This is what simple bloody macho action is all about
5.0
John Rambo fortæller den sandfærdige historie om Burmas militariske styre, som... næ hov, jeg starter lige forfra.
Med først Rocky Balboa og nu John Rambo har Mister Sly himself lavet the comeback of the century. Efter igennem de seneste mange år at have medvirket i en række middelmådige produktioner hiver Sylveste Stallone sine to alias'er og helte op af skuffen til endnu en omgang dans. Alle filmentusiaster frygtede det værste, ville den gamle actionkæmpe nu sætte en skamplet på sine to legendariske saga'er? Rocky Balboa overraskede alle og tog de fleste anmeldere med storm ved at levere et hjertevarmt og menneskeklogt farvel til næsten enfoldige men elskelige og altid fightende bokser af samme navn. Hvad med den tunge arv efter Rambo?
Rambo har som filmfigur altid rangeret over Rocky hos undertegnet, så her var frygten for en utilfredsstillende og ærgerlig efternøler endnu større. Men med den røvsparkende, brutalrealistiske voldsbombe af en 80er actionhyldest har Sly losset så hårdt til alle anmeldere og censurfolks boller, at min indre blodbadselskende actionsvinehund må bryde ud i et kæmpe brølende hurra. Stallone skider højt og helligt på, at vi befinder os i et nyt årtusinde, og giver os en Rambofilm lige præcis, som den skal være og mere til. Her er skurkene virkelig onde og al politisk korrekthed er smidt overbord. Vold vises for voldens skyld, nuancer er en by i rusland, den klassiske enmandshærsselvtægt forgudes og den selvhøjtidelige og anspændte alvor er intakt.
Straks fra filmens start får publikum klar besked. Dette er en ultra brutal og ubehagelig film. Starten hvor Burma præsenteres som alt andet end en tur i Lalandia, er præget af en næsten dokumentaristisk realisme, som sikkert har vendt maven ud på mange tilskuere. Bissen er skruet på og på intet tidspunkt brydes den brutale og alvorstunge facade, som altid har præget den lidende Rambos gang på jorden. Inden en hæsblæsende rutsjetur i actionparken bliver skudt i gang, får vi en række nedslagtninger af burmas lokale bønder, som næppe er set mere ubehagelige og brutale på film nogensinde. At hele situationen er pakket ind i en klassisk Rambo-ramme, hvor publikum nu forstår, at enmandshæren over dem alle ind må træde i aktion gør, at det trods alt glider ned.
Og når først hævntørsten og befrielsestrangen tændes i dræbermaskinen Rambo, falder der brænde ned. Gløden tændes i Stallones ellers udbrændte og livstrætte øjne og et togt, der får Churk Norris' Mission in Actions redningsaktioner til at ligne en spejderdrengs tur efter flødekager hos den nærliggende Guldbager, eksploderer for øjene af os. Stallone giver os den vildeste og mest blodige action, jeg mindes at have set. De burmanesiske bødler flås bogstavelig talt fra hinanden med alt lige fra de bare hænder til et maskinegevær større end kanonerne på de fleste hangarskibe. Arme og ben flyver til højre og venstre i filmens helt forrygende finale, hvor Stallone actionovertrumfer alt og alle med en massakre, som matcher de fleste 80er og tidlig 90er actionfilm... tilsammen. Var jeg ikke skaldet i forvejen, så tror jeg næsten, at Stallones le grand finale havde blæst mit hår af. Bedre fås det ikke indenfor de filmiske ramme, som udgør denne type films univers.
Filmens historie og indledende manøvrer er ikke filmhistorieskabende, men Rambofigurens væsen kortlægges fint i overstemmelse med de tidligere film. Stallone har så valgt at spille på det sikre kort ved at lave en klassisk junglebefrielsesfortælling uden mange dikkedarer, hvilket jeg synes, er en styrke. Det er meget simpelt og ikke videre udfordrende for de små grå bag pandeskallen, men lige efter Ramboskabelonen. Stallones fremstilling af Rambo kan med nogen ret siges ikke at være en præstation af Day-Lewis agtige proportioner, men Rambo har alle dage været en mut person. Figurens troværdig bliver udfordret lidt af den vildt overdrevne blodbadspsykose, som sætter sig i Rambo i filmens sidste halve time. Men når det sker på bekostning af sådan et festfyrværkeri, så går det nok.
Anmelderne har grundlæggende misforstået, hvad Stallone vil med filmen, når de kalder den utidssvarende, gammeldags og unødvendig voldelig og brutal. Stallone vil netop de ting, og det er de ting, der gør, at filmen holder. En fancy opdatering af Rambo-universet kunne meget nemt have været ødelæggende for filmen. Dette handler om rå, drengerøvs "en sej motherfucker smadrer alle" action, og ud fra den præmis holder John Rambo 100 pct. Så er du nysgerrig efter at se, hvad simple bloody macho action is all about, så smut en tur i biografen og se Sly dele årtusindets mest alvorlige øretæver ud.
Med først Rocky Balboa og nu John Rambo har Mister Sly himself lavet the comeback of the century. Efter igennem de seneste mange år at have medvirket i en række middelmådige produktioner hiver Sylveste Stallone sine to alias'er og helte op af skuffen til endnu en omgang dans. Alle filmentusiaster frygtede det værste, ville den gamle actionkæmpe nu sætte en skamplet på sine to legendariske saga'er? Rocky Balboa overraskede alle og tog de fleste anmeldere med storm ved at levere et hjertevarmt og menneskeklogt farvel til næsten enfoldige men elskelige og altid fightende bokser af samme navn. Hvad med den tunge arv efter Rambo?
Rambo har som filmfigur altid rangeret over Rocky hos undertegnet, så her var frygten for en utilfredsstillende og ærgerlig efternøler endnu større. Men med den røvsparkende, brutalrealistiske voldsbombe af en 80er actionhyldest har Sly losset så hårdt til alle anmeldere og censurfolks boller, at min indre blodbadselskende actionsvinehund må bryde ud i et kæmpe brølende hurra. Stallone skider højt og helligt på, at vi befinder os i et nyt årtusinde, og giver os en Rambofilm lige præcis, som den skal være og mere til. Her er skurkene virkelig onde og al politisk korrekthed er smidt overbord. Vold vises for voldens skyld, nuancer er en by i rusland, den klassiske enmandshærsselvtægt forgudes og den selvhøjtidelige og anspændte alvor er intakt.
Straks fra filmens start får publikum klar besked. Dette er en ultra brutal og ubehagelig film. Starten hvor Burma præsenteres som alt andet end en tur i Lalandia, er præget af en næsten dokumentaristisk realisme, som sikkert har vendt maven ud på mange tilskuere. Bissen er skruet på og på intet tidspunkt brydes den brutale og alvorstunge facade, som altid har præget den lidende Rambos gang på jorden. Inden en hæsblæsende rutsjetur i actionparken bliver skudt i gang, får vi en række nedslagtninger af burmas lokale bønder, som næppe er set mere ubehagelige og brutale på film nogensinde. At hele situationen er pakket ind i en klassisk Rambo-ramme, hvor publikum nu forstår, at enmandshæren over dem alle ind må træde i aktion gør, at det trods alt glider ned.
Og når først hævntørsten og befrielsestrangen tændes i dræbermaskinen Rambo, falder der brænde ned. Gløden tændes i Stallones ellers udbrændte og livstrætte øjne og et togt, der får Churk Norris' Mission in Actions redningsaktioner til at ligne en spejderdrengs tur efter flødekager hos den nærliggende Guldbager, eksploderer for øjene af os. Stallone giver os den vildeste og mest blodige action, jeg mindes at have set. De burmanesiske bødler flås bogstavelig talt fra hinanden med alt lige fra de bare hænder til et maskinegevær større end kanonerne på de fleste hangarskibe. Arme og ben flyver til højre og venstre i filmens helt forrygende finale, hvor Stallone actionovertrumfer alt og alle med en massakre, som matcher de fleste 80er og tidlig 90er actionfilm... tilsammen. Var jeg ikke skaldet i forvejen, så tror jeg næsten, at Stallones le grand finale havde blæst mit hår af. Bedre fås det ikke indenfor de filmiske ramme, som udgør denne type films univers.
Filmens historie og indledende manøvrer er ikke filmhistorieskabende, men Rambofigurens væsen kortlægges fint i overstemmelse med de tidligere film. Stallone har så valgt at spille på det sikre kort ved at lave en klassisk junglebefrielsesfortælling uden mange dikkedarer, hvilket jeg synes, er en styrke. Det er meget simpelt og ikke videre udfordrende for de små grå bag pandeskallen, men lige efter Ramboskabelonen. Stallones fremstilling af Rambo kan med nogen ret siges ikke at være en præstation af Day-Lewis agtige proportioner, men Rambo har alle dage været en mut person. Figurens troværdig bliver udfordret lidt af den vildt overdrevne blodbadspsykose, som sætter sig i Rambo i filmens sidste halve time. Men når det sker på bekostning af sådan et festfyrværkeri, så går det nok.
Anmelderne har grundlæggende misforstået, hvad Stallone vil med filmen, når de kalder den utidssvarende, gammeldags og unødvendig voldelig og brutal. Stallone vil netop de ting, og det er de ting, der gør, at filmen holder. En fancy opdatering af Rambo-universet kunne meget nemt have været ødelæggende for filmen. Dette handler om rå, drengerøvs "en sej motherfucker smadrer alle" action, og ud fra den præmis holder John Rambo 100 pct. Så er du nysgerrig efter at se, hvad simple bloody macho action is all about, så smut en tur i biografen og se Sly dele årtusindets mest alvorlige øretæver ud.
13/03-2008
