Fuck Me Sideways

Man ved det sikkert på forhånd, at “Shoot ‘Em Up” ikke skal tages for alvorlig. Men ellers må det gå op for en i det øjeblik filmen starter, hvor en gravid kvinde desperat kommer løbende fordi en gulerodsspisende Owen, med en galning i hælene, der kort tid efter må lade livet, dræbt med guleroden. Ja sgu, med en fucking gulerod jaget igennem hovedet (!), det har jeg dæleme næppe set før:-).

Derfra går filmen så totalt amok i stort set resten af spilletiden, i noget man bedst kan betegne som ”gun crazy and trigger happy fun”, uden at kigge sig tilbage eller tage hensyn til om man som tilskuer er med.

Den ræser derudaf og kuglerne flyver om ørene på en, mens vi får præsenteret sådan ca. 250 forskellige måder at blive skudt og dræbt på, i en film der så gerne vil være cool, sjov, fræk, frisk og underholdende. Det er den skam også, sådan da, for desværre lykkes det aldrig instruktøren Davis at bygge sin spinkle historie, om jagten på en baby der skal dræbes, op så man rigtigt fænges af den og det selv om den ”kun” skal underholde og intet andet.

Trods mange forsøg (ikke alle lige gode!) på morsomme one-liners, et par spidse kommentarer hist og her og massere af rå dialog, intensitet, enkelte lettere provokerende tiltag, morskab og spænding, så virker det kun halvvejs (hvilket dog er langt bedre end slet ikke!), når man på grund en især i første halvdel haltende fortælling, ikke har interesse for de i forvejen overfladiske personerne. Personligt fandt jeg også den sine steder kammede over og blev for pjattet.

Hverken Owen eller normalt altid gode Giamatti har så heller intet særligt at bidrage med, for at give mere liv til deres karikerede roller, som fungerer, men heller ikke meget mere. Altid smukke Bellucci kan jeg så ikke engang påstå fungerer, hun spiller dårligt, men rollen er altså heller intet at råbe hurra for.

Tilbage til at løfte filmen for alvor, har vi så heldigvis det vi hovedsagligt kom efter. Den meget ramasjang, som filmen så heldigvis da også er spækket til bristepunktet med, selv om den altså heller ikke altid er så forbandet hæsblæsende som den gerne vil forgive at være. Teknisk er filmen glædeligvis ganske fint lavet, selv om jeg har set det der er bedre, og de mange mere eller mindre pragtfulde actionscener får lov til at folde sig fornøjeligt og uhæmmet ud, uden at spare på volden.

En enkelt scene skal dog fremhæves, men det er nu fordi den er tæt på at være direkte pinligt ringe og den kunne jeg godt have været foruden. Næppe nogen der har set filmen vil være i tvivl om at jeg snakker om sky diving scenen, der måske nok er opfindsom, men hvor effekterne ikke kan bære den, sikkert på grund af at pengene ikke har rakt.

Underholdt kan jeg nu alligevel ikke nægte at jeg var det meste af tiden, af en film der dyrker det drengerøvede udtryk i en grad, så man næsten må beundre det, men også kun næsten. Og så skal vi huske ”guns don’t kill people! But they sure help”, som der så herligt spøgefuldt og underfundigt bliver sagt i filmen. Det kan jeg ikke nægte.

Så skal jeg ikke glemme, at "Shoot 'Em Up" indeholder et par rigtigt fede "kick bad ass Rock 'N' Roll" numre, af den slags hvor man har forstået at Rock 'N' Roll ikke er en alternativ meditationsform til større selverkendelse og smertelig navlepilleri, fordi "jeg har så ondt i sjælen". "Rock 'N' Roll is a way of life", ja sgu! (hvem sagde Mötley Crüe:-). Det bidrager så naturligvis ikke til filmens kvaliteter i sig selv, men det bidrager om ikke andet til underholdningen.

"Shoot 'Em Up" kan derfor bruges til at slå tiden ihjel med og til en befriende pause fra hverdagens stress, men man forlader den ikke forpustet eller opløftet af barnlig glæde. Derfor kan man også vente med at snuppe den til den udkommer på dvd (selv om film selvfølgelig skal ses i biografen!).