brutaliseret b-filmsretro
4.0
Sidste år genoplivede den aldrende Sylvester Stallone sin ikoniske Rocky-karakter for en stund, hvor der blev budt på en varmende melankoli over forbigåede år og en humanistisk afslutning på en filmklenodie, der sprudlede af sympati og en lommefilosofisk naivitet, hvilket filmen matchede glimrende. Stallones mindre comeback opmuntrede ham velsagtens til ligeledes at give sin 80´er krigshelt en blodig renæssance, og med tilbagevendelsen af den traumatiserede krigshelt John Rambo, forsøger Stallone at tilbagebringe den censurnegligerende og politisk korrekthedsoverpissende indfaldsvinkel til actiongenren, som 80´erne glamouriserede sig selv i. På trods af mildest talt uheldige odds og lave forventninger, så pletrammes denne intention dog ganske tilfredsstillende for Stallone, der med den fjerde film i Rambo serien toner ned for historien og op for eksplicit voldsomhed, og i denne filmtid skal man lede længe efter en så voldsfokuseret og grafisk kropsudpenslende omgang action, der underholder så bravt på nogen af de rigtige, men også mange af de forkerte præmisser.
John Rambo (der er baseret på forfatteren David Morrells fiktionsspekulationer) blev født ind på filmscenen i 1982 med filmen First Blood, og karakteren blev hurtig legendarisk. Famøsiteten skyldes nok nærmere den testosteronprægede heroiskhed end de implicerede film, hvor den originale fortolkning bød på intens spænding, mens de foreløbige to opfølger var af en langt mere tvivlsom og kedsommelig karat. Stallone (der både har skrevet og instrueret sagaens sidste værk) ligger sig mere op af de svagere fortsættelser med hensyn til tanketom handlingsfremdrift, men en form for psykologigrundlag forsøges der også med, uden at dette dog på nogen måder trækkes i langdrag. Rambo (der på yderst charmerende vis genintroduceres med et ´fuck off, okay?´) sidder fast i den depraverende thailandske jungle, hvor han på selvtorturisk vis gemmer sig for sin egen voldelige natur. Rambos nihilistiske pessimisme er godt ramt af Stallone, der vægter den funktionelt op imod de mere blåøjede opfattelser af krig, der træder til, når handlingen skal fremmarcheres. Modvilligt (naturligvis, sådan er komplekse helteskikkelser jo) indvilliger Rambo i at transportere en flok idealistiske amerikaner ind i det krigszoneramte Burma, hvor de naturligvis tilfangetages af en gruppe sadistiske soldater (hvis leder både kæderyger og sodomiserer sine mandlige fanger, herlig stupidt skildring af rendyrket ondskab), og efter en gennemført kikset drømmemontage, må Rambo træde i karakter, opfriske sine militæriske og dødstilbagelæggende egenskaber og redde de stakkels amerikaner, hvis naive syn på fred gennemhulles bogstavelig talt, da en landsby på ubehagelig udpenslet vis nedslagtes. Stallone postulerer, at fred gennem verbal forhandlinger er en umulighed og at man må handle ens blandt ulvene. Ret ensidigt, men pyt med det, for Stallones aggressivt handlende mentalitet udmunder sig i den ene mere drengerøvsramte og hæsblæsende actionscene efter den anden. Historiens dynamik er mangelfuld og Stallones pseudo-kontemplative krigsobservationer er gennemgående kluntede og ufrivillig morsomme, men det hele tjener til et formål, da Stallone på perfekt vis rammer fordums gumpetunge blanding mellem advarsler og rendyrket voldsforherligelse. Om det er en bevidst kitch-tone fra Stallones side ved jeg ikke, men hvad gør det, når tingene fungerer så groft og herligt?
Rambo er noget af det mest absurd underholdende, der længe er blevet vist i de danske biografer. På et (u?)bevidst plan har Stallone lavet en fantastisk morsom film, der med sine konsekvent bestialske voldsudgydelser bliver bizart fængslende og energismittende. Det er selvsagt rystende at se militærets brutale nedslagtninger af uskyldige, men Stallones enfoldige indfaldsvinkel gør, at man nærmest ikke kan tage tingene seriøst i mere end sekunder ad gangen og underholdningsniveauet stiger drastisk heraf. Der er momenter af forfærdelse, men når Rambo i filmens overdimensionerede klimaks står ovenpå en ladvogn og nedpløkker utallige fjendtlige styrker med en lemmerafrivende maskingevær, så har de mere seriøse ambitioner altså kapituleret. Man glemmer fuldstændig, at Rambo som karakter er trådt i baggrunden for en flok ansigtsløse deltagere, de tonstunge klichéer, der overrender filmen, og alle advarselslamper om filmmediets samfundsdestruktive effekt gennem dens forherligende beskrivelse af vold slukkes midlertidigt. Rambo er en positivt overraskende og underholdende rutsjebanetur, der vækker nostalgiske minder om en filmtid, hvor man kunne gøre, hvad man ville.
Adis, min ven, sådan der og takker. Nu venter vi så på, at Thomas skal fedte mobilen tilbage i lommen og hænderne op på tastaturet :-)
John Rambo (der er baseret på forfatteren David Morrells fiktionsspekulationer) blev født ind på filmscenen i 1982 med filmen First Blood, og karakteren blev hurtig legendarisk. Famøsiteten skyldes nok nærmere den testosteronprægede heroiskhed end de implicerede film, hvor den originale fortolkning bød på intens spænding, mens de foreløbige to opfølger var af en langt mere tvivlsom og kedsommelig karat. Stallone (der både har skrevet og instrueret sagaens sidste værk) ligger sig mere op af de svagere fortsættelser med hensyn til tanketom handlingsfremdrift, men en form for psykologigrundlag forsøges der også med, uden at dette dog på nogen måder trækkes i langdrag. Rambo (der på yderst charmerende vis genintroduceres med et ´fuck off, okay?´) sidder fast i den depraverende thailandske jungle, hvor han på selvtorturisk vis gemmer sig for sin egen voldelige natur. Rambos nihilistiske pessimisme er godt ramt af Stallone, der vægter den funktionelt op imod de mere blåøjede opfattelser af krig, der træder til, når handlingen skal fremmarcheres. Modvilligt (naturligvis, sådan er komplekse helteskikkelser jo) indvilliger Rambo i at transportere en flok idealistiske amerikaner ind i det krigszoneramte Burma, hvor de naturligvis tilfangetages af en gruppe sadistiske soldater (hvis leder både kæderyger og sodomiserer sine mandlige fanger, herlig stupidt skildring af rendyrket ondskab), og efter en gennemført kikset drømmemontage, må Rambo træde i karakter, opfriske sine militæriske og dødstilbagelæggende egenskaber og redde de stakkels amerikaner, hvis naive syn på fred gennemhulles bogstavelig talt, da en landsby på ubehagelig udpenslet vis nedslagtes. Stallone postulerer, at fred gennem verbal forhandlinger er en umulighed og at man må handle ens blandt ulvene. Ret ensidigt, men pyt med det, for Stallones aggressivt handlende mentalitet udmunder sig i den ene mere drengerøvsramte og hæsblæsende actionscene efter den anden. Historiens dynamik er mangelfuld og Stallones pseudo-kontemplative krigsobservationer er gennemgående kluntede og ufrivillig morsomme, men det hele tjener til et formål, da Stallone på perfekt vis rammer fordums gumpetunge blanding mellem advarsler og rendyrket voldsforherligelse. Om det er en bevidst kitch-tone fra Stallones side ved jeg ikke, men hvad gør det, når tingene fungerer så groft og herligt?
Rambo er noget af det mest absurd underholdende, der længe er blevet vist i de danske biografer. På et (u?)bevidst plan har Stallone lavet en fantastisk morsom film, der med sine konsekvent bestialske voldsudgydelser bliver bizart fængslende og energismittende. Det er selvsagt rystende at se militærets brutale nedslagtninger af uskyldige, men Stallones enfoldige indfaldsvinkel gør, at man nærmest ikke kan tage tingene seriøst i mere end sekunder ad gangen og underholdningsniveauet stiger drastisk heraf. Der er momenter af forfærdelse, men når Rambo i filmens overdimensionerede klimaks står ovenpå en ladvogn og nedpløkker utallige fjendtlige styrker med en lemmerafrivende maskingevær, så har de mere seriøse ambitioner altså kapituleret. Man glemmer fuldstændig, at Rambo som karakter er trådt i baggrunden for en flok ansigtsløse deltagere, de tonstunge klichéer, der overrender filmen, og alle advarselslamper om filmmediets samfundsdestruktive effekt gennem dens forherligende beskrivelse af vold slukkes midlertidigt. Rambo er en positivt overraskende og underholdende rutsjebanetur, der vækker nostalgiske minder om en filmtid, hvor man kunne gøre, hvad man ville.
Adis, min ven, sådan der og takker. Nu venter vi så på, at Thomas skal fedte mobilen tilbage i lommen og hænderne op på tastaturet :-)
01/03-2008
