Savklingen der ikke sløves
4.0
Også 4. ombæring af ny-horrorklassikerserien Saw er en underholdende omgang blodsprøjtende fældetortur, som fortsætter af det spor, som seriens 3. film lagde. Det labyrintiske og gådefuld tema er intakt, og Darren Lynn Bousman binder smukt en 4. sløjfe fast på Saw-træet uden, at det virker som en forhastet pengemaskine... hvilket det jo dybest set er.
Saw-universets hovedattraktion er som altid de opfindsomme og ofte stærkt sadistiske fælder, og denne film er ingen undtagelse. Det er råt og brutalt i alle tilfælde, og hvor den første film fokuserede meget på det twistede plot og sekundært på volden, så har prioriteringen af disse bytte plads i de seneste film. Når den afsluttende fælde i denne fjerde film klapper sammen, er vi vidne til en af de mest voldsomme og brutale henrettelser på film i lang tid. SMASK! siger det, og man sidder lamslået tilbage.
Også Saw-seriens tredje store force skal roses. Nemlig den alvorlige og ondskabsfulde stemning, som aldrig brydes med latterlig komik eller tåbelige påfund. Fra filmen starter til det sidste blod har flydt er tone mørkt, beskidt og dyster, og det altsammen pakket ind i en lækker produktion. Dette er så sandelig også tilfældet for denne fjerde ombæring.
Selvom drabene og den eksplicittet vold således også er central i Saw 4, forsøger den i højere grad end 2'eren og 3'eren at bygge plottet op som en detektivhistorie, hvilket fungerer glimrende. Det lykkes Bousman at skabe en solid spænding og en nysgerrighed efter at opklare tingenes rette sammenhæng. Og atter er finaleåbenbaringen twistet og super fed. Den overraskende sammenhæng til seriens 3. film er en ud fra denne type films målestok en triumf. Samtidigt er den stadig mere omfavnsrige afdækning af Jigsaws fortid guf for inkanerede Saw-fans.
Saw-serien har været lagt for had af mange de seneste år, men jeg føler mig stadig glimrende underholdt. Få horrorserier blander på så underholdende vis eksplicitte brutaliteter og manuskriptmæssige twists og finurligheder. Også Saw 4 holder niveauet, og rent handlingsmæssigt får vi den mest vellykkede i serien siden den første film. Fire massakrer på få år har ikke gjort savklingen sløvere...
Saw-universets hovedattraktion er som altid de opfindsomme og ofte stærkt sadistiske fælder, og denne film er ingen undtagelse. Det er råt og brutalt i alle tilfælde, og hvor den første film fokuserede meget på det twistede plot og sekundært på volden, så har prioriteringen af disse bytte plads i de seneste film. Når den afsluttende fælde i denne fjerde film klapper sammen, er vi vidne til en af de mest voldsomme og brutale henrettelser på film i lang tid. SMASK! siger det, og man sidder lamslået tilbage.
Også Saw-seriens tredje store force skal roses. Nemlig den alvorlige og ondskabsfulde stemning, som aldrig brydes med latterlig komik eller tåbelige påfund. Fra filmen starter til det sidste blod har flydt er tone mørkt, beskidt og dyster, og det altsammen pakket ind i en lækker produktion. Dette er så sandelig også tilfældet for denne fjerde ombæring.
Selvom drabene og den eksplicittet vold således også er central i Saw 4, forsøger den i højere grad end 2'eren og 3'eren at bygge plottet op som en detektivhistorie, hvilket fungerer glimrende. Det lykkes Bousman at skabe en solid spænding og en nysgerrighed efter at opklare tingenes rette sammenhæng. Og atter er finaleåbenbaringen twistet og super fed. Den overraskende sammenhæng til seriens 3. film er en ud fra denne type films målestok en triumf. Samtidigt er den stadig mere omfavnsrige afdækning af Jigsaws fortid guf for inkanerede Saw-fans.
Saw-serien har været lagt for had af mange de seneste år, men jeg føler mig stadig glimrende underholdt. Få horrorserier blander på så underholdende vis eksplicitte brutaliteter og manuskriptmæssige twists og finurligheder. Også Saw 4 holder niveauet, og rent handlingsmæssigt får vi den mest vellykkede i serien siden den første film. Fire massakrer på få år har ikke gjort savklingen sløvere...
16/03-2008
