Oldtidens affald

1.0
Det kan lige så godt siges rent ud: Roland Emmerichs nye storfilm, det store oppustede oldtidsskrummel, ”10,000 BC”, er en sjældent elendig film. Jovist, Hollywood har skam før fejlet og endda ret så markant, men kun meget sjældent er det gået så gruelig galt som med tyskerens seneste udspil, der uden følelse, uden omtanke og uden idéer forsøger at stable et helt igennem bøvet set-up på benene. Det er set før. Og alligevel er det sjældent set værre.

Det første der kan slå en ved ”10,000 BC” er, hvor umådelig spinkel en historie filmen har at gøre godt med. En simpel tilfangetagelse og en simpel redningsaktion er stort set alt hvad der kan opstøves af plotmæssig essens i Emmerichs univers. Der ind over flyder så, i mere eller mindre vilkårlige sammenhænge, et par møder med en beskeden flok oldtidsdyr - voldsomme mammutter, strudselignende gigantfugle og ikke mindst en skarpmundet (og oven i købet moralsk anlagt) sabeltiger. Resten af det forsvindende tynde manuskript er næsten ikke værd at genfortælle. Helt konkret kan det vel siges at være en lang række uspændende, ligegyldige og dårligt koordinerede scener, der uintenst afløser hinanden.

Det næste kritikpunkt der herefter må trænge sig på, er hvor skidt filmen helt grundlæggende er udført. Med en mand som Roland Emmerich ved roret, synes en stor, flot og dum omgang underholdning bestemt ikke at være for meget forlangt, men på selv så simple kriterier er ”10,000 BC” en besynderlig impotent affære, hvor intet rigtig fungerer - filmningen er kedelig, omgivelserne er glansløse, actionscenerne er uden nerve og ikke mindst er skuespillet pinefuldt til smertegrænsen. Det eneste mindeværdige moment man tager med sig fra ”10,000 BC”, er den imponerende mammutjagt i starten af filmen. Den efterfølgende halvanden times tid er derimod noget af det værste filmgejl, der endnu har betrådt civilisationen.

”10,000 BC” har kostet omkring 75.000.000 dollars at producere, hvilket i sig selv er forrykt. Det mest rystende ved filmen er dog tanken om, at den næsten allerede har tjent disse penge ind igen - og at jeg selv har betalt penge for en så gennemgribende omgang møg.
10,000 B.C.