Miraklernes tid er ikke forbi

4.0
12-årige Dennis P. har en hulens masse problemer at slås med, men det hele ændrer sig da en cool engel giver ham licens til at lave mirakler. Med et får Dennis styr på tingene - i hvert fald for en tid

Det er ikke nemt at være i 12-årige Dennis P.'s (Stefan Pagels Andersen) sko. Han er den eneste dreng i klassen, som endnu ikke har fået hår - 'dernede'. FUCK! Hans overpylrede mor (Sidse Babett Knudsen) er endnu ikke kommet sig over faderens død, selv om det er otte år siden han faldt ned fra taget. FUCK! I skolen er Dennis den forhadte historielærer Hr. Sandstrøms (Peter Frödin) yndlingsoffer. FUCK! Dennis P. er vildt forelsket i klassens sødeste pige Karen Elise (Stephania Potalivo), men det samme er hans bedste ven Mick (Sebastian Jessen), og hun vil hellere have ham. FUCK!

Mirakler på licens
I sin nød beder Dennis til Gud, og miraklet sker: Et himmelsk sendebud, der i høj grad minder om hans afdøde far (Thomas Bo Larsen), kommer ham til undsætning. Dennis får udstedt en midlertidig englelicens i mellemklassen, så han selv kan fremtrylle mirakler, og snart vokser der englevinger ud på hans ryg! Eneste betingelse er, at han ikke må sige et eneste bandeord. Sker det, mister han mirakel-evnen for evigt. Dennis får tryllet sin kedelige mor om til en løssluppen sirene, læreren Hr. Sandstrøm forvandles til en ydmyg lakej, og skatervennen Mick, som jo var den hårdeste konkurrent i kampen om Karen Elises gunst, bliver skabt om til en nørdet bogorm. I starten er alt godt, men langsomt går det op for Dennis P., at man ikke sådan lige uden videre kan lave om på hverdagen.

God morale
Kim Fupz Aakesons manuskript må være inspireret af Ole Lund Kirkegaards finurlige børnebøger, hvori de små og ydmygede altid narrer de store og dumme. Aakeson skrev biografhittet "Den eneste ene" (1999), og ligesom denne film er "Mirakel" fuld af sjove replikker og herlige situationer. Tilmed har den en god morale: selv om man har fået foræret evnen til at skabe mirakler, er det ikke ligegyldigt, hvordan man anvender den - samvittigheden skal være med i legen.

Stefan Pagels Andersen er et scoop som Dennis P. Energien og charmen lyser langt væk, men der er også ægte følelse i hans præstation. De øvrige børneskuespillere er ligeså veloplagte og indtagende. Hos de voksne spiller Sidse Babett Knudsen på alle strengene som sexet man-eater, Peter Frödin leverer en skråsikker karikatur af en sadistisk lærer, og Thomas Bo Larsen er et syn for guder som råsej engel på Harley Davidson.

Alletiders festlige familiefilm
Den debuterende instruktør Natasha Arthy har tidligere slået sine folder hos Danmarks Radio med børneserierne "Fanny Farveløs" og "Drengen, de kaldte kylling". Arthy rammer ikke én falsk tone i sin iscenesættelse, og springer med sin kitschede stil ud i fuldt flor som nyskaber på den danske børnefilmscene. Specielt i en række campede drømmesekvenser udformet som virtuose musical-sætstykker viser hun talent for det fabulerende og eventyrlige. Der er tilmed masser af hip dialog og funky rap-musik i "Mirakel", som holder hvad der loves på plakaten; den er alletiders bud på årets festligste familiefilm.
Mirakel