// Vulgær og kitschet filmatisering af verdens sejeste antihelt! //
3.0
Todd MacFarlane's kulttegneserie Spawn hører til de mindre og atypiske tegneserie på det amerikanske marked, og kan bedst sammenlignes med en blanding af The Punisher og Ghost Rider. Aldrig har tegneserien for alvor bidt mig, men siden mine yngste dage, har altid syntes at Spawn var noget af en bad-ass. Det var da også den eneste grund til at jeg så filmen - første gang for ti år siden. Jeg vil dog heller ikke lægge skjul på at filmen gjorde stort indtryk på mig dengang, og jeg tænkte, her i det satans år 2008, at jeg blev nødt til at vie en plads til filmen på min DVD-hylde. Det tror jeg at jeg vil undskylde I garvede filmelskere for...
Al Simmons (Michael Jai White) er dygtig (hvis ikke den bedste) CIA-agent, som formår at udføre opgaven med hård hånd. Han bliver dog udmattet af sit jobs konsekvenser, og meddeler sin boss, den sleske Jason Wynn (Martin Sheen) at han går tidligt på pension. Overrasket godtager han Simmons' opfordring, men giver ham dog en sidste opgave, en af de dødsensfarlige af slagsen. Simmons bliver dog lokket i en fælde, og resultatet ender med, at han bliver brændt ihjel af sin egen boss. Han indgår en pagt med demonen Malebolgia og bliver derved til helvedeskrigeren Spawn. Intet er dog som det ser ud til, og den fede klovn Clown (John Leguizamo) (som er Malebolgias højre hånd) har helt specielle planer med både Spawn og Wynn. Det bliver noget af en helvedes kamp!
Instruktøren Mark A.Z. Dippé er ikke en specielt kendt mand, og det er indtil videre kun Spawn, som er blevet hans største hit. I dag er filmen dog ikke noget at råbe det største hurra for, selvom man egentlig bliver ret godt underholdt på den kischede måde. Manuskriptet er lige så tamt, til tider pinligt, som fedtfattig mayonaise og skuespillerne er enten alt for anonyme eller for overgearede. Ikke engang Martin Sheen formår at løfte niveauet i denne film, selvom John Leguizamos fortolkning af Clown er så pervers og bizar, at det faktisk er fedt! Der er slet ingen proportioner eller æstetiske finesser, som ellers Spawn-mytologien nærmest lever af i tegneserien. Effekterne ligner i mange tilfælde noget, som de fleste computerspil i dag kan gøre bedre med flere lysårs skridt foran, selvom Spawns dragt stadig er lige så fed, som jeg syntes den var for 10 år siden (måske lige på trods af hans frakke, som bare ligner en stor rød pixelsky).
Det er kitsch, når det er allerværst, og jeg synes faktisk det er ret underholdende at se på. Filmen tager sig ikke seriøst på nogen som helst måde, og det virker ovenikøbet ret cool at have Martin Sheen med. Det er bestemt ikke stor filmkunst, faktisk noget af det dårligste længe, men Spawn har nu alligevel en speciel plads i mit hjerte, og jeg vil til enhver tid sætte den på, blot for at mindes barndommes søde, uskyldige og frie liv. Jeg giver derved filmen 1,5 stjerner for dens filmmæssige kvaliteter og endnu 1,5 stjerner for dens affektionsværdi.
(Efterfølges af en 2'er senere på året med Michael Jai White i hovedrollen... Om det er en god idé, vil tiden jo vise.)
Al Simmons (Michael Jai White) er dygtig (hvis ikke den bedste) CIA-agent, som formår at udføre opgaven med hård hånd. Han bliver dog udmattet af sit jobs konsekvenser, og meddeler sin boss, den sleske Jason Wynn (Martin Sheen) at han går tidligt på pension. Overrasket godtager han Simmons' opfordring, men giver ham dog en sidste opgave, en af de dødsensfarlige af slagsen. Simmons bliver dog lokket i en fælde, og resultatet ender med, at han bliver brændt ihjel af sin egen boss. Han indgår en pagt med demonen Malebolgia og bliver derved til helvedeskrigeren Spawn. Intet er dog som det ser ud til, og den fede klovn Clown (John Leguizamo) (som er Malebolgias højre hånd) har helt specielle planer med både Spawn og Wynn. Det bliver noget af en helvedes kamp!
Instruktøren Mark A.Z. Dippé er ikke en specielt kendt mand, og det er indtil videre kun Spawn, som er blevet hans største hit. I dag er filmen dog ikke noget at råbe det største hurra for, selvom man egentlig bliver ret godt underholdt på den kischede måde. Manuskriptet er lige så tamt, til tider pinligt, som fedtfattig mayonaise og skuespillerne er enten alt for anonyme eller for overgearede. Ikke engang Martin Sheen formår at løfte niveauet i denne film, selvom John Leguizamos fortolkning af Clown er så pervers og bizar, at det faktisk er fedt! Der er slet ingen proportioner eller æstetiske finesser, som ellers Spawn-mytologien nærmest lever af i tegneserien. Effekterne ligner i mange tilfælde noget, som de fleste computerspil i dag kan gøre bedre med flere lysårs skridt foran, selvom Spawns dragt stadig er lige så fed, som jeg syntes den var for 10 år siden (måske lige på trods af hans frakke, som bare ligner en stor rød pixelsky).
Det er kitsch, når det er allerværst, og jeg synes faktisk det er ret underholdende at se på. Filmen tager sig ikke seriøst på nogen som helst måde, og det virker ovenikøbet ret cool at have Martin Sheen med. Det er bestemt ikke stor filmkunst, faktisk noget af det dårligste længe, men Spawn har nu alligevel en speciel plads i mit hjerte, og jeg vil til enhver tid sætte den på, blot for at mindes barndommes søde, uskyldige og frie liv. Jeg giver derved filmen 1,5 stjerner for dens filmmæssige kvaliteter og endnu 1,5 stjerner for dens affektionsværdi.
(Efterfølges af en 2'er senere på året med Michael Jai White i hovedrollen... Om det er en god idé, vil tiden jo vise.)
09/03-2008
