nedsynkning til normen
3.0
Passabel og noget antiklimakspræget afslutning på superheltetrilogien om de muterede X-Men, der både skal kæmpe mod menneskehedens intolerance og egne unikums og dæmoner. Den famøse Marvel-tegneserie blev første gang konverteret til spillefilmslærredet i 2000 af vidunderbarnet Bryan Singer, der med en intelligent indfaldsvinkel forvandlede en ordinær popcornsblockbuster til en yderst medrivende omgang semi-filosofering over outsidermentalitet og manglende accept fra masserne, problemstillinger der er let relationsvenlige. Den første X-Men film var en sublim introduktion til et fascinerende univers og mytologi, men det var først med fortsættelsen, at Singer begik, hvad der nemt kunne kategoriseres som et mainstream-mesterværk. X-Men serien udviklede sig til at være action- og fantasyfilm for de tænkende, og det var derfor med stor ærgrelse og irritation, at de sommerpremierefokuserede finansstudier ikke ville vente på Singers afslutning af sin visualisering af Superman-tegneserien for at han kunne konkludere sin filmtrilogi med episk bravur. Instruktørtjansen gik midlertidigt til den nyankomne Matthew Vaughn, hvilket var et spændende valg, men han forlod desværre produktionen af personlige årsager (og lavede i stedet den fantastiske eventyrfilm Stardust), og på et uforklarligt grundlag indbragte man den anonymiserede Brett Ratner, der med film som Rush Hour og Family Man ikke ligefrem har udtrykt større filmiske ambitioner. Ratner er som instruktør en tilforladelig, om end håbløs monoton genrehåndværker, men han er en økonomisk sikring og ligesom med sin genindspilning af Michael Manns fremragende Manhunter, har Ratner udvist potentiale til at plagiere fra mestrene. Hans tolkning af X-Men universet er derfor pænt og nydeligt, men også ganske uophidsende, og del tre er en noget vandet omgang skuffelse.
X-Men: The Last Stand omhandler stadig menneskets nazi-lignende hetz på mutanterne, og i tredje installering er der fundet en kur mod de afvigendes sygdom, hvilket resulterer i en udtrykkelig opstand fra mutanternes side og det endelige opgør må nu forekomme. Plottet er for så vidt udmærket, men man kommer hurtig til at savne Singers dvælende humanisme og detaljerigdom i sin fortælling, og Ratner kan ikke byde på meget andet end svimlende patos og akavede dialoger. Introduktionen indikerer hele filmens problem, hvor de desperate tidsspring signalerer en forvirring hos Ratner og co., der egentlig ikke helt ved, hvor de vil hen med deres film. Mytologien og universet er naturligvis stadig fantastisk og populeret med uanede mængder af karakter- og scenepotentiale. Det er en uforfalsket fornøjelse at se karismatiske Hugh Jackman tilbage som den aggressive Wolverine, og hele holdet af forkæmper og modstander for deviation viser ansigt igen. Ratner får endvidere introduceret en håndfuld nye karakterer (hvoraf den ventede Angel får forbavsende megen tid for forbavsende lidt signifikans), men en klar problemstilling eller tematik kommer der aldrig i filmen. Ratner skøjter lettere konfust rundt, og udover en mere elaboreret kærlighedshistorie mellem Wolverine og en transformeret Jean Grey, gentages der bare fra forrige film. Og det er synd, for de medvirkende yder dedikerede præstationer og der er masser af uudforskede elementer, der kun lige berøres flygtigt. Her tænker jeg især på kærlighedshistorien mellem Rogue (altid søde Anna Paquin, der har alt for lidt at lave her) og Iceman, hvor opofrelse og kompromis i kærligheden gerne måtte have indtaget mere plads i filmen og givet den en emotionel ballast.
For ikke at komme for langt væk fra udgangspunktet, så er X-Men: The Last Stand naturligvis en mondæn underholdningsfilm, og på dette plan opretholder Ratner et stabiliseret niveau, så man aldrig keder sig under den korte spilletid. Actionscenerne er velproducerede og lækkert filmet af Dante Spinotti, men det hele forekommer noget anonymt og effektdreven. Det notoriske klimaks er også ret fesent, men på overraskende vis formår Ratner faktisk at afslutte filmen tilfredsstillende alligevel. Der er slutteligt en ganske smuk scene mellem Wolverine og Jean Grey/Phoenix, hvor Jackman med en enkelt banal sætning giver kuldegysninger over den store kærlighedserklæring, og i den ambiguitetsprægede sidste scene ligges der virtuost op til endnu en fortsættelse, for man kan åbenbart ikke eliminere unikhed. Lad os håbe den kommer med Singer bag roret, for selvom Ratner faktisk gør det udmærket stykke arbejde, så er X-Men: The Last Stand ganske ordinær og alt for hurtig glemt.
X-Men: The Last Stand omhandler stadig menneskets nazi-lignende hetz på mutanterne, og i tredje installering er der fundet en kur mod de afvigendes sygdom, hvilket resulterer i en udtrykkelig opstand fra mutanternes side og det endelige opgør må nu forekomme. Plottet er for så vidt udmærket, men man kommer hurtig til at savne Singers dvælende humanisme og detaljerigdom i sin fortælling, og Ratner kan ikke byde på meget andet end svimlende patos og akavede dialoger. Introduktionen indikerer hele filmens problem, hvor de desperate tidsspring signalerer en forvirring hos Ratner og co., der egentlig ikke helt ved, hvor de vil hen med deres film. Mytologien og universet er naturligvis stadig fantastisk og populeret med uanede mængder af karakter- og scenepotentiale. Det er en uforfalsket fornøjelse at se karismatiske Hugh Jackman tilbage som den aggressive Wolverine, og hele holdet af forkæmper og modstander for deviation viser ansigt igen. Ratner får endvidere introduceret en håndfuld nye karakterer (hvoraf den ventede Angel får forbavsende megen tid for forbavsende lidt signifikans), men en klar problemstilling eller tematik kommer der aldrig i filmen. Ratner skøjter lettere konfust rundt, og udover en mere elaboreret kærlighedshistorie mellem Wolverine og en transformeret Jean Grey, gentages der bare fra forrige film. Og det er synd, for de medvirkende yder dedikerede præstationer og der er masser af uudforskede elementer, der kun lige berøres flygtigt. Her tænker jeg især på kærlighedshistorien mellem Rogue (altid søde Anna Paquin, der har alt for lidt at lave her) og Iceman, hvor opofrelse og kompromis i kærligheden gerne måtte have indtaget mere plads i filmen og givet den en emotionel ballast.
For ikke at komme for langt væk fra udgangspunktet, så er X-Men: The Last Stand naturligvis en mondæn underholdningsfilm, og på dette plan opretholder Ratner et stabiliseret niveau, så man aldrig keder sig under den korte spilletid. Actionscenerne er velproducerede og lækkert filmet af Dante Spinotti, men det hele forekommer noget anonymt og effektdreven. Det notoriske klimaks er også ret fesent, men på overraskende vis formår Ratner faktisk at afslutte filmen tilfredsstillende alligevel. Der er slutteligt en ganske smuk scene mellem Wolverine og Jean Grey/Phoenix, hvor Jackman med en enkelt banal sætning giver kuldegysninger over den store kærlighedserklæring, og i den ambiguitetsprægede sidste scene ligges der virtuost op til endnu en fortsættelse, for man kan åbenbart ikke eliminere unikhed. Lad os håbe den kommer med Singer bag roret, for selvom Ratner faktisk gør det udmærket stykke arbejde, så er X-Men: The Last Stand ganske ordinær og alt for hurtig glemt.
02/03-2008
