På livets landevej
4.0
Allerede ved sit plotudlæg har Sean Penns "Into the Wild" kastet sig ud i en så godt som umulig opgave - nemlig at skildre de på alle måder overvældende følelser, der må have ramt den 22-årige amerikaner, Christopher McCandless, da han vendte sit foregående liv ryggen og blaffede sig vej til Alaskas vildmark. Ligegyldigt hvor flotte billeder og hvor stemningsfuldt et soundtrack man kan smøre ud over den unge amerikaners dannelsesrejse, vil man aldrig kunne nå essensen af den abnorme frihed, hvis glødende kraft må have floreret helt ned gennem lungerne på folk som McCandless’ og den vide verdens adskillige andre rygsæksrejsende.
Alligevel er vovestykket faldet i god jord hos Penn og co., der på fiks vis har gjort en stor mundfuld til en luksuriøs godbid. I store dele af sine næsten 150 spilletidsminutter leverer ”Into the Wild” nemlig et filmsprog af sjældent medrivende karat, godt hjulpet på vej af en lidenskabelig akustisk guitar og ikke mindst sine smukke landskabsbilleder, der i al sin sanselighed vækker mindelser om de mest betagende passager fra 70’er-klassikeren ”Badlands”. Mange enkelsegmenter er mesterligt formidlet af Sean Penn og når virkemidlerne i disse momenter spiller sammen, er det så filmen nærmest ophæves til et højere luftlag.
Anderledes problematisk går det med den gennemgående rytme i ”Into the Wild”. Efter min smag er der ganske enkelt klippet for meget i filmen, både i tidslinjen, der har et ben i både fortiden og nutiden med flere akavede flashbacks, men også i de enkeltstående scener, hvor jeg gerne så en mere rolig og flydende kameraføring. Til det kan man tilføje, at scenerne i filmen simpelthen er for mange. Med lidt mod kunne Sean Penn sagtens have skelet en smule til Gus Van Sants abstrakte Corbain-portræt, ”Last Days”, og skåret en god luns af de faktuelle overflødigheder fra. I stedet føles det som om, ”Into the Wild” er en film, der vil have det hele med, hvilket bevirker, at den til egen fordel sagtens kunne være skåret til i kanterne.
Med sin umulige forudsætning i mente er ”Into the Wild” dog ikke desto mindre en absolut seværdig film, der som en kærlighedserklæring til spejlende floder, skarpe klippekæder og grønne skove må kunne gøre ethvert bymenneske varmt om hjertet. Og det er bestemt ikke svært at forestille sig, at Penn med det afgørende stænk af koldblodighed kunne have stået tilbage med årets film.
Alligevel er vovestykket faldet i god jord hos Penn og co., der på fiks vis har gjort en stor mundfuld til en luksuriøs godbid. I store dele af sine næsten 150 spilletidsminutter leverer ”Into the Wild” nemlig et filmsprog af sjældent medrivende karat, godt hjulpet på vej af en lidenskabelig akustisk guitar og ikke mindst sine smukke landskabsbilleder, der i al sin sanselighed vækker mindelser om de mest betagende passager fra 70’er-klassikeren ”Badlands”. Mange enkelsegmenter er mesterligt formidlet af Sean Penn og når virkemidlerne i disse momenter spiller sammen, er det så filmen nærmest ophæves til et højere luftlag.
Anderledes problematisk går det med den gennemgående rytme i ”Into the Wild”. Efter min smag er der ganske enkelt klippet for meget i filmen, både i tidslinjen, der har et ben i både fortiden og nutiden med flere akavede flashbacks, men også i de enkeltstående scener, hvor jeg gerne så en mere rolig og flydende kameraføring. Til det kan man tilføje, at scenerne i filmen simpelthen er for mange. Med lidt mod kunne Sean Penn sagtens have skelet en smule til Gus Van Sants abstrakte Corbain-portræt, ”Last Days”, og skåret en god luns af de faktuelle overflødigheder fra. I stedet føles det som om, ”Into the Wild” er en film, der vil have det hele med, hvilket bevirker, at den til egen fordel sagtens kunne være skåret til i kanterne.
Med sin umulige forudsætning i mente er ”Into the Wild” dog ikke desto mindre en absolut seværdig film, der som en kærlighedserklæring til spejlende floder, skarpe klippekæder og grønne skove må kunne gøre ethvert bymenneske varmt om hjertet. Og det er bestemt ikke svært at forestille sig, at Penn med det afgørende stænk af koldblodighed kunne have stået tilbage med årets film.
13/03-2008
