Helvedet i guds egen by

Hurtigt bankende trommer, cirkulerer kaoset og afmagten op i vejret, midt i Guds Bys (Rio de Janeiro) slumkvarter. En gryde der er tæt på at koge over, og som nærmest ikke kan vente med at blive fodret med diverse afplukkede høner, samt et nærmest kannibalistisk virvar af mennesker der råber i hovedet på hinanden, mens de brutalt hiver fjerene af en høne. Midt i alt dette er en høne spændt fast i sit ene ben, mens den ufrivilligt kan se sin medrace blive slagtet for øjnene af den. Blikket flakker, kameraet skifter perspektiv konstant, der er tale om et højtråbende inferno. Hønen ved at den skal dø, og der er umiddelbart ikke andet end blot tage imod det dødelige slag. Indikationen er der med det samme. ”City of God” er nådesløs fortalt, og med en adrenalin pulsering som sjældent er set mere intenst.

Fernando Meirelles har formået at udstille en af verdens mange røvhuller, nemlig guds egen by, Rio de Janeiro. Fernando viser os et virvar af elendighed og håbløshed i ”City of God”, og det er i sandhed en bestialsk fornøjelse. For i Rio de Janeiros ’slumby’ – som er enorm, og involvere tusindvis af mennesker – hærger fattigdom og kriminalitet på højtryk, så det næsten er umuligt at forstille sig. I stedet for at tage uddannelser, gå i skole og anden sund fornuft, tager børn – helt ned i otte års alderen – en pistol, for at skyde sig frem til respekt og penge. Filmens kronologisk springende handling, klipper mellem nogle historier, som alle referer til filmens egen røde tråd. Det er en vovede, men bestemt også vellykket måde at fortælle om den fordærvede narkoinvaderede by, Rio de Janeiro. Meirelles kommer rundt om byens mange steder, og formår at vise os – selvom det ikke er nyt – en by i fordærvelse og selvdestruktion. Via alt dette stifter vi bekendtskab med forskellige slags borger i slumbyen.

Vi har drømmeren, Buscapé, som prøver at komme af med sin mødom, samtidig med at blive professionel fotograf, hvilket virker som en umulighed i det ukontrollerbart moralske kaos, han til dagligt lever i. Fra drømmeren til slagteren. Dadinho er navnet på en lille dreng, som efter bedste bestialske, og umoralske, instinkt skyder sig ved op i toppen af slumkvarteret, gennem hele hans liv. Mens Dadinho udfører sin egen livslange vendetta, har han på sin ene siden, sin urokkelige og trofaste ven, fra barnsben, Bené, som netop ejer en snært af medmenneskelighed og forståelse for andre. Noget Dadinho har svært ved at tackle, uden han skal bruge en pistol. Alle tre er netop forholdsvis affald fra slumkvarteret nådesløse gader. Alle tre reagerer forskellige på deres brutale omgivelser, og det er dér Meirelles samfundskritik kommer godt rundt i krogene, ved netop at fortælle om de forskellige personligheder, og hvordan hver for sig bliver påvirket af deres hårde samfund.

”City of God” er nådesløst fortalt af Meirelles. Hans kritik finder ingen hudlag af censur, og han giver os flere gruopvækkende scener af umenneskelighed, afmagt og frustration i et samfund som drukner i et sort hav eksplicit voldsorgier og massemord. Og der er netop også en af filmens knap så gode forcer. For den drukner sig simpelthen selv i alt for mange mord og umenneskelighed, at den ikke formår at komme helt rundt om sine hovedpersoner. Det er synd for man kunne sagtens afbilde samfundskritikken udefra de forskellige hovedpersoner, og hvad de af sociale ubarmhjertigheder bliver udsat for, frem for at komme til at ligne et maskindrevet massemord, som man i sidste ende finder en smule intetsigende og sjælløst fortalt, fordi filmen netop er så aftrækkerglad.

Men alt i alt, er der skam tale om en ubarmhjertig hård og stærk filmoplevelse. Det er så hudløst fortalt af Meirelles, som både krydder sin film med tekniske eksperimenter, som gør at afvekslingen mellem elendigheder, bliver en smule mere letfordøjeligt. Det nærmest maskinelle massemord, bliver til sidst en smule sjælløs eller umenneskeligt forceret, og formår ikke helt at affyre den effekt af væmmelse og foragt vi skal føle, og frem for at blive hjerteknusende, bliver den i sidste ende decideret vulgær, for at stadig have noget meget vigtigt på sit bloddryppende hjerte.