Elefanten og støvfnugget

Bedst som animationsgenren var begyndt at smage en anelse af rustent monotoni, dukker ”Horton Hears a Who!” op som en frisk og tiltrængt saltvandsindsprøjtning til genren. Med lige dele hjerne og hjerte, semi-filosofi og barnlig glæde, ligner den ikke meget andet på den moderne filmscene, mens den samtidig viderefører de humoristiske kvaliteter fra de tidligere, store animationsbedrifter a la ”Ice Age” og sidste års ”Ratatouille”. Der skrues på intet tidspunkt ned for den filmtekniske virtuositet, det overrumplende tempoudlæg eller for Jim Carreys godmodige elefant, Horton, der som bindeled mellem to (ikke så) vidt forskellige verdener, udgør et usædvanligt og elementært velstøbt fundament i en elementært vellykket animationsfilm.

Det er igen alt godt fra dyreriget, der udgør det – for en animationsfilm – efterhånden konventionelle ensemble i ”Horton Hears a Who!”. Det er da også først, da Horton hører det famøse ”who” at filmens originalitet eskalerer og bringer os en historie, der ikke ligner de andre. Horton opretter ved hjælp af sin godmodige naivitet og sympatiske tankegang nemlig en direkte linje til en anden verden, skjult i et støvfnug på toppen af en kløver! Mens elefantens venner stædigt benægter hans teori om en verden i miniatureform og uddeler hånlige kommentarer til ham og hans infantile eskapader, insisterer Horton på at bringe den nye verden i sikkerhed på toppen af en mastodontisk bjergtop. Lad eventyret begynde!

”Horton Hears a Who!” formår via sin blanding af barnlig glæde og sofistikeret dialog at appellere til fantasifulde biografgængere i alle aldre. For at forstå allegorien over menneskets nutidige samfund, hvor især konservatismen står for skud, det til tider komplicerede og højst ekstravagante sprog, samt den indlysende, evigtgyldige pointe om at et menneske er et menneske uanset størrelsen, skal man i sagens natur have en del erfaring på bagen, mens man uden den blot kan nyde den mirakuløse, karakteristiske Dr. Seuss-tegnestil, de indtagende farver og sjove stemmer, hvor især Jim Carrey imponerer som kolos i den hierarkiske bund.

Undervejs er ”Horton Hears a Who!” imidlertid ved at tabe det hele på gulvet, da filmen ikke er i stand til at vedligeholde den første halvdels tilnærmelsesvise perfektion. Men hver gang animationsfilmen synes i knibe, fanget i et intetsigende tomrum, kommer der en effektiv redning i form af endnu et humoristisk pletskud. Filmen kommer således relativt afbalanceret gennem de mest komplicerede perioder, i og med den formår at holde humoren og det overrumplende drive intakt. Og hvis man ikke føler, at den gør det, får man tilstrækkelig kompensation i filmens velsmurte slutning, hvor det halve af jordklodens dyrerige stormer krigerisk mod den enlige elefant Horton, der som bekendt aldrig ville drømme om at gøre en flue fortræd!

Der er altså rigeligt at komme efter i denne vidunderlige animationsfilm, der på en og samme tid er hylende morsom, imponerende livsklog og rigt facetteret. I de voksne rækker kan man glæde sig over den allegoriske beretning om bindeleddet mellem to verdener, der er konstrueret overvejende ens, mens den elegante animation, Jim Carreys elskelige elefant Horton og dennes spændingsmættede kamp for at bringe ”Whoville” – som den mikroskopiske verden er navngivet – i sikkerhed, med garanti er aspekter, der vil tilfredsstille et mere umodent publikum. Med andre ord er der noget for alles smag i ”Horton Hears a Who!”, så længe man har fantasien i behold og trænger til en effektiv omgang eskapisme med noget på hjerte.