En Blodig Røvfuld Action-Ramasjang
4.0
Overraskende fint produceret, kvalitativ og voldskt underholdende efterfølger til Danny Boyle’s skræmmende virkningsfulde dommedagsfilm ”28 Days Later…”. ”28 Weeks Later” lever måske ikke helt op til originalen, der både leverede bedre gys og langt hen ad vejen en mere socialt interessant og spændende handling, hvis man ser bort fra den ekstremt usandsynlige slutning eller rettere klimaks.
Historien her er ikke synderligt interessant, jeg var i hvert fald ikke altid lige begejstret, men den går kort ud på, at militæret mener at have bekæmpet den livsfarlige virus, der fik folk til at blive til frådende psykopatiske zombie-lignende mordere. Folk skal så atter vende tilbage til London og forsøge at genopbygge en tilværelse, men det kan vi nok regne ud næppe lige sker og heldigvis for det.
Hvad filmen så mangler på historiesiden eller af skræmmende stemning og solide gys, det kompenserer den så rigeligt for ved at levere en rigtig omgang medrivende og tempofyldt action la grande, der drøner af sted fra start til slut og det endda uden at miste os som tilskuer.
Her fungerer den så også helt fantastisk som en blodig røvfuld ”take no prisoners” ramasjang, hvor man med hovedet under armen blæses bagud i brutal fryd. Og trods historiens svagheder, så holder den røde tråd fortællingen igennem. Filmens spinkle forsøg på at bilde os en mere substantiel bagvedliggende menneskelighed på ærmet, fylder heldigvis så lidt og føles aldrig påtaget irriterende, blot ganske uvæsentlig.
På den måde kunne filmens roller stort set også være udfyldt af hvem som helst. Men de respektable navne, kendte som ukendte, leverer varen og udfylder deres pladser besnærende nok, hvad enten det så er som ageret offer eller sympatisk heroisk machomand. Mest kendt er vel en som oftest velspillende Robert Carlyle, der dog ikke tilfører sin figur noget jeg ikke kunne have tiltroet de fleste skuespillere. Bedst fandt jeg personligt Rose Byrne, om ikke andet var hun da sweet eye-candy (I like that:-) og sgu fanden om hun ikke også kan spille.
Teknisk fungerer filmen næsten også upåklageligt og billedsiden er en æstetisk nydelse, selv om den ikke efterlader samme drabelige indtryk som sin forgænger. Men kunne man lide Boyle’s første film, så er der altså rigtig god grund til at snuppe denne her også, for selv om den står i skyggen af originalen, så er den stadig så lækkert underholdende, at den er med deroppe hvor der er noget ved det. Og kan vi så få tredje del, så vi har vores ”28 something” trilogi.
Historien her er ikke synderligt interessant, jeg var i hvert fald ikke altid lige begejstret, men den går kort ud på, at militæret mener at have bekæmpet den livsfarlige virus, der fik folk til at blive til frådende psykopatiske zombie-lignende mordere. Folk skal så atter vende tilbage til London og forsøge at genopbygge en tilværelse, men det kan vi nok regne ud næppe lige sker og heldigvis for det.
Hvad filmen så mangler på historiesiden eller af skræmmende stemning og solide gys, det kompenserer den så rigeligt for ved at levere en rigtig omgang medrivende og tempofyldt action la grande, der drøner af sted fra start til slut og det endda uden at miste os som tilskuer.
Her fungerer den så også helt fantastisk som en blodig røvfuld ”take no prisoners” ramasjang, hvor man med hovedet under armen blæses bagud i brutal fryd. Og trods historiens svagheder, så holder den røde tråd fortællingen igennem. Filmens spinkle forsøg på at bilde os en mere substantiel bagvedliggende menneskelighed på ærmet, fylder heldigvis så lidt og føles aldrig påtaget irriterende, blot ganske uvæsentlig.
På den måde kunne filmens roller stort set også være udfyldt af hvem som helst. Men de respektable navne, kendte som ukendte, leverer varen og udfylder deres pladser besnærende nok, hvad enten det så er som ageret offer eller sympatisk heroisk machomand. Mest kendt er vel en som oftest velspillende Robert Carlyle, der dog ikke tilfører sin figur noget jeg ikke kunne have tiltroet de fleste skuespillere. Bedst fandt jeg personligt Rose Byrne, om ikke andet var hun da sweet eye-candy (I like that:-) og sgu fanden om hun ikke også kan spille.
Teknisk fungerer filmen næsten også upåklageligt og billedsiden er en æstetisk nydelse, selv om den ikke efterlader samme drabelige indtryk som sin forgænger. Men kunne man lide Boyle’s første film, så er der altså rigtig god grund til at snuppe denne her også, for selv om den står i skyggen af originalen, så er den stadig så lækkert underholdende, at den er med deroppe hvor der er noget ved det. Og kan vi så få tredje del, så vi har vores ”28 something” trilogi.
22/03-2008
