Folkeheltens mørke begær
4.0
“I am the ripper, the terror, the slasher. I am the teeth in the darkness! The talons in the night! My name is strength, lust and power! I am Beowulf!” råber den mytologiske, (nu) digitaliserede helt fra det engelske, populære litteraturværk, inden han indsætter sit sidste dødelige slag, som vil jævne hans fjende fra jordens overflade. ”Beowulf” rummer af animeret, visuelt overskud, og er en næsten ligeså stor nydelse, som et stort, saftigt krus mjød, som kun vikingerne kunne lave den.
Storinstruktøren Robert Zemeckis har filmatiseret, eller nærmere sagt, animerede sagnet om den svenske kriger Beowulf. Det er blevet gjort med et ihærdigt forsøg og eksperiment på at se hvor langt computeranimationen er nået. Og den er nået langt. Rigtig langt. ”Beowulf” er visuelt et bjergtagende værk. Dens landskabs portrættering rummer af mytologisk nostalgi fra vikingetiden og mesterlig professionalisme. Selvom Zemeckis visuelle syn på et koldt og mørk vikinge Danmark, fyldt med store kyster og bjerge, er noget fejlfortalt, så er selve animationspenslen forbløffende episktriumferende, og den nordlige hårde vind, samt vinter, får dig nærmest til at klapre i tænderne af bar kulde. Den digitale kreation af karaktererne mangler stadig liv i øjnene, og i enkelte scener fuldblods energiskhed i animationerne. Derfor formår Zemeckis aldrig rigtig få skabt den levende glød i de nogle gange monotone og intetsigende ansigter, af de mange animerede mennesker, og dermed heller ikke et nærvær til personerne, som ville kunne løfte ”Beowulf” op til en episk storfilm, som den uden tvivl havde potentiale til.
Dette ville dog også være en mildest talt uforglemmelig milepæl, hvis det var lykkedes Zemeckis og co. at få bragt menneskeligt liv i de animerede karakterer, men det giver en lovende indikation og fremtidsprofeti på, computerteknologiens hurtige udvikling. Det er ikke kun det synlige aspekt der bliver kælet for. Lydsiden i ”Beowulf” er fremragende indlevende, og man føler sig i tidspunkter, placeret midt inde i Beowulfs mange overvældende kampe mod dæmoner og drager. En af tingene der får den perfekt timede lydmagi til at virke så godt, som den gør, er en del af skuespillerstemmernes fantastiske formåen. Ray Winstones hæse og mørke røst, giver hans karakter, Beowulf, den legoklods af råhed og krigeriske vrede, selvom hans øjne til tider er forkert flakkende og uden levende glød.
Trods den manglende menneske sjæl i karaktererne, så er kampscener så medrivende og triumferende, at det er så saftig underholdning, at det er svært at ignorerer sin indre viking, og blot råbe med på slagsangene. Derfor bliver de mindre bagateller overskygget af den store underholdningsværdi, filmens mange storslåede øjeblikke giver, for animationen sætter ingen grænser når det kommer til at nedlægge ni sømonster med en kniv, eller give en ulækker dæmon, en rigtig ’Rocky’ knockout. Kamera funktionen ejer heller ikke nogen grænser, og det udnytter Zemeckis også til fulde. Det visuelle syn vi får, mens Beowulf bokser med drager, er en del af et medrivende og hurtigt bevægende ’kamera’, som skaber en adrenalinpulsering som et rigtig kamera formodentligt ikke ville kunne gøre.
Filmen er blevet klandrede meget for ikke at være tro mod den originale historie, men mere en overblæret ramasjang af en action- og underholdningsdelikatesse. Det er tydeligt at Zemeckis ikke har brugt meget tid på at studerer og indleve sig i historien, men mere disponeret sine kræfter og fokus på at virkeliggøre det kolde, animerede og dæmonplaget Danmark, samt sætte nye grænser for animation, hvilket er suverænt vellykket. Den menneskelige indsigt mangler simpelthen. Der er ikke nok kød på historien, som bliver holdt i meget simple fortællertøjler. Det er decideret ærgerligt, fordi man ved at fortællingen om den svenske dæmondræber, sømonster rodeo rider og dragejæger rummer masser af fantastiske momenter af episk storhed og fantastisk sagnfortælling. Den originale historie bobler jo simpelthen episk nostalgi, fra en svunden tid. Tilbage er der et underholdende, storhuggende animationsværk, som rummer visuelt kvalitet af noget nær det mesterlige, og den efterlader et stort rungende ekko i din øregang, lydende ”I am Beowulf!” tusind gange, uden man så meget bejler til irritation og dermed også indikerer, at man sjældent bliver underholdt så godt.
Storinstruktøren Robert Zemeckis har filmatiseret, eller nærmere sagt, animerede sagnet om den svenske kriger Beowulf. Det er blevet gjort med et ihærdigt forsøg og eksperiment på at se hvor langt computeranimationen er nået. Og den er nået langt. Rigtig langt. ”Beowulf” er visuelt et bjergtagende værk. Dens landskabs portrættering rummer af mytologisk nostalgi fra vikingetiden og mesterlig professionalisme. Selvom Zemeckis visuelle syn på et koldt og mørk vikinge Danmark, fyldt med store kyster og bjerge, er noget fejlfortalt, så er selve animationspenslen forbløffende episktriumferende, og den nordlige hårde vind, samt vinter, får dig nærmest til at klapre i tænderne af bar kulde. Den digitale kreation af karaktererne mangler stadig liv i øjnene, og i enkelte scener fuldblods energiskhed i animationerne. Derfor formår Zemeckis aldrig rigtig få skabt den levende glød i de nogle gange monotone og intetsigende ansigter, af de mange animerede mennesker, og dermed heller ikke et nærvær til personerne, som ville kunne løfte ”Beowulf” op til en episk storfilm, som den uden tvivl havde potentiale til.
Dette ville dog også være en mildest talt uforglemmelig milepæl, hvis det var lykkedes Zemeckis og co. at få bragt menneskeligt liv i de animerede karakterer, men det giver en lovende indikation og fremtidsprofeti på, computerteknologiens hurtige udvikling. Det er ikke kun det synlige aspekt der bliver kælet for. Lydsiden i ”Beowulf” er fremragende indlevende, og man føler sig i tidspunkter, placeret midt inde i Beowulfs mange overvældende kampe mod dæmoner og drager. En af tingene der får den perfekt timede lydmagi til at virke så godt, som den gør, er en del af skuespillerstemmernes fantastiske formåen. Ray Winstones hæse og mørke røst, giver hans karakter, Beowulf, den legoklods af råhed og krigeriske vrede, selvom hans øjne til tider er forkert flakkende og uden levende glød.
Trods den manglende menneske sjæl i karaktererne, så er kampscener så medrivende og triumferende, at det er så saftig underholdning, at det er svært at ignorerer sin indre viking, og blot råbe med på slagsangene. Derfor bliver de mindre bagateller overskygget af den store underholdningsværdi, filmens mange storslåede øjeblikke giver, for animationen sætter ingen grænser når det kommer til at nedlægge ni sømonster med en kniv, eller give en ulækker dæmon, en rigtig ’Rocky’ knockout. Kamera funktionen ejer heller ikke nogen grænser, og det udnytter Zemeckis også til fulde. Det visuelle syn vi får, mens Beowulf bokser med drager, er en del af et medrivende og hurtigt bevægende ’kamera’, som skaber en adrenalinpulsering som et rigtig kamera formodentligt ikke ville kunne gøre.
Filmen er blevet klandrede meget for ikke at være tro mod den originale historie, men mere en overblæret ramasjang af en action- og underholdningsdelikatesse. Det er tydeligt at Zemeckis ikke har brugt meget tid på at studerer og indleve sig i historien, men mere disponeret sine kræfter og fokus på at virkeliggøre det kolde, animerede og dæmonplaget Danmark, samt sætte nye grænser for animation, hvilket er suverænt vellykket. Den menneskelige indsigt mangler simpelthen. Der er ikke nok kød på historien, som bliver holdt i meget simple fortællertøjler. Det er decideret ærgerligt, fordi man ved at fortællingen om den svenske dæmondræber, sømonster rodeo rider og dragejæger rummer masser af fantastiske momenter af episk storhed og fantastisk sagnfortælling. Den originale historie bobler jo simpelthen episk nostalgi, fra en svunden tid. Tilbage er der et underholdende, storhuggende animationsværk, som rummer visuelt kvalitet af noget nær det mesterlige, og den efterlader et stort rungende ekko i din øregang, lydende ”I am Beowulf!” tusind gange, uden man så meget bejler til irritation og dermed også indikerer, at man sjældent bliver underholdt så godt.
17/03-2008
