Rock 'N' Roll Deroute

Instruktør Van Sant har haft en snart lang og indimellem lidt spraglet karriere, med film af svingende kvalitet. Man må alligevel anerkende hans mod og lyst til at gå egne kunstneriske veje og således også med filmen ”Last Days”, der handler om rockmusikeren Blake’s (Pitt) sidste dage før en tidlig død.

Historien er inspireret af Nirvana forsangeren, den legendariske Kurt Cobain, der blev et forbillede og symbol på en hel generation af unge, men som ikke kunne stå for presset og psykisk syg, nedbrudt og påvirket af stoffer skød sig selv. Man skal heller ikke kende meget til Kurt Cobain, for at se lighederne, selv om filmen i sidste ende så egentlig slet ikke handler om Cobain, da det er en imaginær og introvert beretning om en rockstjernes egen deroute i fortabt og mistydet ensomhed.

På den måde er Van Sant’s film ikke en biografi og den er i sig selv slet ikke en typisk ”storhed-og-forfald” fortælling om en kunstner i musikbranchen og et menneskes op- og nedture, for den forsøger sig med en original tilgang til sin beskrivelse af menneskelig degeneration ind i isolation.

Derfor er det også befriende at Van Sant fravælger en indtrængende skildring af Blake’s liv og forsøg på forklaringer og baggrunde til bevæggrunde og påtrængt empati, krydret med diverse klip af musikalske og kunstneriske højdepunkter. Van Sant lader det i stedet være op til os som tilskuer at leve os ind i denne persons formørkende mentalitet, ved blot at lade kameraet indfange ham i et nu-og-her billede, der gengiver en æstetisk foruroligende illustration på hvad vi måtte tro og mene, og kun ganske lidt gives væk i små glimt.

Det er så desværre også filmens store svaghed, for det bliver ganske enkelt for minimalistisk hvad historien giver os, mens Van Sant insisterer for selvkært på at skabe stemningsfulde beherskede indstillinger, hvor scener trækkes så langt ud at de til sidst intet bibringer til hverken fremdrift eller indlevelse, men blot begynder at blive trættende, i en beretning der derfor ender alt for ind- og underforstået.

Det ligner et forsøg på udpint nihilisme, der desværre trækker helhedsindtrykket kraftigt ned, frem for det modsatte. Måske det er for at indfange en større og større følelse af tomhed hos vores hovedperson, men det virker ikke efter hensigten, for det negligerer en som tilskuer, så man mister interessen. I det hele taget er det heller ikke særligt interessant at sidde igennem for lange perioder og se en mand spasse formålsløst rundt, hvor vedkommende det ellers normalt er eller kan være at se et menneske falde mentalt fra hinanden på film.

Af den grund ender Van Sant’s film også kun som en middelmådig, om end prisværdigt opførelse af en begyndelse til enden for et menneske, der mere og mere asocialt, selvforskyldt eller ej, tabte livets spil. Den fastholder alligevel troværdigheden til det liv den fremfører, både som prøve på indsigtsfuld fortælling, trods dens mangler, og med en naturalistisk tilgang til sine personer, også takket været godt spil.