repetitiv gore-fest

Tredje installering i den succesfulde filmserie omhandlende den bestialske Jigsaw, der med sadistiske torturmetoder forsøger perspektivering for sine medmennesker, der i hans øjne ikke værdsætter livet eller humanismen. Den oprindelige Saw-film var en genrestærk, men stadig lettere overvurderet klaustrofobisk gyserthriller, der med et udspekuleret plot og tilpas behændige virkemidler formåede at holde sit publikum fænget indtil den sidste plottwist. Under det sprøde genrelag lå der en bagvedliggende pointe, der, uden at rykke grænser, hævede kvalitetsniveauet, men den foregående idé er blevet fuldstændig maltrakteret i de obligatoriske fortsættelser, hvor især Saw II formåede at irritere mit filmsind grænseløst med en amatøragtig iscenesættelse og alt for ensidig fokus på depraverende voldspornografi, der absolut ingen eksistensberettigelse havde. Ud af vinduet med den løselige substans og ind ad døren med eksplicitte grusomheder med en sygelig underholdningstrang. Mine forventninger til den tredje del i Saw-serien var derfor mildest talt begrænsede, men selvom der endnu engang bydes på rendyrket pengespekulation og selvplagierende fyld mellem produktionslogoet i starten og rulleteksternes indmarch i slutningen, så er irritationen ikke dominerende og underholdningsniveauet ligger overraskende nok kun lige under det passable.

Historien i Saw III er intet andet end en uelegant videreførelse af de to forrige film, og instruktørtjansen er atter lagt i hænderne på Darren Lynn Bousman, der serverer billig gys uden chokeffekter for sit hungrende mtv-publikum. Jigsaw ligger i den fatale ende af livet, men inden han dør, har han dog flere sadistiske lege op i ærmet, som han manipulativt kører af på de stakkels folk omkring ham. Handlingen er for så vidt indifferent i Saw III, al energi og interesse er lagt i de smertefyldte torturfælder, hvor man på settet åbenbart har haft en intern konkurrence om hvem, der kunne opfinde den mest perverterede dødsmetoder. Indrømmet, nogle af apparaturerne er ganske opfindsomme i deres brutalitet (grisekværnskvælningen ekskluderet, det er for stupidt), men enhver form for spænding og genuine chok destrueres af et visuelt overload og en utålmodighed overfor psykologisk indlevelse. Karaktererne i Saw III er ikke overraskende anatomisk funktionelle torturdukker, og de enkelte dvælende momenter i filmen føles så tåbeligt iscenesatte og debilt skrevet, at man aldrig får en relation til nogen af de involverede. Jigsaws diabolske kispus er alt for søgt, og det er et større problem for filmen, at Bousman og den originales instruktør James Wang (der i denne omgang kun agerer som medmanuskriptforfatter) vælger at gå bag det psykotiske tæppe, da de fjerner store dele af den fascinerende mystik, som etteren besad. Saw III kører to sideløbende historier, der kun i filmens overbombastiske og langtfra overraskende slutning mødes, og der er en masse mindre detours, der ikke fungerer som andet end ligegyldigt tidsspilde i det store billede.

Intensitetsniveauet i Saw III svinger gevaldigt (hovedsagligt ligger den dog desværre under x-aksen), men mit største problem med filmen er de eksplicitte voldsomheder, der intet har under sin blodige overflade. Publikum udfordres aldrig psykologisk, filmen gransker kun grænser ved vores tolerancetærskel overfor vores egen krop og fysisk misbrug af denne. Hvor svagelig en film Eli Roths Hostel end var, så var den langt bedre til at spille på publikums indlevelse i situationerne, og Saw III er intet andet end distancerende fatalitetsopvisninger, hvilket går hen og bliver ret så enerverende i længden.