American Pie
3.0
"Spillets regler" har simpelthen alle ingredienserne, der udgør en Hollywood-ungdomsfilm. Et stk. stjerne fra en succesfuld tv-serie, unge, smukke piger, den gode mod den onde, og heldigvis for os mere kræsne en god portion humor, der gør det hele lidt mere fordøjeligt. Det er så amerikansk, som det næsten kan blive: en rigtig american pie film.
I West Canaan, en lille by i Texas, er der kun en ting, man rigtigt går op i: "Coyotes" - det lokale high school-fodboldhold. Holdet har vundet de lokale mesterskaber 22 gange og stiler mod det 23'ende sammen med deres træner Bud Kilmer (Jon Voight). Han er et forfærdeligt og skruppelløst menneske, som igennem alle årene har lært spillerne, at man må vinde for enhver pris uanset konsekvenserne. Kilmer er det nærmeste, man kommer på byens konge, og ingen tør sætte sig op imod ham. Spillerne er byens helte og stolthed, de får alt serveret for sig og kan opføre sig, som det passer dem, uden at nogen løfter en pegefinger.
Youngblood uden is
Stjerne-quarterbacken Lance Harbor (Paul Walker) bliver tilbedt som en gud og har naturligvis den smukke cheerleader Darcy (Ali Larter) som kæreste. Jonathan "Mox" Moxen (James Van Der Beek) er reserve-quarterback, hvilket passer ham fint. Han er ingen stjerne og kan sidde i fred og læse sine bøger på sidelinien, når ellers ikke Kilmer, som den lede satan, han er, er på nakken af ham. Men en dag er uheldet ude, og pludselig må Mox tage pladsen på første parket, samt alle de medfølgende ulemper og goder, berømmelsen har.
Det gule kort
Historien er kendt, formen er rigtig Hollywood-form grænsende til det kvalmende, men humoren er god, og det samme er Dawson Creek-stjernen James Van Der Beek og ikke mindst Jon Voight, der med replikken "Du laver lort i mit univers" får én helt ud på stolekanten af arrighed. Der er meget amerikansk fodbold i filmen, og når de barske spillere tørner sammen, er kameraet da også med i sokkehøjde. Selvom instruktøren Brian Robbins siger, at det ikke kun er en film for fodboldfans, så skal man dog være lidt fascineret af spændingen ved en sportskamp. At kalde det en komedie vil være at strække den lige lovlig meget, men der er mange komiske situationer, som får lattermusklerne til at røre på sig. Så hvis man ikke lægger mere i filmen, end at den er til for at underholde, er det en ganske fornøjelig film til en søndag eftermiddag, hvor man ikke har lyst til at skulle sidde og analysere og tænke dybere over det, man ser
I West Canaan, en lille by i Texas, er der kun en ting, man rigtigt går op i: "Coyotes" - det lokale high school-fodboldhold. Holdet har vundet de lokale mesterskaber 22 gange og stiler mod det 23'ende sammen med deres træner Bud Kilmer (Jon Voight). Han er et forfærdeligt og skruppelløst menneske, som igennem alle årene har lært spillerne, at man må vinde for enhver pris uanset konsekvenserne. Kilmer er det nærmeste, man kommer på byens konge, og ingen tør sætte sig op imod ham. Spillerne er byens helte og stolthed, de får alt serveret for sig og kan opføre sig, som det passer dem, uden at nogen løfter en pegefinger.
Youngblood uden is
Stjerne-quarterbacken Lance Harbor (Paul Walker) bliver tilbedt som en gud og har naturligvis den smukke cheerleader Darcy (Ali Larter) som kæreste. Jonathan "Mox" Moxen (James Van Der Beek) er reserve-quarterback, hvilket passer ham fint. Han er ingen stjerne og kan sidde i fred og læse sine bøger på sidelinien, når ellers ikke Kilmer, som den lede satan, han er, er på nakken af ham. Men en dag er uheldet ude, og pludselig må Mox tage pladsen på første parket, samt alle de medfølgende ulemper og goder, berømmelsen har.
Det gule kort
Historien er kendt, formen er rigtig Hollywood-form grænsende til det kvalmende, men humoren er god, og det samme er Dawson Creek-stjernen James Van Der Beek og ikke mindst Jon Voight, der med replikken "Du laver lort i mit univers" får én helt ud på stolekanten af arrighed. Der er meget amerikansk fodbold i filmen, og når de barske spillere tørner sammen, er kameraet da også med i sokkehøjde. Selvom instruktøren Brian Robbins siger, at det ikke kun er en film for fodboldfans, så skal man dog være lidt fascineret af spændingen ved en sportskamp. At kalde det en komedie vil være at strække den lige lovlig meget, men der er mange komiske situationer, som får lattermusklerne til at røre på sig. Så hvis man ikke lægger mere i filmen, end at den er til for at underholde, er det en ganske fornøjelig film til en søndag eftermiddag, hvor man ikke har lyst til at skulle sidde og analysere og tænke dybere over det, man ser
19/11-2018
