Feberdrømme fra junglens dyb
6.0
Da den fantastiske ”There Will Be Blood” i forrige uge fik premiere herhjemme, skrev jeg, som afrunding på min anmeldelse, at filmen bestemt ikke var langt fra, at løbe de største amerikanske klassikere over ende. Efter netop at have genset den skelsættende krigsfilm, ”Apocalypse Now”, er det i den forbindelse svært ikke at indblande Francis Ford Coppolas filmisk og tematisk beslægtede mesterværk i snakken om Paul Thomas Andersons øjeblikkelige nyklassiker. Her er der nemlig tale om en af de få film, der i både omfang og karakter stadigvæk nægter at lader sig overgå, her, næsten 30 år efter dens tilblivelse.
Den største sammenligning at drage mellem ”Apocalypse Now” og ”There Will Be Blood” ligger afgjort i begge films aparte størrelser, der på ualmindelig vis formår at være et virtuost Hollywood-produkt og en visionær bølgebryder på én og samme gang. I Coppolas sted er ”Apocalypse Now” kort fortalt en besynderlig balancegang mellem at være en krigsfilm og en kunstfilm, fra død, ødelæggelse og overarbejdende maskinpistoler til en ekspressionisme, der lader krigens forkrøblede ansigt komme til udtryk som aldrig før. Med et filmhold på vanviddets rand, en skuespillerstab tynget af stofmisbrug, en hovedrolleindehaver ramt af hjerteanfald og en tidsplan ude af kontrol, lykkedes det Coppola (der efter sigende selv var ved at miste forstand) at gøre et samlet resultat ud de alverdens anstrengelser - og akkurat som det formentlig har været tilfældet tilbage i sluthalvfjerdserne, er det anno 2008 et foruroligende og uafrysteligt syn at lægge øjne til.
Ikke så meget som en svedperle er gået tabt siden ”Apocalypse Now” i 1979 på intens vis revolutionerede mainstreamfilmen med sin bizarre allegori over amputerede følelser og tabt menneskelighed - særligt understreget af filmens excentriske element, den moralsk fortabte og ravgale oberst Kurtz og hans mareridtsagtige herredømme - men også visuelt og stemningsmæssigt er der tale om et filmhistorisk unikum. At arbejdsproceduren menes at have været så dødeligt kaotisk som før nævnt, er næsten ikke til at tro, eftersom hvert et billede indfanget af den italienske fotografispecialist Vittorio Storaro og hver en scenografisk opsætning fra flamberede skovkæder til Kurtz’ helvedesimperium synes ualmindeligt velovervejede. Også i filmens uundgåelige actionsekvenser overvældes man af den energiske filmteknik, både ved synet af det imponerende helikopterangreb, men så sandelig også i den helt og aldeles uforglemmelige sekvens, hvori vores hovedpersoner og deres sejlbåd angribes af farveskingre skudsalver fra kryds og tværs i hjertet af Vietnams dybe jungle.
Mange vil sandsynligvis finde det svært at forsone sig med helheden i ”Apocalypse Now”, idet filmen efter ¾ af sine vel godt tre timer fuldkommen omvender sit perspektiv, og ved mødet med den åndsforladte Kurtz lader al forhenværende dramaturgi flyde sammen i et surrealistisk mareridt. I mine øjne er filmens netop sidste tre kvarter filmhistoriens måske bedste studie i mørk poesi, fyldt til overflod med altdominerende skygger og parterede kroppe som hentet fra det ideelle mareridt - ligesom der, visuelt og stemningsmæssigt, er tale om det måske mest udsøgte filmkundskaben endnu har præsteret.
Overgangen fra søgen til fund, fra junglens flod til Kurtz’ rige, fra gedigent filmhåndværk til hæmningsløs kunstnerisk frihed er omtrent lige så velramt som Kubricks klip fra kødbenet til rumskibet, og sætter med chokerende overlegenhed kronen på et i sandhed enestående værk.
Den største sammenligning at drage mellem ”Apocalypse Now” og ”There Will Be Blood” ligger afgjort i begge films aparte størrelser, der på ualmindelig vis formår at være et virtuost Hollywood-produkt og en visionær bølgebryder på én og samme gang. I Coppolas sted er ”Apocalypse Now” kort fortalt en besynderlig balancegang mellem at være en krigsfilm og en kunstfilm, fra død, ødelæggelse og overarbejdende maskinpistoler til en ekspressionisme, der lader krigens forkrøblede ansigt komme til udtryk som aldrig før. Med et filmhold på vanviddets rand, en skuespillerstab tynget af stofmisbrug, en hovedrolleindehaver ramt af hjerteanfald og en tidsplan ude af kontrol, lykkedes det Coppola (der efter sigende selv var ved at miste forstand) at gøre et samlet resultat ud de alverdens anstrengelser - og akkurat som det formentlig har været tilfældet tilbage i sluthalvfjerdserne, er det anno 2008 et foruroligende og uafrysteligt syn at lægge øjne til.
Ikke så meget som en svedperle er gået tabt siden ”Apocalypse Now” i 1979 på intens vis revolutionerede mainstreamfilmen med sin bizarre allegori over amputerede følelser og tabt menneskelighed - særligt understreget af filmens excentriske element, den moralsk fortabte og ravgale oberst Kurtz og hans mareridtsagtige herredømme - men også visuelt og stemningsmæssigt er der tale om et filmhistorisk unikum. At arbejdsproceduren menes at have været så dødeligt kaotisk som før nævnt, er næsten ikke til at tro, eftersom hvert et billede indfanget af den italienske fotografispecialist Vittorio Storaro og hver en scenografisk opsætning fra flamberede skovkæder til Kurtz’ helvedesimperium synes ualmindeligt velovervejede. Også i filmens uundgåelige actionsekvenser overvældes man af den energiske filmteknik, både ved synet af det imponerende helikopterangreb, men så sandelig også i den helt og aldeles uforglemmelige sekvens, hvori vores hovedpersoner og deres sejlbåd angribes af farveskingre skudsalver fra kryds og tværs i hjertet af Vietnams dybe jungle.
Mange vil sandsynligvis finde det svært at forsone sig med helheden i ”Apocalypse Now”, idet filmen efter ¾ af sine vel godt tre timer fuldkommen omvender sit perspektiv, og ved mødet med den åndsforladte Kurtz lader al forhenværende dramaturgi flyde sammen i et surrealistisk mareridt. I mine øjne er filmens netop sidste tre kvarter filmhistoriens måske bedste studie i mørk poesi, fyldt til overflod med altdominerende skygger og parterede kroppe som hentet fra det ideelle mareridt - ligesom der, visuelt og stemningsmæssigt, er tale om det måske mest udsøgte filmkundskaben endnu har præsteret.
Overgangen fra søgen til fund, fra junglens flod til Kurtz’ rige, fra gedigent filmhåndværk til hæmningsløs kunstnerisk frihed er omtrent lige så velramt som Kubricks klip fra kødbenet til rumskibet, og sætter med chokerende overlegenhed kronen på et i sandhed enestående værk.
10/03-2008
