- Coens blodige cirkus -
5.0
Selv i Texas' golde ødemark, under en ubamhjertig sol, er temperaturen ikke nær så høj som i biografens mørke, når Joel og Ethan Coens prisbelønnede, amerikanske saga ”No Country for Old Men” udspiller sig. Al afstumpet vold, grådighed og ondskab til trods, må enhver kræsen tilskuer forherlige brødrene Coen's fuldbyrdede filmatisering af Comac McCarthy's roman, der sideløbende med dens billedlige referencer til John Ford's hedgangne westerns og Sergio Leone's ”The Good, The Bad and the Ugly”, vidner om en veltilrettelagt og dybt professionel vision, skabt i en sand auteurs ånd.
I filmens omdrejningspunkt skildres mennesket og dets undertrykte dyder i materialismens skærsild. Midt i konflikten legemliggøres tilskuernes frustrationer og magtesløshed af en udbrændt sherif Bell, spillet fortræffeligt af Tommy Lee Jones, der må erkende verdens forfald og se i øjnene at han ikke længere kan forstå elendigheden omkring ham. I dimentral modsætning til Bells kollektive verdensopfattelse, finder vi kynismen i kød og blod, Anton Chigurh (Javier Bardem), der med sin uafrystelige tilstedeværelse introducerer et velkendt lune fra Coen-brødrenes tidligere noir-film, ”Miller's Crossing” og ”Fargo” - den påtrængende perfiditet, ofte personificeret af en dødsengel i menneskelig skikkelse. Denne gang er han dog uendeligt mere central og aggressiv end førhen, hvilket om noget skyldes Bardems uforlignelige præstation.
Psykopaten har dog et svagt punkt – tilfældighedernes facet. Et møntkast der afgører hans snarlige ofres skæbne, hvadenten de ønsker at tage del i hans spil eller ej. Selvsamme faktor er i brug når vores tvivlsomme helt Llewlyn Moss (Josh Brolin), befinder sig i den belejlige situation; at falde over resterne af et blodigt narkoopgør og henfalde til sin egen ugunst, da synet af en taske fyldt til randen med penge virker mere tiltalende end en døende narkohandlers sidste bøn. Men samvittigheden tynger og Llewlyn ender med at give efter for den bitre smag, ved at drage ud i ødemarken endnu en gang. Ironisk nok bliver denne beslutning startskudet til en jagt, hvor både skydegale mexicanere, blodtørstige kamphunde og andre, iskolde dræbermaskiner kommer i hælene på ham.
Roger Deakins står bag den elementære og naturskønne scenografi, der er badet i alt fra tobaksfarvet og isblå nuancer, og ligger grund til en spændingsfilm af højeste karat. En scene på et motel står ikke alene som en lovprisning af Alfred Hitchcocks dramaturgiske geni, men gør brug af selvsamme teknikker, når den krybende uhygge skal fremhæves. Til at supplerer med betoninger af en dunkel afstamning, har Carter Burwell skabt et soundtrack der stråler i dets fravær, ved at serverer manuskriptet spartansk og uden nogen dominerende, musikalsk forsyning.
Selvom historien ikke altid er lige grangivelig og måske ender med at konsumere sin egen originalitet, ved et overdrevent brug af dens egne excentriske effekter, gør det ikke den store forskel. ”No Country for Old Men” forbliver i sidste ende en overdådig ransagning af humanitet på godt og ondt, i socialrealistiske proportioner, der kulminerer med en monolog i filmens sidste minut, hvor Tommy Lee-Jones sammenfatter hele affæren ved brug af farverige metaforer. Intet i tilværelsen kan gøres om, selvom vi prøver. Verden er uforanderlig. Det har han indset. Nu er han vågnet op. En enestående og helstøbt krimi, skulptureret efter rammerne af Coen-brødrenes tidligere film og bakket op af et charmerende skuespillerhold, der formår at udvise en naturalistisk magelighed i hvad der må siges at være et sort, sort univers.
I filmens omdrejningspunkt skildres mennesket og dets undertrykte dyder i materialismens skærsild. Midt i konflikten legemliggøres tilskuernes frustrationer og magtesløshed af en udbrændt sherif Bell, spillet fortræffeligt af Tommy Lee Jones, der må erkende verdens forfald og se i øjnene at han ikke længere kan forstå elendigheden omkring ham. I dimentral modsætning til Bells kollektive verdensopfattelse, finder vi kynismen i kød og blod, Anton Chigurh (Javier Bardem), der med sin uafrystelige tilstedeværelse introducerer et velkendt lune fra Coen-brødrenes tidligere noir-film, ”Miller's Crossing” og ”Fargo” - den påtrængende perfiditet, ofte personificeret af en dødsengel i menneskelig skikkelse. Denne gang er han dog uendeligt mere central og aggressiv end førhen, hvilket om noget skyldes Bardems uforlignelige præstation.
Psykopaten har dog et svagt punkt – tilfældighedernes facet. Et møntkast der afgører hans snarlige ofres skæbne, hvadenten de ønsker at tage del i hans spil eller ej. Selvsamme faktor er i brug når vores tvivlsomme helt Llewlyn Moss (Josh Brolin), befinder sig i den belejlige situation; at falde over resterne af et blodigt narkoopgør og henfalde til sin egen ugunst, da synet af en taske fyldt til randen med penge virker mere tiltalende end en døende narkohandlers sidste bøn. Men samvittigheden tynger og Llewlyn ender med at give efter for den bitre smag, ved at drage ud i ødemarken endnu en gang. Ironisk nok bliver denne beslutning startskudet til en jagt, hvor både skydegale mexicanere, blodtørstige kamphunde og andre, iskolde dræbermaskiner kommer i hælene på ham.
Roger Deakins står bag den elementære og naturskønne scenografi, der er badet i alt fra tobaksfarvet og isblå nuancer, og ligger grund til en spændingsfilm af højeste karat. En scene på et motel står ikke alene som en lovprisning af Alfred Hitchcocks dramaturgiske geni, men gør brug af selvsamme teknikker, når den krybende uhygge skal fremhæves. Til at supplerer med betoninger af en dunkel afstamning, har Carter Burwell skabt et soundtrack der stråler i dets fravær, ved at serverer manuskriptet spartansk og uden nogen dominerende, musikalsk forsyning.
Selvom historien ikke altid er lige grangivelig og måske ender med at konsumere sin egen originalitet, ved et overdrevent brug af dens egne excentriske effekter, gør det ikke den store forskel. ”No Country for Old Men” forbliver i sidste ende en overdådig ransagning af humanitet på godt og ondt, i socialrealistiske proportioner, der kulminerer med en monolog i filmens sidste minut, hvor Tommy Lee-Jones sammenfatter hele affæren ved brug af farverige metaforer. Intet i tilværelsen kan gøres om, selvom vi prøver. Verden er uforanderlig. Det har han indset. Nu er han vågnet op. En enestående og helstøbt krimi, skulptureret efter rammerne af Coen-brødrenes tidligere film og bakket op af et charmerende skuespillerhold, der formår at udvise en naturalistisk magelighed i hvad der må siges at være et sort, sort univers.
17/03-2008
