To verdener

Det er en meget god film, den er utroligt godt lavet. Niels Arden Oplev har virkelig sat sig ind i stoffet. Rosalinde Mynster spiller rollen som Sara utroligt godt og indlevende! Anders W. Berthelsen virker også rammende i rollen, som en ægte bekymret Ældste. Det er en meget hjerteskærende, sammensat og nuanceret film. Jeg syntes absolut ikke, at den fortegner billedet af JV. Selvom filmen er fiktion, bygger den på en sand historie. Men der er mange enkeltstående situationer i filmen, som samlet tegner et godt billede af problemstillingerne med JV.
Hvis man evt. laver en dokumentarfilm om Hitler, vil den kun være et BILLEDE af Hitler. Præcis som Magrittes kendte billede af en pibe ”Ceci nést une pipe” (Dette er ikke en pibe), netop ikke er en rigtig pibe, men kun BILLEDET af en pibe.
Det er synd at lægge filmen ind i en stram forståelsesramme og symbol Prokrustesseng, som man kan læse af andre anmeldere her på siden. For mig at se er filmen en personlig udviklingshistorie, en dannelsesrejse, hvor vi følger Sara.
Eksempler på nuancer i filmen: Faderen, som har begået utroskab. Man får umiddelbart ondt af faderen, fordi moderen ikke bare vil tilgive ham og dermed holde sammen på familien. Men senere er der en forklaring på det, idet at moderen ser en skilsmisse som en mulighed for at lægge afstand til den meget troende mand/ far.
Veninden, som i starten af filmen har et meget afslappet forhold til JV og får Sara med på Diskotek. Sara møder senere hendes veninde i en personlig svær periode, men hun hilser ikke engang på Sara. Senere bliver veninden kørt ned og dør (da hun fravælger at modtage blod). Hun er faktisk mere troende end man umiddelbart havde regnet med.
Storebroderen, Jonas, som er udstødt, men senere vil vende tilbage og angre, efter at have gået alene med en følelse af mange års ørkenvandring (noget, som man tit oplever med Ex-JV-ere, som efter en kort exit alligevel vender tilbage på grund af et for stort pres af at være alene i en stor og tilsyneladende uforståelig verden).
Filmen giver ikke billedet af JV (eller de Ældste) som ”onde”. Derimod som nogle, der er alvorligt bekymrede for Sara. Når der fx i samtalen med de tre ældste spørges ind til detaljer, ser jeg det ikke som JV-ere give udtryk for, at filmen udstiller de Ældste som "perverse stoddere", men derimod som et ægte ønske (godt nok set med deres syge og grænseoverskridende JV-briller) om åbenhed og håb, at hun ikke er gået for langt.
Sara savner sin familie, men Saras familie lider også ved hendes exit fra JV. Filmen giver derfor en meget sammensat og nuanceret problemstilling. Filmen giver indtrykket af, at hun bliver lykkelig efter at hun er kommet ud af JV. Men det mener jeg er en illusion, da det kan tage mange år, ja for visse personer muligvis hele livet (læs fx Irma Lauridsen bog). Jeg kan genkende en tristhed eller en ensomhed med Sara, da hun til sidst mister kontakten med hendes familie, med hendes søskende samt fællesskabet med menigheden.
Et citat fra filmen: ”Den, som vælger kødets lyst, vælger et liv i ubodelig ensomhed”.
Filmen handler om vidt forskellige værdier og valg. Som olie og vand, der heller aldrig kan forenes. JV kan ikke forstå ”Verden udenfor” og os andre, her i Verden, kan ikke forstå JV. Se bare på de mange modsatrettede kommentarer her på siden. Derfor er det også en passende filmtitel: ”To verdener”.
Filmen rejser vigtige spørgsmål ved JV og når man her på siden kan læse hvordan JV-erne straks farer op og opfatter det som stærk personlig kritik, så er det netop et meget godt billede på deres egen svage identitetsstruktur og hvor tæt den er sammenflettet med Vagttårnsselskabet.
Samlet set er det en meget se- værdig film! ….. også for JV-ere….