Fastlås i troen på kærlighed
4.0
Når en ung pige stædigt og modstridende siger nej til at modtage blod på operationsbordet, og dermed også nej til at hendes hjerte forsat skal slå, pga. af blodmangel efter et makabert trafikuheld, er det svært at indse og forstår hvorfor man netop siger nej, til at forsætte med at ånde og leve. Hvad er det der er så stærk, at den har kraft over ens eget liv? At man er tilbøjelige til at ofre ens kød og blod, og efterlade sine nærmest i dyb sorg, for noget eftersigende større end selve livet? Hvad er det der får os til at tro så meget, at vi i sidste ende tilsidesætter enhver form for almindelig, sund fornuft? Svaret er måske at finde i Niels Arden Oplevs nye film, som er bygget over en sandfærdig tragedie fra dagligdagens Danmark.
I en tidsperiode hvor ens tro alene er god nok grund til at slå ihjel og hærge, i kamp for at opretholde dens åndelige idealer, og hvor fanatismen konstant ses på forsiderne, bevæger Oplev sig på nært hold stille ind på det omtålelige emne og dramatisere et sikkert, fængende stykke drama. Det er den velkendte, og måske også en af de mest udskældte (set fra den 'normale' danskers perspektiv) ringen-på-dør tro der bliver udstillet og fortalt om. Jehovas Vidner. En tæt sammentømrede menneskegruppe som ser harmoni i familieforhold og håb i en langsigtede, eller måske i virkeligheden nær dommedag, hvor jorden vil blive udryddet for vantrohunde, som ikke tror på Jehova. Mens, og logisk nok, dem der har sat sine penge på Jehova, stryger til paradis og nyder smagen af evigt liv.
Netop Oplevs udstilling af Jehovas Vidner er nok debatsmittende til en uendelig diskussion, om Oplevs afbildning af Jehovas Vidner er sandfærdig nok, eller overdramatiseret. Oplevs syn på Jehovas Vidner, mener jeg man skal se bort fra, og blot se den som en fanatisk følelsesstopklods for vores unge hovedrollepersons udviklingen og strid med sig selv. Det kunne ville et eller andet sted sagtens være en eller anden trosretning, som en anden tilbageholdende kraft blev påsat vores hovedperson færden ud i grænseflyttende kærlighed, og læren om sig selv. Sara er en pige på 17 år, som lever i et harmonisk familiesamfund. Lykken er nærmest så frydefuld, at det kunne være taget ud af et letfordøjeligt, gammelt dansk familielystspil.
Det yderst og sjældent sete lyksalige i familieforholdet, bliver cementerede af deres tro på Jehova, som netop ejer visionen om tætte familiebånd, og dermed også velsignelsen i dyrkelsen af dem. Alting er så godt, og Sara synes yderst lykkelig af en hormonpumpende teenager at være. Men efter en fest begynder forbudte følelser at boble i Saras indre, og hun begynder at smage på en kærlighed, som ikke er acceptabel i det trossamfund hun lever i. Det er to modpoler som kærligheden smelter sammen. Saras forelskelse i Teis, en ganske normal ung gut, som kun har troen på sig selv og deres forhold, som han så stærkt siger det i filmen. De opdager en kærlighed som stiller Sara i et uundgåeligt og farligt dilemma. Valget mellem Teis og hendes familie.
Den unge hovedrolleindehaver, Rosalinde Mynster, spiller sikkert og overraskende stærkt, måske en smule for meget efter bogen, og dermed også lidt for monotont. Selvfølgelig ville alt andet måske også være for meget at forvente af en uprøvet og uerfaren skuespillerinde, men jeg savnede personligt noget mere aggressivitet i hendes fremmaning af de store følelser, samt noget originalitet. Det skal dog siges hun bær filmen fundamentalt helhjertet. Derimod er Johan Phillip Asbæk, som spiller Teis, en smule fejlspillende i perioder. Selvom hans erklæring og tolkning af kærligheden til Sara, er vedkommende og kryber en smule under huden, så er han i de mindre dramatiske scener for intetsigende.
Oplev har kreeret et vedkommende drama, som spiller på de kommercielle tangenter, som også er ganske velfungerende. Der er dog ikke så meget kunstnerisk udfoldelse i Oplevs filmsprog og fortælling. Men han formår alligevel at komme stille og roligt ind under huden på publikum, så man gribes af hjertefortællingen. Det er langtfra overrumplende, men i stedet afdæmpende hjertegribende, og er en af de dramafilm, som bliver siddende en smule længere end så mange andre.
I en tidsperiode hvor ens tro alene er god nok grund til at slå ihjel og hærge, i kamp for at opretholde dens åndelige idealer, og hvor fanatismen konstant ses på forsiderne, bevæger Oplev sig på nært hold stille ind på det omtålelige emne og dramatisere et sikkert, fængende stykke drama. Det er den velkendte, og måske også en af de mest udskældte (set fra den 'normale' danskers perspektiv) ringen-på-dør tro der bliver udstillet og fortalt om. Jehovas Vidner. En tæt sammentømrede menneskegruppe som ser harmoni i familieforhold og håb i en langsigtede, eller måske i virkeligheden nær dommedag, hvor jorden vil blive udryddet for vantrohunde, som ikke tror på Jehova. Mens, og logisk nok, dem der har sat sine penge på Jehova, stryger til paradis og nyder smagen af evigt liv.
Netop Oplevs udstilling af Jehovas Vidner er nok debatsmittende til en uendelig diskussion, om Oplevs afbildning af Jehovas Vidner er sandfærdig nok, eller overdramatiseret. Oplevs syn på Jehovas Vidner, mener jeg man skal se bort fra, og blot se den som en fanatisk følelsesstopklods for vores unge hovedrollepersons udviklingen og strid med sig selv. Det kunne ville et eller andet sted sagtens være en eller anden trosretning, som en anden tilbageholdende kraft blev påsat vores hovedperson færden ud i grænseflyttende kærlighed, og læren om sig selv. Sara er en pige på 17 år, som lever i et harmonisk familiesamfund. Lykken er nærmest så frydefuld, at det kunne være taget ud af et letfordøjeligt, gammelt dansk familielystspil.
Det yderst og sjældent sete lyksalige i familieforholdet, bliver cementerede af deres tro på Jehova, som netop ejer visionen om tætte familiebånd, og dermed også velsignelsen i dyrkelsen af dem. Alting er så godt, og Sara synes yderst lykkelig af en hormonpumpende teenager at være. Men efter en fest begynder forbudte følelser at boble i Saras indre, og hun begynder at smage på en kærlighed, som ikke er acceptabel i det trossamfund hun lever i. Det er to modpoler som kærligheden smelter sammen. Saras forelskelse i Teis, en ganske normal ung gut, som kun har troen på sig selv og deres forhold, som han så stærkt siger det i filmen. De opdager en kærlighed som stiller Sara i et uundgåeligt og farligt dilemma. Valget mellem Teis og hendes familie.
Den unge hovedrolleindehaver, Rosalinde Mynster, spiller sikkert og overraskende stærkt, måske en smule for meget efter bogen, og dermed også lidt for monotont. Selvfølgelig ville alt andet måske også være for meget at forvente af en uprøvet og uerfaren skuespillerinde, men jeg savnede personligt noget mere aggressivitet i hendes fremmaning af de store følelser, samt noget originalitet. Det skal dog siges hun bær filmen fundamentalt helhjertet. Derimod er Johan Phillip Asbæk, som spiller Teis, en smule fejlspillende i perioder. Selvom hans erklæring og tolkning af kærligheden til Sara, er vedkommende og kryber en smule under huden, så er han i de mindre dramatiske scener for intetsigende.
Oplev har kreeret et vedkommende drama, som spiller på de kommercielle tangenter, som også er ganske velfungerende. Der er dog ikke så meget kunstnerisk udfoldelse i Oplevs filmsprog og fortælling. Men han formår alligevel at komme stille og roligt ind under huden på publikum, så man gribes af hjertefortællingen. Det er langtfra overrumplende, men i stedet afdæmpende hjertegribende, og er en af de dramafilm, som bliver siddende en smule længere end så mange andre.
11/03-2008
