Now I Want To Play With YOU
5.0
STOR SPOILER!
Pet Sematary er en af de mest underkendte King-filmatiseringer og samtidig også en af de uhyggeligste.
Den overlykkelige familie Creed der tæller far Louis, mor Rachel, datter Ellen og baby Gage, er lige flyttet til en afsidesliggende by i Maine hvor børnene kan vokse op i ren idyl. De får den rare Jud Crandall som nabo, som viser dem det lokale klenodie Dyrekirkegården hvor ulykkelige børn har begravet deres trafikdræbte dyr, men over kirkegården hviler en frygtelig der fører en lavine af rædsel over den lille familie.
Når man kigger på coveret ligner det alt andet end en uhyggelig gyser, men lad dig ikke narre. Måske har den ikke de mest imponerende effekter men til gengæld har den en skummel stemning der griber nådesløst fat om dig og slipper dig ikke igen før halvanden time efter hvor man uden tvivl rejser sig rystende fra sofaen.
Volden er overraskende grafisk og ubehagelig, men ikke noget en hærdet splatterfreak vil gå fuldstændig i svime over, men til gengæld vil folk med svage nerver nok få lidt af et chok når et spædbarn går amok med en skalpel. Udover det kan Pet Sematary også bryste sig af at have (for min part) en af de mest glemte gyserikoner med: Den meningitisramte Zelda som er noget af det mest ubehagelige gysergenren har præsteret og det er ingen overdrivelse.
Der spilles godt i samtlige roller. Specielt skal nævnes Dale Midkiff som den mildest talt hårdt prøvede Louis og Fred Gwyne som den mystiske Jud Crandall.
Pet Sematary er kort og godt en af de mest uhyggelige King filmatiseringer og for hærdede fans af genren er der ingen vej udenom. Den skal ses! B-films horror når det er allerbedst!
Filmen har efterhånden en massiv fanskare og hvis man er fan vil jeg på det kraftigste anbefale den amerikanske Special Edition.
Pet Sematary er en af de mest underkendte King-filmatiseringer og samtidig også en af de uhyggeligste.
Den overlykkelige familie Creed der tæller far Louis, mor Rachel, datter Ellen og baby Gage, er lige flyttet til en afsidesliggende by i Maine hvor børnene kan vokse op i ren idyl. De får den rare Jud Crandall som nabo, som viser dem det lokale klenodie Dyrekirkegården hvor ulykkelige børn har begravet deres trafikdræbte dyr, men over kirkegården hviler en frygtelig der fører en lavine af rædsel over den lille familie.
Når man kigger på coveret ligner det alt andet end en uhyggelig gyser, men lad dig ikke narre. Måske har den ikke de mest imponerende effekter men til gengæld har den en skummel stemning der griber nådesløst fat om dig og slipper dig ikke igen før halvanden time efter hvor man uden tvivl rejser sig rystende fra sofaen.
Volden er overraskende grafisk og ubehagelig, men ikke noget en hærdet splatterfreak vil gå fuldstændig i svime over, men til gengæld vil folk med svage nerver nok få lidt af et chok når et spædbarn går amok med en skalpel. Udover det kan Pet Sematary også bryste sig af at have (for min part) en af de mest glemte gyserikoner med: Den meningitisramte Zelda som er noget af det mest ubehagelige gysergenren har præsteret og det er ingen overdrivelse.
Der spilles godt i samtlige roller. Specielt skal nævnes Dale Midkiff som den mildest talt hårdt prøvede Louis og Fred Gwyne som den mystiske Jud Crandall.
Pet Sematary er kort og godt en af de mest uhyggelige King filmatiseringer og for hærdede fans af genren er der ingen vej udenom. Den skal ses! B-films horror når det er allerbedst!
Filmen har efterhånden en massiv fanskare og hvis man er fan vil jeg på det kraftigste anbefale den amerikanske Special Edition.
12/03-2008
