Universal bommert
2.0
Der var engang, hvor navnet Adam Sandler repræsenterede det noget nær mest skrupskøre felt inden for Hollywood-humor. Og er den tid ikke for længst dømt ovre, så er den det så afgjort med ”Click”.
Hvor Sandlers optrædener tidligere var på vanviddets rand i film som ”Happy Gilmore”, ”The Waterboy” og ”Little Nicky” er han her nemlig et aldeles ferskt og tandløst bekendtskab i rollen som familiefaren Michael, der ved mødet med en excentrisk professor kommer i besiddelse af en såkaldt ’universal’ fjernbetjening, der kan styre hans liv. Helt gennemgående er det en vattet og påpasselig tone vi møder i ”Click”, ikke blot fra Adam Sandler, men så sandelig også fra filmens manuskript, der med oprejst pande forsøger at puste nyt liv i en af moralhistoriens mest udkogte prædikener.
Heller ikke inden filmen kammer over i ren moralsuppe formår den at imponere. Bevares, Sandler formår skam stadig at levere en velklingende punchline i ny og næ, men for hver der lykkes falder en 4-5 stykker i de mislykkedes massegrav. Lige lidt hjælper det, at oplæget han befærder sig i som sagt tangerer det tåbelige. Flere af de slappe jokes kan praktisk talt følges hele vejen, lige til de udgår af Sandlers mund – og skulle nogen være i tvivl, er al eksisterende saft og sjæl i overraskelsesmomentet deraf gået tabt.
Når ”Click” får to stjerner, skyldes det, at den trods alt ikke var uoverkommelig at æde sig igennem. I flere strækninger ad gangen er Adam Sandler og co. et ganske hyggeligt selskab at spendere sin tid sammen med. Tilbage står det komiske klimaks dog beklageligvis plantet i den øjeblikkelige ordudveksling mellem Sandler og James Earl Jones’ fortællerstemme – og at lade så få sekunder toppe en film, der så frontalt og så jævnligt tilsigter sig lattermusklerne, er ærlig talt for ringe.
Alligevel er det de sentimentale tilbøjeligheder i ”Click”, der trækker den mod bunds. Fortumlet og uforstående forlader man filmen, mans man ved rulleteksternes entré forsøger at udrede spørgsmålet: ’Skal jeg grine eller græde?”. Her er der så oplagt tale om en film, der har haft flere menu-funktioner end den har kunnet kapere.
Hvor Sandlers optrædener tidligere var på vanviddets rand i film som ”Happy Gilmore”, ”The Waterboy” og ”Little Nicky” er han her nemlig et aldeles ferskt og tandløst bekendtskab i rollen som familiefaren Michael, der ved mødet med en excentrisk professor kommer i besiddelse af en såkaldt ’universal’ fjernbetjening, der kan styre hans liv. Helt gennemgående er det en vattet og påpasselig tone vi møder i ”Click”, ikke blot fra Adam Sandler, men så sandelig også fra filmens manuskript, der med oprejst pande forsøger at puste nyt liv i en af moralhistoriens mest udkogte prædikener.
Heller ikke inden filmen kammer over i ren moralsuppe formår den at imponere. Bevares, Sandler formår skam stadig at levere en velklingende punchline i ny og næ, men for hver der lykkes falder en 4-5 stykker i de mislykkedes massegrav. Lige lidt hjælper det, at oplæget han befærder sig i som sagt tangerer det tåbelige. Flere af de slappe jokes kan praktisk talt følges hele vejen, lige til de udgår af Sandlers mund – og skulle nogen være i tvivl, er al eksisterende saft og sjæl i overraskelsesmomentet deraf gået tabt.
Når ”Click” får to stjerner, skyldes det, at den trods alt ikke var uoverkommelig at æde sig igennem. I flere strækninger ad gangen er Adam Sandler og co. et ganske hyggeligt selskab at spendere sin tid sammen med. Tilbage står det komiske klimaks dog beklageligvis plantet i den øjeblikkelige ordudveksling mellem Sandler og James Earl Jones’ fortællerstemme – og at lade så få sekunder toppe en film, der så frontalt og så jævnligt tilsigter sig lattermusklerne, er ærlig talt for ringe.
Alligevel er det de sentimentale tilbøjeligheder i ”Click”, der trækker den mod bunds. Fortumlet og uforstående forlader man filmen, mans man ved rulleteksternes entré forsøger at udrede spørgsmålet: ’Skal jeg grine eller græde?”. Her er der så oplagt tale om en film, der har haft flere menu-funktioner end den har kunnet kapere.
24/03-2008
