????

1.0
Så har tyske Roland Emmerich endnu engang fået mange millioner dollars, til endnu en storproduktion. At arbejde med store summer burde ikke være en hindring for den tyske instruktør, da han udelukkende har lavet den slags film, hvis man ser på hans CV. 10,000 BC er ingen undtagelse. Det er atter stort opsat og helvedes larmende blockbuster. I 2004 lavede Emmerich måske hans hidtil bedste film, nemlig The day after tommorow, og det burde have givet manden selvtillid nok til at fortsætte den gode stime, men nej... Stimen blev brudt. Og kvaliteten er derfor forringet.

Der er uendelig mange ting der ikke fungerer. Lad os bare starte med filmens historie (som knap nok kan kaldes en historie) som er tynd som, jeg ved snart ikke hvad. I to timer fortæller man om en redningsaktion? Roland har ikke sat mange hjerneceller på spil. Filmen er ideforladt. Den mangler frækhed og friskhed og det kan Emmerich ganske enkelt ikke tilbyde med det stof der er til rådighed, og jeg kan slet ikke forstå, at manden ikke ved, at regelen ”tænk, før man handler” også gælder for ham og manuskriptforfatteren.

Og så til skuespillet. Listen består af mere eller mindre andenrangs skuespillere, som skal udfylde rollerne og overbevise seerne. Det skete bare aldrig. Hvordan de har klart sig igennem auditions, må vi nok hellere overlade til guderne. Bemærk også den pinlige accent der bliver brugt.

Emmerich har altid været afsindig dygtig til at skabe medrivende actionsekvenser. Og visuelt er hans film også hamrende flotte. Det har Emmerich til dels også fucket up her. Indrømmet, filmen har nogle smukke billeder og de flotte locations man har brugt kommer fint til udtryk i filmen. Men actiondelen kommer på intet tidspunkt op i omdrejningerne. Og når der endelig kom action på, så lignede det noget man har set, jeg ved ikke hvor mange gange. Tempoet er heller ikke højt nok, til at det for alvor koger. Den lave censurgrænse tillader heller ikke de vilde og blodige slag, så glem alt om det. Og hvad pokker er der så tilbage?

Samlet set er der fatisk ingen lyspunkter i denne rædselsfulde og amatøragtige instruktion. Roland burde tage den på sin regning og komme videre – for det her er simpelthen lavpunktet i hans karriere, som giver anledning til stor bekymring.
10,000 B.C.