One Mean Motherfucker Til Ens Indre Svinehund
5.0
Stallone, hvis ansigt snart ligner et der er ommøbleret med en spade og er lige så stift, har både skrevet, instrueret og spiller naturligvis også hovedrollen til denne efternøler til hans 80’er ikoniske supersoldat John Rambo og jeg kan kun sige, hold da kæft det er sadistisk og afstumpet foder til den indre svinehund.
Det er den mest hjernedøde og brutalt underholdende actionfilm jeg har set længe, hvis ikke nogensinde. Stallone kan i hvert fald ikke beskyldes for at ligge under for den ”gode” smag eller intellektuelle meningsdannere. Jeg kom i hvert fald godt nok af med noget der og forlod biografen lettet for en del frustrationer og spændinger, jeg var ganske enkelt gennemblæst.
Da Stallone genoplivede ”Rocky” anså jeg det for et af de mest tåbeligt desperate forsøg på et sidste comeback. Filmen viste sig heldigvis at være en varm, behagelig melankolsk og sympatisk tur ned af ”memory lane” med hjertet på rette plads. Men hvis jeg opfattede forsøget desperat på forhånd, hvad skulle jeg så mene på forhånd om at genoplive den ofte udskældte Rambo.
Nuvel, måske fungerer det i mine øjne faktisk så godt fordi Stallone enten er, heldigvis dum nok eller ligeglad med hvad folk måtte mene og det skinner i den grad igennem i filmen, der ligner noget der er lavet dengang man kunne ”tillade” sig alt i actiongenren.
Jeg følte mig helt ærligt mest hensat til 80’erne og det nu hedengangne Cinema 1-8 i det indre København, fyldt med underholdende, men letforglemmelige B-film eller til drengeværelset med vhs-maskinen og 14 tommer Tv med en gang rough actionshit lejet på nærmeste tankstation. ”Rambo” eller ”John Rambo” som titlen rent faktisk er, er blot endnu mere kompromisløst voldeligt og tempoet mere hidsigt.
Så hvor ”Rocky Balboa” var sympatisk og melankolsk, så er ”Rambo” uforfalsket voldsporno som underholdning, der bringer minder frem fra dengang hvor der ingen grænser var i den retning, tilsat lidt af vore dage heftige stil (heldigvis ikke for meget, det er mest gammeldags i den bedste forstand!). Det melankolske ligger måske implicit i figuren, men det træder heldigvis hurtigt og konstant i baggrunden, så det kun fylder det som det gerne må og skal. Det sympatiske kan man så roligt stikke skråt op, for det har Stallone i hvert fald gjort, når han indleder et mildt sagt rasende angreb på ens smagsløg. Han blæser hurtigt og nådesløst op for en film der tydeligt er lavet uden omtanke for hvad de kulturelt korrekte måtte tænke og mene (anmelderne har som så ofte ikke fattet en meter her), ja egentlig kan man tro han har lavet den uden meget tanke overhovedet.
Man kan da sikkert også tolke mange uheldige budskaber og holdninger ud af den, men hvilken idiot gider egentlig spilde tid på noget sådant, når filmen i den grad så skønt appellerer til ens mest primitive instinkter, når Rambo endelig springer ud som seriemorder (bogstaveligt talt!) og med fryd nedslagter fjender i hobetal, så lemmer, blod og indvolde flyver til højre og venstre. Aldrig har Rambo været så gennemført ond, led og brutal og indimellem kammede det så meget over, at jeg måtte grine højlydt og klappe i mine små hænder af glæde over dette. Han og filmen som helhed er kort sagt, ”one mean motherfucker”! Filmen chokerer dog også sine steder, for aldrig har jeg da set så udpenslet en bestialsk nedslagtning af civile som her, så det næsten vender sig i en.
Objektivt skal jeg da indrømme, er filmen slet ikke til så høj en bedømmelse som jeg giver den, selv om jeg personligt morede mig herligt og mere til. Handlingen er så enkel og spinkel, så der dårligt er en. Rambo tager ind i Burma for at redde en gruppe humanitære arbejdere, han noget modvilligt har hjulpet derind og nu han er der, kan han lige nedlægge (rettere ekspedere til helvede i splatterstil) en stor del af deres hær. Opbygningen kunne også være bedre og selv om filmen heldigvis holdes kort, så man ikke begynder at kede sig eller ”få nok”, så måtte den nu gerne have haft blot ti minutter mere til at intensivere flugten igennem junglen, inden det voldsomt pragtfulde klimaks og højdepunkt, så vi fik opbygget en bedre spænding.
Højdepunktet er så medgivet næppe set mere vidunderligt bloddryppende underholdende, siden Sam Peckinpah’s 1969 mesterværk ”The Wild Bunch, om hvilken det minder en del. Alle svaghederne glemmer man da heldigvis også ofte i heden fra kuglerne i det meste af filmen. Teknisk er filmen så egentlig også helt flot lavet.
Skuespillet er nærmest selvsagt mest pumpet machobullshit eller blot lettere ligegyldigt, uden mange nuancer og med en dialog der mest består af komisk vulgære one-liners, sådan skal det så være. Stallone i hovedrollen som den ensomme kæmper, der har overlevet sig selv, holder da også mest ansigtet i en mine som var han i konstante smerter, men ude af stand til at udtrykke det. Den kvindelige Julie Benz er så heldigvis både lækker, sød og levende, selv om skuespillet intet særligt er. Så kan man da nyde hende i filmens få stille passager.
Men som film er og forbliver ”Rambo” råt kitsch, så vidunderligt renset for de strømlinede tiltag genren i dag alt for ofte hæmmes af. Den underholder, både af de rigtige, men sikkert også af de forkerte grunde. Den er måske ikke så god som den første film i serien ”First Blood”, der den dag i dag fremstår som et godt bud på en både spændende og intens actionfilm, der trods en simpel handling bygger godt op. Men det lykkes så gamle Stallone af toppe de to mere tvivlsomme efterfølgere, som den i stil og indhold i øvrigt mere ligner. God fornøjelse siger jeg bare og ”Fuck the world”, sådan!!!
(Til ære for Don! Her har du det som lovet. Håber du er tilfreds, selv om det sikkert er svært for en hardcore gangbanger som du at blive dette;-) Hvorfor det så lige skulle være "Rambo" ved jeg ikke)
Det er den mest hjernedøde og brutalt underholdende actionfilm jeg har set længe, hvis ikke nogensinde. Stallone kan i hvert fald ikke beskyldes for at ligge under for den ”gode” smag eller intellektuelle meningsdannere. Jeg kom i hvert fald godt nok af med noget der og forlod biografen lettet for en del frustrationer og spændinger, jeg var ganske enkelt gennemblæst.
Da Stallone genoplivede ”Rocky” anså jeg det for et af de mest tåbeligt desperate forsøg på et sidste comeback. Filmen viste sig heldigvis at være en varm, behagelig melankolsk og sympatisk tur ned af ”memory lane” med hjertet på rette plads. Men hvis jeg opfattede forsøget desperat på forhånd, hvad skulle jeg så mene på forhånd om at genoplive den ofte udskældte Rambo.
Nuvel, måske fungerer det i mine øjne faktisk så godt fordi Stallone enten er, heldigvis dum nok eller ligeglad med hvad folk måtte mene og det skinner i den grad igennem i filmen, der ligner noget der er lavet dengang man kunne ”tillade” sig alt i actiongenren.
Jeg følte mig helt ærligt mest hensat til 80’erne og det nu hedengangne Cinema 1-8 i det indre København, fyldt med underholdende, men letforglemmelige B-film eller til drengeværelset med vhs-maskinen og 14 tommer Tv med en gang rough actionshit lejet på nærmeste tankstation. ”Rambo” eller ”John Rambo” som titlen rent faktisk er, er blot endnu mere kompromisløst voldeligt og tempoet mere hidsigt.
Så hvor ”Rocky Balboa” var sympatisk og melankolsk, så er ”Rambo” uforfalsket voldsporno som underholdning, der bringer minder frem fra dengang hvor der ingen grænser var i den retning, tilsat lidt af vore dage heftige stil (heldigvis ikke for meget, det er mest gammeldags i den bedste forstand!). Det melankolske ligger måske implicit i figuren, men det træder heldigvis hurtigt og konstant i baggrunden, så det kun fylder det som det gerne må og skal. Det sympatiske kan man så roligt stikke skråt op, for det har Stallone i hvert fald gjort, når han indleder et mildt sagt rasende angreb på ens smagsløg. Han blæser hurtigt og nådesløst op for en film der tydeligt er lavet uden omtanke for hvad de kulturelt korrekte måtte tænke og mene (anmelderne har som så ofte ikke fattet en meter her), ja egentlig kan man tro han har lavet den uden meget tanke overhovedet.
Man kan da sikkert også tolke mange uheldige budskaber og holdninger ud af den, men hvilken idiot gider egentlig spilde tid på noget sådant, når filmen i den grad så skønt appellerer til ens mest primitive instinkter, når Rambo endelig springer ud som seriemorder (bogstaveligt talt!) og med fryd nedslagter fjender i hobetal, så lemmer, blod og indvolde flyver til højre og venstre. Aldrig har Rambo været så gennemført ond, led og brutal og indimellem kammede det så meget over, at jeg måtte grine højlydt og klappe i mine små hænder af glæde over dette. Han og filmen som helhed er kort sagt, ”one mean motherfucker”! Filmen chokerer dog også sine steder, for aldrig har jeg da set så udpenslet en bestialsk nedslagtning af civile som her, så det næsten vender sig i en.
Objektivt skal jeg da indrømme, er filmen slet ikke til så høj en bedømmelse som jeg giver den, selv om jeg personligt morede mig herligt og mere til. Handlingen er så enkel og spinkel, så der dårligt er en. Rambo tager ind i Burma for at redde en gruppe humanitære arbejdere, han noget modvilligt har hjulpet derind og nu han er der, kan han lige nedlægge (rettere ekspedere til helvede i splatterstil) en stor del af deres hær. Opbygningen kunne også være bedre og selv om filmen heldigvis holdes kort, så man ikke begynder at kede sig eller ”få nok”, så måtte den nu gerne have haft blot ti minutter mere til at intensivere flugten igennem junglen, inden det voldsomt pragtfulde klimaks og højdepunkt, så vi fik opbygget en bedre spænding.
Højdepunktet er så medgivet næppe set mere vidunderligt bloddryppende underholdende, siden Sam Peckinpah’s 1969 mesterværk ”The Wild Bunch, om hvilken det minder en del. Alle svaghederne glemmer man da heldigvis også ofte i heden fra kuglerne i det meste af filmen. Teknisk er filmen så egentlig også helt flot lavet.
Skuespillet er nærmest selvsagt mest pumpet machobullshit eller blot lettere ligegyldigt, uden mange nuancer og med en dialog der mest består af komisk vulgære one-liners, sådan skal det så være. Stallone i hovedrollen som den ensomme kæmper, der har overlevet sig selv, holder da også mest ansigtet i en mine som var han i konstante smerter, men ude af stand til at udtrykke det. Den kvindelige Julie Benz er så heldigvis både lækker, sød og levende, selv om skuespillet intet særligt er. Så kan man da nyde hende i filmens få stille passager.
Men som film er og forbliver ”Rambo” råt kitsch, så vidunderligt renset for de strømlinede tiltag genren i dag alt for ofte hæmmes af. Den underholder, både af de rigtige, men sikkert også af de forkerte grunde. Den er måske ikke så god som den første film i serien ”First Blood”, der den dag i dag fremstår som et godt bud på en både spændende og intens actionfilm, der trods en simpel handling bygger godt op. Men det lykkes så gamle Stallone af toppe de to mere tvivlsomme efterfølgere, som den i stil og indhold i øvrigt mere ligner. God fornøjelse siger jeg bare og ”Fuck the world”, sådan!!!
(Til ære for Don! Her har du det som lovet. Håber du er tilfreds, selv om det sikkert er svært for en hardcore gangbanger som du at blive dette;-) Hvorfor det så lige skulle være "Rambo" ved jeg ikke)
04/03-2008
