Sæbesælgerens revolution

Det er efterhånden 10 år siden at den amerikanske intruktør David Fincher filmatiserede Chuck Palahniuks radikale og kontroversielle novelle ”Fight Club”. Ikke desto mindre forbliver den i dag et filmisk fænomen og et kulturikon for en vestlig generation af mænd, der er vokset op i et neonlysende teknokrati, hvori Tyler Durden's nihilistiske filosofier om anti-konsumerisme, er blevet omfavnet på nær og fjern – i så ironisk en grad, at alt fra hans røde Cape Racer-jakke, skjorter og Oliver Peoples-solbriller sælges for tusindvis af kroner på Ebay. Et utal af fansider på internettet er dedikeret til hans person og ja, vi har endda set eksempler på stiftelser af kampklubber, både i Danmark og i udlandet. Alene af den grund burde Fight Club fortjene fuldt hus i stjerner, da dens publikum dermed understreger dens pointe om mænds tilbøjelige eskapisme, moderne metrosexualitet og selvprojektioner, der ubenægteligt blomstrer i dette nye årtusinde. Netop dette manifisteres yderligere med henblik på Fight Club's stadigt stigende popularitet, omend størstedelen af dens seere udelukkende vil favoriserer den pågrund af dens udpenslede vold og anti-sociale overtoner, der næppe kan forbigå selv den mest overfladiske tilskuer. Vi er snart noget dertil, hvor det kan være diskutabelt, hvorvidt det er blevet trend at elske Fight Club – hvad enten det er for dens status som kultfilmenes ukronede konge, eller for dens relevante analysering af et samfund på randen af selvdestruktion, der tiltrods for et utal af litterære referencer, forbliver et unikum på det store lærred.

Overgangen fra bog til film resulterer, med henblik på tidligere, radikale forsøg, oftest i en noget selvstændig produktion. Dog er det svært at personliggøre en filmisk tilblivelse af noget så symbolsk og fastlagt, men det er en præstation som Fincher har formået, uden at gå på kompromis med bogens struktur eller fortællestil . Den stillistiske noir-scenografi og de mørke, dramatugiske effekter har svøbt sig om fortællingen som et dunkelt tæppe og afspejler til perfektion den kynisme, der gennemsyrer fortællerens søvnløse sind. En kynisme der tager skikkelse iform af en figur. En figur uafrysteligt personificeret af denne æras største, mandlige sexikon, der med sin excentriske og charmerende udstråling formidler det budskab, der har bragt selvsamme figur på linje med Tony Montana, Don Corleone, Jon Doe og andre filmpersonligheder: Tyler Durden. Alene navnet smelter på tungen. Selvom han i sidste ende er et produkt af Palaniukhs fantasi, bliver Tyler omtrent det tætteste man kommer på en lyslevende definition af underjeget – hvis man da er tilhænger af den kære Sigmund Freud's teorier. For at gøre tingene uendeligt mere komplekse, og dog psykoanalytisk langt mere oplagte, udspringer han som fortællerens alter ego. ”I look like you wanna look. I fuck like you wanna fuck. I am smart, capable and most of all, I am free in all the ways that you are not”, som Tyler selv siger det i erkendelsens time.

Og erkendelse er præcis hvad det store tema er kogt ned til. En fortælling, der bedst kan beskrives i John Milton's ord: ”Lang er vejen og hård, der ud af helvede fører op til lyset” - et citat Fincher selv brugte i sin anmelderroste thriller ”Seven”. Før at forandring kan ske er selverkendelse påkrævet, og den opnås kun ved indsigt om de fejl og mangler vi som mennesker af kød og blod har, hvor paradoksale de end må være. Noget der, meget metaforisk, udføres af vores snotforvirrede fortæller, ved at han skyder sig selv igennem munden. En afslutning der sætter et punktum for Fight Clubs konstante balance imellem det fysiske og metafysiske, det virkelige og uvirkelige, der svælger i sort humor og næsten grænseløs symbolik. En voldelig klubejer banker Tyler til plukfisk, imens Tyler griner hysterisk over hans naive og ærketypiske reaktion, der reflekterer det menneskelige refræn med største overbevisning – vores krigeriske tilgang til de ting vi ikke forstår og ikke vil kendes ved. Tyler slipper da også uden en skramme. Det er ikke sådan man besejrer ham.

Ingen tvivl om at man kunne skrive bøger om Fight Club's paralleler; dens anarkistiske angreb på et klassedelt og sterilt samfund, med en kæderygende, modebevidst primitivist i spidsen, og den personlige kamp for at finde sin rette plads i en noget så stor og uforståelig verden. Hvordan man end vælger at se Fight Club: som en uendelig masse af aggressiv og analytisk filosofi, eller som hårdtpumpet og intelligent underholdning, er den i sidste ende blevet en del af filmhistorien og vores kultur. Meget velfortjent.