next please!

1.0
Gumpetung og kedsommelig sci-fi film, der uden snerten af indlevende visioner er baseret på en af den famøse Philip K. Dicks historier, i denne omgang betitlet The Golden Man. Dicks kontemplative og intelligente filosofering over samfundet og mennesket er intet sted at finde i Next, der med sin samlebåndsprægede og ukreative håndtering af sit oprindelige materiale ikke hjælpes i den mere friktionsfrie retning af instruktøren Lee Tamahori, der efter et par enkelte seværdige værker som den glimrende Once Were Warriors og den tilforladelige The Edge, ikke har leveret andet end rendyrket debilitet og miserabel uoriginalitet, senest fremstillet i den forfærdelige xXx 2. Tamahori er en genreindsnævrende håndværker, men Hollywoods foretrukne transvestitprostituerede kan evident ikke håndtere en potentielt intelligent præmis, og Next er da også noget af det mest uophidsende og spændingsforladte omgang materialespilde, der længe er blevet gennemgnasket og spyttet ud af de amerikanske filmfabrikker.

Den aldrende Nicholas Cage indtager hovedrollen som den fremtidsseende Cris Johnson, der skjuler sit unikke og postulerende talent bag en charlatanfacade. En atombombe truer dog den amerikanske sikkerhed og Cage er åbenbart den eneste, som kan forpurre gerningsmændene og deres planer. Plottet er søgt, men værre er den manglende fokus i historiefortællingen, hvor der indledningsvis skabes stor ståhej for at fange Cage og forhindre terroraktionen, men ganske abrupt ændres kursen til et forsøg på en øm kærlighedshistorie, hvor en empatisk Cage finder sin eneste ene og accepterer sin specielle evne. På trods af semi-engagerede kræfter på skuespillersiden, er karaktererne endimensionale og håbløst uinteressante, og de pompøse actionscener, der forceret tilsættes den forvirrede cocktail, er flade og uden medrivningspunch. Når effekterne tillige er billigt producerede og transparente, kan man ikke rigtig gennemskue, hvorfor nogen har villet bruge tid, energi eller budgettering på dette let forglemmelige flop. Hvorfor gider jeg overhovedet skrive et indlæg til en film, som allerede har spildt halvanden time af mit liv og derfra burde have været gået i glemmedelen af hjernen? Det ved jeg ikke, så det slutter ligeså hurtigt, som filmens endelig plotvending er dumt af pokkers til.
Next