Hjertets pris

4.0
Med "Mansfield Park" er Jane Austen endnu en gang blevet filmatiseret, og det er der kommet et elegant og stilsikkert periodedrama ud af

Sidste halvdel af 90'erne var perioden, hvor et større publikum for alvor blev introduceret for Jane Austen og hendes gæve heltinder via film og tv. Den engelske forfatterinde skrev indgående om sin samtid i starten af 1800-tallet, og hendes univers findes afbildet i filmene "Fornuft og følelse" (1995) og "Emma" (1996) (og den Emma-inspirerede "Clueless" fra 1995) samt tv-serien "Stolthed og fordom".

Kvinder med sikker hånd
En Jane Austen-heltinde er typisk både intelligent, oprigtig, smuk og i besiddelse af en misundelsesværdig høj moral. Desuden sætter hun sit hjerte højere end velstand og placering på den sociale rangstige, og så er hun en dygtig menneskekender med flair for at gennemskue falskhed og skjulte motiver. Alle disse træk karakteriserer også Fanny Price (Frances O'Connor), der i "Mansfield Park" har det uheldige lod i tilværelsen at være født af fattige forældre. Velhavende slægtninge tager hende allernådigst til sig, men hun opnår aldrig at blive rigtig indlemmet i familien Bertram og har mest af alt funktion som husets tjenestepige.

Den fantasifulde Fanny fordriver dog også tiden med at udvikle sit intellekt og sine evner som forfatter, og under instruktøren og manuskriptforfatteren Patrizia Rozemas kyndige bearbejdning er den unge kvinde formet i Jane Austens billede. Flere af filmens citater er taget direkte fra Austens egne breve og romaner. Canadiske Rozema har før lavet stærke dramaer om kvinder, identitet og selvforståelse, og hun har med friske øjne og sikker hånd kastet sig over et af Englands nationalklenodier.

Bidende satire og den store kærlighed
Instruktøren og Austen udstiller i fællesskab datidens forstillelse og en magthavende samfundsklasses verdensfjerne forhold til sociale problemstillinger på en vittig og afslørende facon. Men først og fremmest er det konflikten mellem penge og kærlighed, der driver handlingen fremad. Fanny har stilfærdigt forelsket sig i den ene af husets sønner Edmund (Jonny Lee Miller), men denne umulige forbindelse forvanskes yderligere af søskendeparret Henry og Marys (Alessandro Nivola og Embeth Davidtz) ankomst fra London. Med en snert af dekadence og velbevandring i rænkespillets kunst udsætter de Bertram familiens følelsesliv for hårde prøvelser, og det er nu, at den sande kærlighed, som bygger på respekt og fortrolighed, skal stå sin prøve over for flygtig tiltrækning og klingende mønt.

"Mansfield Park" kan sagtens beskyldes for at være endnu et højstemt og forudsigeligt kostumedrama, men det er samtidig også en bevægende og begavet skildring af eviggyldige temaer med sans for det raffinerede. Dette understøttes af et galleri af komplekse mennesketyper, der ikke kun kan kategoriseres som gode eller onde, men som både lytter til engle og dæmoner. Det er atter blevet tid til en godtepose af social satire, uudgrundelig kærlighed og en ung kvinde med ben i næsen.