Kubricks gemte guld
5.0
I en tid som denne, hvor ældre film kan gives en ny chance i biografens mørke, en repremiere, som det populært hedder, må krigsdramaet ”Paths of Glory” afgjort være en oplagt kandidat til denne service. Ikke blot fordi det er en fremragende film, en film der helt og holdent ville kunne begå sig som et berigende filmisk pusterum fra nutidens klippesyge og samtidig fortælle en elementært stærk og medrivende historie, men også fordi det er en ofte glemt film lavet af en særlig mand, en af filmhistoriens mest mærkbare auteurskikkelser, Stanley Kubrick.
Opvejet mod Kubricks mange berømte værker er der ikke mange, der har set ”Paths of Glory”, og det til trods for, at der utvivlsomt er tale om en af hans bedste film. Her fortælles intenst og livagtigt en sandfærdig historie fra Frankrigs forreste geled i de mudrede skyttegravsfelter under 1. Verdenskrig til de øverstbefalende officerers hårdføre kynisme i store, luksuriøse palæer. Død, ja sågar selvmord er ingen hindring på ærens vej i de franske krigsføreres øjne, der, i enkeltstående modstrid med den solidariske oberst Dax (Kirk Douglas), retsforfølger tre af egne tropper for kujoneri ved mødet med en tydeligvis overlegen fjende. Men Dax, de fejlagtigt anklagede mænds eneste fortaler, lader ikke gå uden kamp.
Hvor den resterende hovedpart af Stanley Kubricks øvrige film altid har udtrykt en mere eller mindre humoristisk undertone, er ”Paths of Glory” en fuldblodig undtagelse randfyldt af sammenbidte sind og dybt vemod, ikke mindst i den rørende slutsekvens, der utvivlsomt står tilbage som det følelsesbetonede højdepunkt i Kubricks karriere. Heller intet karikeret skuespil er at opdrive i filmen. Kirk Douglas er perfekt som den frustrerede oberst Dax, fuld af moralsk aggression og kuldslået iver for at få sin sag gennemført, ligesom George MacReady er hjerteløs som få i sin fremstilling af den skruppelløse overgeneral. Takket være dem, er selv filmens mest snaksaglige perioder spækket med imponerende intensitet.
At Kubrick står bag kameraet i "Paths of Glory" lader sig dog bestemt ikke skjule, da flere af hans tekniske visioner overalt i filmen kommer til syne - mest iøjenfaldende er de lange, flydende kamerakørsler, der som en gennemvandring i øjenhøjde af de franske skyttegrave og som en rolig iagttager henover slagmarkens gru er helt fantastiske. De forebyggende stiltendenser til ildkampene fra "Dr. Strangelove" og den stoiske elegance fra "Barry Lyndon" er bestemt til at tage og føle på.
Selvom ”Paths of Glory” nemt kan udråbes til en katalysator for de mest vægtige parter af Kubricks senere bedrifter, må det langt fra overskygge det faktum, at der i bund og grund er tale om en formidabel film, rig på uafbrudt kraft og dynamik, på engagement og på en vis teknisk elegance. Sammen med ”A Clockwork Orange”, ”Rumrejsen år 2001”, ”Barry Lyndon” og "The Shining" er ”Paths of Glory” nemlig en uopslidelig gravskrift for de gyldne efterladenskaber af et af filmverdenens største genier - og ikke mindst derfor er det en udsøgt film, der i dén grad fortjener at blive set.
Opvejet mod Kubricks mange berømte værker er der ikke mange, der har set ”Paths of Glory”, og det til trods for, at der utvivlsomt er tale om en af hans bedste film. Her fortælles intenst og livagtigt en sandfærdig historie fra Frankrigs forreste geled i de mudrede skyttegravsfelter under 1. Verdenskrig til de øverstbefalende officerers hårdføre kynisme i store, luksuriøse palæer. Død, ja sågar selvmord er ingen hindring på ærens vej i de franske krigsføreres øjne, der, i enkeltstående modstrid med den solidariske oberst Dax (Kirk Douglas), retsforfølger tre af egne tropper for kujoneri ved mødet med en tydeligvis overlegen fjende. Men Dax, de fejlagtigt anklagede mænds eneste fortaler, lader ikke gå uden kamp.
Hvor den resterende hovedpart af Stanley Kubricks øvrige film altid har udtrykt en mere eller mindre humoristisk undertone, er ”Paths of Glory” en fuldblodig undtagelse randfyldt af sammenbidte sind og dybt vemod, ikke mindst i den rørende slutsekvens, der utvivlsomt står tilbage som det følelsesbetonede højdepunkt i Kubricks karriere. Heller intet karikeret skuespil er at opdrive i filmen. Kirk Douglas er perfekt som den frustrerede oberst Dax, fuld af moralsk aggression og kuldslået iver for at få sin sag gennemført, ligesom George MacReady er hjerteløs som få i sin fremstilling af den skruppelløse overgeneral. Takket være dem, er selv filmens mest snaksaglige perioder spækket med imponerende intensitet.
At Kubrick står bag kameraet i "Paths of Glory" lader sig dog bestemt ikke skjule, da flere af hans tekniske visioner overalt i filmen kommer til syne - mest iøjenfaldende er de lange, flydende kamerakørsler, der som en gennemvandring i øjenhøjde af de franske skyttegrave og som en rolig iagttager henover slagmarkens gru er helt fantastiske. De forebyggende stiltendenser til ildkampene fra "Dr. Strangelove" og den stoiske elegance fra "Barry Lyndon" er bestemt til at tage og føle på.
Selvom ”Paths of Glory” nemt kan udråbes til en katalysator for de mest vægtige parter af Kubricks senere bedrifter, må det langt fra overskygge det faktum, at der i bund og grund er tale om en formidabel film, rig på uafbrudt kraft og dynamik, på engagement og på en vis teknisk elegance. Sammen med ”A Clockwork Orange”, ”Rumrejsen år 2001”, ”Barry Lyndon” og "The Shining" er ”Paths of Glory” nemlig en uopslidelig gravskrift for de gyldne efterladenskaber af et af filmverdenens største genier - og ikke mindst derfor er det en udsøgt film, der i dén grad fortjener at blive set.
21/03-2008
