Sjælløse lemlæstelser

Burmansk landsby lagt i pejsebrænde og bunkevis af lig, selv hundene ligger revet fra hinanden, som var de lige blevet presset ned i en blender. Begivenhederne der lige har hændt er varmmærket sig ind på nethinden. Små uskyldige burmanske bønder er blevet mejet ned af et kæmpe utømmeligt maskingevær, placeret ovenpå den kyniske hærleders personlige jeep, som ikke har i sinde at vise nåde, til selv de helt små uskyldige sjæle. Ned ryger de som var de kaniner medvirkende i en kaninjagt, imens de løber en nytteløs og desperat flugt over en mark tilsmurt med utallige miner. Enden er nær og Burma er verdens umiddelbart mest umenneskelige brændpunkt. Vi, som publikum, befinder os mildest talt i et voldshelvede, mens vi ser på en 80’er legendes sidste selvtægttogt. Den ensomme hævner, John Rambo, er tilbage og har aldrig været mere grumset og bestialsk lemlæstende end før.

Da jeg dengang i mine yngre dage så til med store fascinationsramte øjne, klistret til tv-skærmen til John Rambos første kapitel af et efterfølgende populært actionsaga, opnået den en stor underholdningseffekt i mit barnlige sind, og man kunne dårligt nok vente med at komme ud i det fri og skyde planter ned med plastikgevær og grankogle granater. Det var dog forståeligt nok ikke med samme letpåvirkelige og fascinationsramte øjne jeg så med, da Stallones sidste vejrtrækning som John Rambo på det store lærred, udfoldede sig sadistisk korpussmadrende. Måske det var i min underbevidsthed forventede, at den ikke ville kunne slå dengang barnlige og suveræne filmoplevelse. For de første fyrre minutter er ikke dem hvor Stallone udmærker sig som instruktør på nogen måde, tværtimod. Det er svagt fortalt, og danner ikke helt det begrundende fundament for det efterfølgende actionpulserende kick, som ikke er set magen til, i mange år.

Selvom Stallone forsøger at skabe noget nærvær og sympati til hans middelaldrende helt, Rambo, bliver det desværre oversvømmet i akavet, uinteressante og ikke mindst forudsigelige dialoger, og hvor Rambo burde fremstå som et menneske, ligner han mere en underholdende, ustandselig dræbermaskin. Men det er heller ikke ved den personkaraktiserende grundlag, at ”Rambo” skal hive begejstring hjem. Det er i de oversvømmende blodkar af actionscenerne at filmen skal skyde løs, med det tilbageværende krudt Rambo naturligvis har tilbage. Og det er ikke så lidt, nærmere sagt overlæsset. Hvor selve grunden for helvedets udbrød, er dårligt og sjælløst konstrueret, hiver den til gengæld i land i dens grænseløse, hovedafhuggende voldsscener, som på ingen måde ligger censur lag imellem(!).

Som mange andre begejstret bruger herinde, netop har hyldet ”Rambo” for, er at den tør og fyre løs, som en anden 80’erfilm turde. At den brutale og væmmende effekt så ikke er lige så fascinerende hos alle mennesker, er vel en smagssag, og flov som jeg er, fandt jeg ”Rambo” til dels kedelig i perioder. Action er eksekverede bedre og med bedre spændingsniveau, men aldrig blodigere og endnu mere rystende, end som i "Rambo". Hvis man ganske enkelt fandt ”First Blood” kultscene, hvor Rambo sidder og syr et åbent kødsår sammen på armen, grænseløs og direkte kvalmende intenst, vil man blive endnu mere chokeret, og vel et eller andet sted bedre underholdt, af den nye ”Rambo”. John Rambos sidste åndedræt er skam værd at ligge penge i billetlugen til, for det er skam passabel, brutaliseret underholdning, røvsparkende macho action, og et adrenalinindskud som mange fans ikke må gå glip af, selv om den elementære fortællerevne ikke ligefrem ’headshoter’ på nogen måde. Meningsløse, maskinelt massemordende voldsorgier og kliche, men perfekt timed bad-ass one liners, skaber for undertegnede desværre ikke alene nogen stor filmoplevelse, hvor end jeg gerne ville det.