- Grådighedens epoke -
6.0
Det er i Orson Welles' tidsløse mesterværks navn, ”Citizen Kane”, at Paul Thomas Anderson skruer op for sluserne til hans episke drama ”There Will Be Blood”; en film om grådighed, kærlighed og kynisk konkurrence, indpakket i et stykke ærkeamerikansk historie af bibelske dimensioner anno sidste del af det 19. århundrede. Dybt engageret i sit eget værk, formår Anderson at anspænde og mere end blot hentyde til den apokalyptiske fortælling der venter hans publikum forude, ved at give dem en ilddåb af hårrejsende format, når det ufrugtbare, Californiske landskab ses blottet for øjet, imens skæve toner fra omtrent tusind strenge rejser sig ubønhørligt - og de stopper ikke før det er ubehageligt for øregangene. Et refræn, der gentages hver gang en afstumpet ugerning begås og manglen på næstekærlighed når nye højder, i det kapitalistiske spil som Anderson skildrer med største virtuositet.
I kernen af de sfæriske udbrud og den dunkle fabel, hvor olien flyder som en betændt flod, vandrer det ensomme spøgelse der hedder Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis). En pilgrim, hvis sjæl for længst har forvildet sig ind i den sorte cyklus, hvor monetær tankegang og grovkornet sadisme kun udebliver i de korte øjeblikke, hvor kådheden blomstrer i takt med indkomsten. En hul og trøstesløs glæde, som Plainview sidenhen er blevet afhængig af, idet hans pessimistiske livsopfattelse og menneskesyn kun næres af hans omgivelser. Det er en gigantisk rolle at bestride, men én som Daniel Day-Lewis har udfyldt til fingerspidserne. Atter engang udlever han den hedengangne Lee Strasbergs teknikker med grænseløs selvopofrelse, og puster nyt liv i den ånd der var Marlon Brando. Han er det lyslevende bevis på at kvalitet tæller frem for kvantitet, når dygtighed skal måles i skuespillerskunstens profession, og hans præstation i There Will Be Blood ligger ikke alene et solidt fundament for det nye århundrede, men beviser endnu engang hans utrolige alsidighed og kompetence. Denne anmelder vil da heller ikke tøve med, hvor firkantet en erklæring det end må være, at kalde ham verdens bedste skuespiller!
Med Upton Sinclairs roman ”Oil!” fra 1927 som det historiske fundament, ligger There Will Be Blood en svær prøvelse for dagen, når den forsøger at fremstille 160 minutters familiesaga, stadfæstet i en æra hvor USA's industri var en nådesløs smeltedigel, der ikke forbarmede sig over tidsfordriv eller sarte sjæle. Plainview er blevet offer for sine egne bestræbelser og ambitioner om erobring – fanget i et rædselsfuldt helvede, som han kun glorificerer ved sin konstante hengivenhed, hvor uforståelig, føleseskold og djævelsk ondskabsfuld det end betyder at han skal være. Han distanceres fra sine egne følelser og bitterheden over konfrontationer, der stiller spørgsmålstegn ved hans autoritet eller mangel deraf, gør ham i sidste ende blind. Ven eller fjende – det gør ingen forskel.
Han er dog langt fra en endimensionel figur, idet hans primitivistiske udskejelser stilles i modsætning til hans hengemte moral, tiltrods for at han benægter kendsgerningerne. Hans nemesis findes i præsten Eli Sunday (Paul Dano), hvis ubegribelige hykleri udelukkende smider brænde på det knitrende bål, der ender med at brænde lærredet op i en storslået, omend noget absurd lovprisning af Stanley Kubrick. Det spektakel der udgør kulminationen på Andersons værk er da også længe ventet. Midt iblandt Robert Elwits dynamiske scenografi, der udgør alt fra kontrafejer af høstklare marker, over eksotiske badestrande, til en nattehimmel i kontrast med det brusende flammehav der engang var et boretårn, har en dæmonisk, indestængt vrede ligget på lur i hjørnerne. Krybende og kravlene henover linsen – til tider næsten løssluppen, så snart intensiteten sitrede for meget – men den slippes først fri af sine tøjler, når hævnens time er kommet.
Det er brilliant udført af Anderson, der subtilt og iskoldt forhøjer utilpasheden og den bidende kynisme, der svøber sig om Plainview og hans lange rejse ind i ingenmandsland. Han balancerer fortræffeligt og vakler på intet tidspunkt i sin fortælling. Men dét der i sidste ende gør There Will Be Blood til et eviggyldigt mesterværk, er Daniel Day-Lewis uafrystelige og formidable præstation
I kernen af de sfæriske udbrud og den dunkle fabel, hvor olien flyder som en betændt flod, vandrer det ensomme spøgelse der hedder Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis). En pilgrim, hvis sjæl for længst har forvildet sig ind i den sorte cyklus, hvor monetær tankegang og grovkornet sadisme kun udebliver i de korte øjeblikke, hvor kådheden blomstrer i takt med indkomsten. En hul og trøstesløs glæde, som Plainview sidenhen er blevet afhængig af, idet hans pessimistiske livsopfattelse og menneskesyn kun næres af hans omgivelser. Det er en gigantisk rolle at bestride, men én som Daniel Day-Lewis har udfyldt til fingerspidserne. Atter engang udlever han den hedengangne Lee Strasbergs teknikker med grænseløs selvopofrelse, og puster nyt liv i den ånd der var Marlon Brando. Han er det lyslevende bevis på at kvalitet tæller frem for kvantitet, når dygtighed skal måles i skuespillerskunstens profession, og hans præstation i There Will Be Blood ligger ikke alene et solidt fundament for det nye århundrede, men beviser endnu engang hans utrolige alsidighed og kompetence. Denne anmelder vil da heller ikke tøve med, hvor firkantet en erklæring det end må være, at kalde ham verdens bedste skuespiller!
Med Upton Sinclairs roman ”Oil!” fra 1927 som det historiske fundament, ligger There Will Be Blood en svær prøvelse for dagen, når den forsøger at fremstille 160 minutters familiesaga, stadfæstet i en æra hvor USA's industri var en nådesløs smeltedigel, der ikke forbarmede sig over tidsfordriv eller sarte sjæle. Plainview er blevet offer for sine egne bestræbelser og ambitioner om erobring – fanget i et rædselsfuldt helvede, som han kun glorificerer ved sin konstante hengivenhed, hvor uforståelig, føleseskold og djævelsk ondskabsfuld det end betyder at han skal være. Han distanceres fra sine egne følelser og bitterheden over konfrontationer, der stiller spørgsmålstegn ved hans autoritet eller mangel deraf, gør ham i sidste ende blind. Ven eller fjende – det gør ingen forskel.
Han er dog langt fra en endimensionel figur, idet hans primitivistiske udskejelser stilles i modsætning til hans hengemte moral, tiltrods for at han benægter kendsgerningerne. Hans nemesis findes i præsten Eli Sunday (Paul Dano), hvis ubegribelige hykleri udelukkende smider brænde på det knitrende bål, der ender med at brænde lærredet op i en storslået, omend noget absurd lovprisning af Stanley Kubrick. Det spektakel der udgør kulminationen på Andersons værk er da også længe ventet. Midt iblandt Robert Elwits dynamiske scenografi, der udgør alt fra kontrafejer af høstklare marker, over eksotiske badestrande, til en nattehimmel i kontrast med det brusende flammehav der engang var et boretårn, har en dæmonisk, indestængt vrede ligget på lur i hjørnerne. Krybende og kravlene henover linsen – til tider næsten løssluppen, så snart intensiteten sitrede for meget – men den slippes først fri af sine tøjler, når hævnens time er kommet.
Det er brilliant udført af Anderson, der subtilt og iskoldt forhøjer utilpasheden og den bidende kynisme, der svøber sig om Plainview og hans lange rejse ind i ingenmandsland. Han balancerer fortræffeligt og vakler på intet tidspunkt i sin fortælling. Men dét der i sidste ende gør There Will Be Blood til et eviggyldigt mesterværk, er Daniel Day-Lewis uafrystelige og formidable præstation
21/03-2008
