En plet på fortovet
5.0
Spike Lee tager endnu engang fat i det sorte USAs alarmerende problemer
I Spike Lee's fortløbende nedfældelse af det sorte USAs historie er han med "Clockers" nået til livet i 'the projects' - det sociale storby-boligbyggeri. Det er her man ender - eller endnu værre starter - når man tilhører den del af befolkningen, som klynger sig fast til nederste trin på den sociale rangstige. En skæbne, der som bekendt fås i et ekstremt ulige forhold, når man er alt andet end hvid.
Livet i og omkring 'The Nelson Mandela Houses' i Brooklyn, New York City, har sit eget normsæt, sine egne værdier og sit eget hierarkiske system. Det er cool at kunne dræbe, hvis man skal, men ikke at være på stoffer. Til gengæld er det helt i orden at sælge dem, som Strike og hans 'gang' gør. Nogen skal jo gøre det, og noget skal man leve af. Det er ikke noget egentligt valg, det er eneste mulighed, hvis man ser bort fra uopnåelige og utaknemmelige jobs i fastfood-joints.
En nådesløs verden
Strike, som spilles af debutanten Mekhi Phifer, er dealeren Rodneys kronprins blandt hans 'clockers': Teenage-drengene, som altid, 'around-the-clock', kan findes på bænkene i kvarteret, i den laveste position blandt narkosælgere. Konstant i søgelyset af et kynisk og korrupt narkopolitikorps (hovedsageligt ikke-sorte), hvis funktion synes at være at ydmyge de kriminelle frem for at standse kriminalitet. Ydmygelserne består bl.a. i offentlige 'stripsearches', i ordets bogstaveligste forstand, som efterlader de hårde drenge med bukserne nede om knæene, slukørede og nedværdigede.
Officielt driver kvarterets bagmand, Rodney Little (Delroy Lindo), en slikbutik, hvorfra de ganske unge drenge plukkes tidligt og rekrutteres til en kriminel løbebane med muligheder for gradvis avancement. Strike render rundt med mavesmerter Det viser sig at være et blødende mavesår, forårsaget af det stressende liv på bænkene, så han er klar til en oprykning. Den snu Rodney har bare en lille opgave til ham inden, der skal demonstrere hans mod og loyalitet; han skal myrde en af Rodneys dealere, som kører lidt forretning ved siden af den aftalte. Strike kan til gengæld få hans status og position - og Rodneys fortsatte kærlighed. Så han har vel ikke noget valg, Rodney er den eneste 'far', der nogensinde har optrådt i hans verden.
Som en pinefuld illustration af, hvordan den onde cirkel af vold og kriminalitet spredes som ubrydelige ringe i vandet, følger man Strike rekruttere sin egen kronprins blandt kvarterets (faderløse) 12-årige drenge. Tyrone (Pee Wee Love) får lektioner i de herskende værdier og et forbillede, som han senere vil vise sig i stand til at leve op til. Selvom Tyrones mor gør alt for at holde ham fra Strike, ender hun, ligesom resten af filmens mødre, som det magtesløse sandhedsvidne. Hun har endnu kampånden, Strikes mor ser desillusioneret til bag lejlighedens gardiner.
Den uønskede dealer myrdes, uden at morderens identitet afsløres. Strikes ældre bror melder sig selv for mordet til kriminalassistent Rocco Klein, spillet af Harvey Keitel. Men Klein er ikke tilfreds med 'opklaringen', den anholdte er en hårdtarbejdende mønsterborger med ren straffeattest og tilfredse arbejdsgivere. Kort sagt: En god sort mand. Holder han hånden over den yngre, kriminelle bror?
En række forhør finder sted på stationen i overblændede men farvemættede billeder, skabende en urolig, kunstig verden, som ligger langt fra den gadernes realisme, der til overflod etableres i titelsekvensen. Det er ikke for sarte sjæle, når der til pop-musik panoreres henover det ene 'crime scene' still-billede efter det andet af gadens sorte drabsofre, liggende i akavede stillinger i pøle af eget blod.
Fortællingen bliver ekstra interessant, fordi den aldrig gøres til et simpelt spørgsmål om skyld i en enkelt drabssag. Mere end at være en 'whodunit' fortælling sætter Kleins opklaringsarbejde nemlig spot på mekanismerne i både det nære og det omkringværende samfund. Han kæmper imod den øje-for-øje afstraffelse, som praktiseres på gaden og i retssystemet. Han gør sin egen prøvende indsats for at bryde den onde cirkel, bare for en stund.
Hva' rager det mig?
Filmen er en smule skizofren i sin, om ikke lykkelige så dog håbefulde, slutning. På én gang postulerer den, at det rent faktisk nytter at gøre en indsats, men samtidig ender en anden sort fyr fra Strikes kreds som 'endnu en plet på fortovet'. Et yndet udtryk blandt de kyniske drabsbetjente, som tillige betegner det sorte samfund som en 'selvrensende ovn'. Den ene kriminelle gør samfundet en tjeneste ved at likvidere den anden.
'Ja, ja, lad dem bare udrydde hinanden, hvad rager det mig', kan man fristes til at tænke som dansker - og amerikaner (det ligner i øvrigt til forveksling den dominerende reaktion på de seneste rockeropgør her i vores eget lille land). Med Rocco Klein og kvarterets egen sorte politimand (Keith David) argumenterer Lee for det modsatte. Hvis bare problemerne 'ragede' nogle flere, kunne man, med bitte-små skridt, bevæge sig i den rigtige retning.
Filmen er baseret på en roman af Richard Price, som bl.a. har skrevet manuskript til "Sea of Love". Oprindeligt skulle Martin Scorsese ha' instrueret "Clockers", men "Casino" kom lykkeligvis i vejen. Scorsese, der i stedet blev producer på filmen, valgte Spike Lee som instruktør og medforfatter på manuskriptet - efter min mening det eneste rigtige valg. Besætningen er et frugtbart møde mellem gamle kendinge fra Scorsese's og Lee's tidligere film. Den altid velspillende Harvey Keitel, der har medvirket i fire Scorsese-film (herunder "Mean Streets" og "Taxi Driver"), hans mere anonyme partner spillet af John Turturro, der er god for tre Lee-film, og endelig slangen Rodney Little, spillet af Delroy Lindo, som har medvirket i Lee's to seneste film.
"Clockers" lægger sig som en naturlig og meget stærk fortsættelse af Lee's filmiske dokumentation af den sorte befolkningsgruppes liv og, ikke mindst, død. En absolut vedkommende fortsættelse til film som "Do the Right Thing", "Jungle Fever" og "Malcolm X". Lee's seneste spillefilm den vage "Crooklyn", et retrospektivt og småromantisk kig på det lidt bedre stillede sorte Brooklyn i 70'erne, fik aldrig dansk biografdistribution. Det var en af hans film uden de store referencemuligheder for et dansk publikum.
"Clockers" har min fulde anbefaling, både for det vedkommende emne og for den, til det sidste, visuelt interessante realisering af det
I Spike Lee's fortløbende nedfældelse af det sorte USAs historie er han med "Clockers" nået til livet i 'the projects' - det sociale storby-boligbyggeri. Det er her man ender - eller endnu værre starter - når man tilhører den del af befolkningen, som klynger sig fast til nederste trin på den sociale rangstige. En skæbne, der som bekendt fås i et ekstremt ulige forhold, når man er alt andet end hvid.
Livet i og omkring 'The Nelson Mandela Houses' i Brooklyn, New York City, har sit eget normsæt, sine egne værdier og sit eget hierarkiske system. Det er cool at kunne dræbe, hvis man skal, men ikke at være på stoffer. Til gengæld er det helt i orden at sælge dem, som Strike og hans 'gang' gør. Nogen skal jo gøre det, og noget skal man leve af. Det er ikke noget egentligt valg, det er eneste mulighed, hvis man ser bort fra uopnåelige og utaknemmelige jobs i fastfood-joints.
En nådesløs verden
Strike, som spilles af debutanten Mekhi Phifer, er dealeren Rodneys kronprins blandt hans 'clockers': Teenage-drengene, som altid, 'around-the-clock', kan findes på bænkene i kvarteret, i den laveste position blandt narkosælgere. Konstant i søgelyset af et kynisk og korrupt narkopolitikorps (hovedsageligt ikke-sorte), hvis funktion synes at være at ydmyge de kriminelle frem for at standse kriminalitet. Ydmygelserne består bl.a. i offentlige 'stripsearches', i ordets bogstaveligste forstand, som efterlader de hårde drenge med bukserne nede om knæene, slukørede og nedværdigede.
Officielt driver kvarterets bagmand, Rodney Little (Delroy Lindo), en slikbutik, hvorfra de ganske unge drenge plukkes tidligt og rekrutteres til en kriminel løbebane med muligheder for gradvis avancement. Strike render rundt med mavesmerter Det viser sig at være et blødende mavesår, forårsaget af det stressende liv på bænkene, så han er klar til en oprykning. Den snu Rodney har bare en lille opgave til ham inden, der skal demonstrere hans mod og loyalitet; han skal myrde en af Rodneys dealere, som kører lidt forretning ved siden af den aftalte. Strike kan til gengæld få hans status og position - og Rodneys fortsatte kærlighed. Så han har vel ikke noget valg, Rodney er den eneste 'far', der nogensinde har optrådt i hans verden.
Som en pinefuld illustration af, hvordan den onde cirkel af vold og kriminalitet spredes som ubrydelige ringe i vandet, følger man Strike rekruttere sin egen kronprins blandt kvarterets (faderløse) 12-årige drenge. Tyrone (Pee Wee Love) får lektioner i de herskende værdier og et forbillede, som han senere vil vise sig i stand til at leve op til. Selvom Tyrones mor gør alt for at holde ham fra Strike, ender hun, ligesom resten af filmens mødre, som det magtesløse sandhedsvidne. Hun har endnu kampånden, Strikes mor ser desillusioneret til bag lejlighedens gardiner.
Den uønskede dealer myrdes, uden at morderens identitet afsløres. Strikes ældre bror melder sig selv for mordet til kriminalassistent Rocco Klein, spillet af Harvey Keitel. Men Klein er ikke tilfreds med 'opklaringen', den anholdte er en hårdtarbejdende mønsterborger med ren straffeattest og tilfredse arbejdsgivere. Kort sagt: En god sort mand. Holder han hånden over den yngre, kriminelle bror?
En række forhør finder sted på stationen i overblændede men farvemættede billeder, skabende en urolig, kunstig verden, som ligger langt fra den gadernes realisme, der til overflod etableres i titelsekvensen. Det er ikke for sarte sjæle, når der til pop-musik panoreres henover det ene 'crime scene' still-billede efter det andet af gadens sorte drabsofre, liggende i akavede stillinger i pøle af eget blod.
Fortællingen bliver ekstra interessant, fordi den aldrig gøres til et simpelt spørgsmål om skyld i en enkelt drabssag. Mere end at være en 'whodunit' fortælling sætter Kleins opklaringsarbejde nemlig spot på mekanismerne i både det nære og det omkringværende samfund. Han kæmper imod den øje-for-øje afstraffelse, som praktiseres på gaden og i retssystemet. Han gør sin egen prøvende indsats for at bryde den onde cirkel, bare for en stund.
Hva' rager det mig?
Filmen er en smule skizofren i sin, om ikke lykkelige så dog håbefulde, slutning. På én gang postulerer den, at det rent faktisk nytter at gøre en indsats, men samtidig ender en anden sort fyr fra Strikes kreds som 'endnu en plet på fortovet'. Et yndet udtryk blandt de kyniske drabsbetjente, som tillige betegner det sorte samfund som en 'selvrensende ovn'. Den ene kriminelle gør samfundet en tjeneste ved at likvidere den anden.
'Ja, ja, lad dem bare udrydde hinanden, hvad rager det mig', kan man fristes til at tænke som dansker - og amerikaner (det ligner i øvrigt til forveksling den dominerende reaktion på de seneste rockeropgør her i vores eget lille land). Med Rocco Klein og kvarterets egen sorte politimand (Keith David) argumenterer Lee for det modsatte. Hvis bare problemerne 'ragede' nogle flere, kunne man, med bitte-små skridt, bevæge sig i den rigtige retning.
Filmen er baseret på en roman af Richard Price, som bl.a. har skrevet manuskript til "Sea of Love". Oprindeligt skulle Martin Scorsese ha' instrueret "Clockers", men "Casino" kom lykkeligvis i vejen. Scorsese, der i stedet blev producer på filmen, valgte Spike Lee som instruktør og medforfatter på manuskriptet - efter min mening det eneste rigtige valg. Besætningen er et frugtbart møde mellem gamle kendinge fra Scorsese's og Lee's tidligere film. Den altid velspillende Harvey Keitel, der har medvirket i fire Scorsese-film (herunder "Mean Streets" og "Taxi Driver"), hans mere anonyme partner spillet af John Turturro, der er god for tre Lee-film, og endelig slangen Rodney Little, spillet af Delroy Lindo, som har medvirket i Lee's to seneste film.
"Clockers" lægger sig som en naturlig og meget stærk fortsættelse af Lee's filmiske dokumentation af den sorte befolkningsgruppes liv og, ikke mindst, død. En absolut vedkommende fortsættelse til film som "Do the Right Thing", "Jungle Fever" og "Malcolm X". Lee's seneste spillefilm den vage "Crooklyn", et retrospektivt og småromantisk kig på det lidt bedre stillede sorte Brooklyn i 70'erne, fik aldrig dansk biografdistribution. Det var en af hans film uden de store referencemuligheder for et dansk publikum.
"Clockers" har min fulde anbefaling, både for det vedkommende emne og for den, til det sidste, visuelt interessante realisering af det
19/11-2018
