) på godset forelsket i den gamle tjenestepiges søn (James McAvoy). Det er en kærlighed af den smukke, hjerteskærende slags, der har varet hele livet imellem de to barndomsvenner, men først nu vil de erkende det. Og det sker med stærk passion.
Så stærk er deres passion, at frøkenens 13-årige lillesøster (Saoirse Ryan) misforstår det groft. Det leder til en forfærdelig hændelse, der splitter parret ad helt ind til Anden Verdenskrig bryder ud. Han sendes til fronten, hun venter derhjemme som sygeplejerske, og lillesøsteren har det forfærdeligt med sin misforståelse, som hun må sone for.
I den første halvdel på godset er der smukke billeder af overdådigt dekorerede værelser og smukke parker og parksøer om sommeren. Kostumer, scenografi og musik går op i en højere enhed. Senere er der også flotte billeder af krig, sygdom og elendighed. De er lige så perfekt komponeret. Og det gør dem lidt bizarre. De kastede mig af filmen.
Det polerede visuelle udtryk kammer over og bliver et spil med de filmtekniske muskler, der ikke bidrager til at gøre handlingen nærværende og vedkommende. Til sidst fremstår kærlighedsdramaet en tand for melodramatisk.
Det er stadig en imponerende flot film, men det bliver aldrig en personlig favorit.
Det er en flot film med masser af lækre kostumer, et superlækkert score (der også ende med at hive en Oscar hjem), lækker cinematografi med noget one-take lir, lækre skuespillere og en storslået melodramatisk handling. Men der er måske lidt for meget af det gode efter min smag. Det hele er lidt for poleret og konstrueret. Det rammer mig ikke i hjertekulen.
Den første halvdel er ellers lige ved at være der. I England i midten 1930erne er den fornemme, snobbede frøken (Keira Knightley) på godset forelsket i den gamle tjenestepiges søn (James McAvoy). Det er en kærlighed af den smukke, hjerteskærende slags, der har varet hele livet imellem de to barndomsvenner, men først nu vil de erkende det. Og det sker med stærk passion.
Så stærk er deres passion, at frøkenens 13-årige lillesøster (Saoirse Ryan) misforstår det groft. Det leder til en forfærdelig hændelse, der splitter parret ad helt ind til Anden Verdenskrig bryder ud. Han sendes til fronten, hun venter derhjemme som sygeplejerske, og lillesøsteren har det forfærdeligt med sin misforståelse, som hun må sone for.
I den første halvdel på godset er der smukke billeder af overdådigt dekorerede værelser og smukke parker og parksøer om sommeren. Kostumer, scenografi og musik går op i en højere enhed. Senere er der også flotte billeder af krig, sygdom og elendighed. De er lige så perfekt komponeret. Og det gør dem lidt bizarre. De kastede mig af filmen.
Det polerede visuelle udtryk kammer over og bliver et spil med de filmtekniske muskler, der ikke bidrager til at gøre handlingen nærværende og vedkommende. Til sidst fremstår kærlighedsdramaet en tand for melodramatisk.
Det er stadig en imponerende flot film, men det bliver aldrig en personlig favorit.
29/02-2008
