Når ansvaret kommer 'sprøjtende'
4.0
Komedie genren er nærmest under ombygning i disse senere år. Små lysglimt har fået en ellers udsultet og klicheramt genre, til et lyse på ny. Fra den vellykket ”Knocked Up” som netop viste en form for intellektuel fortællerniveau, og samtidig formåede at være studentersjov, som ”American Pie 1” gjorde, til den kække feel-good komedie, ”Little Miss Sunshine”. Sidste film underkastet det amerikanske folk, og den var også flot repræsenteret til deres egen prestigefyldte awardleg. Nyeste forstærkning af befrugtende materiale, til det nyopvoksende komedie træ, er Jason Reitman’s ”Juno”.
Emnet for filmen er ellers ret kejtet, og et direkte tabu at belyse, men ”Juno” magter med et befriende og komisk overskud, at omhandle emnet en charmerende sans for det skjulte og pinlige grin. Ellers tunge samtaler mellem far og datter, bliver fortalt letvægtigt og med en dejlig underspillende sarkasme, men rummer samtidig også den bund solide seriøsitet, som gør at samtalen stadig fremstår som den ægte vare, uden det så meget oversvømmer sig selv i seriøsitetssnobberi. For det er ganske tragisk og forfærdeligt, når en ung pige uheldigt gennem den kejtede ’første’ gang går hen og bliver gravid. Den pludselige livs forandring og chok det er at få et foster inde i sin varme marve, er store følelsesmæssige omvendinger, men når netop er den skarpsnakkende pige, Juno (Ellen Page), som bær barnet i sin kuglerunde mave, så bliver nemlig uheldet knap så sørgeligt og tragisk. Tværtimod.
For Juno reagerer stik imod normerne, og virker mere afklaret over situationen end alle omkring hende. Og det er der selve den komiske perle ligger. Juno virker så urokkelig sikker i sin sag og beslutning om at holde barnet, at hendes teenageattitude, som ejer den der tone af ligegyldighed og frimodige dumsmarte facon, i mange situationer medfører gyldne grin, og det er også det ”Juno” bærende fundament ligger. At man simpelthen tør at gøre grin med et tungt tabu. Det er derfor især den charmerende, og ’graviditetssjove’ dialog der løfter filmen som en helstøbt lille kæk fornøjelse. Noget som skyldtes et velfungerende manuskript, skrevet af den debuterende Diablo Cody, som allerede i første forsøg fik en fortjent Oscar statuette.
Selvom Juno har minimale visioner, og fremstår som et lille værk, så er den dermed også en gedigen overraskelse, fordi den underholder på så få veludførte kvaliteter. Ellen Page, som også overraskende blev nomineret til en Oscar, viser endnu engang totalt blæret overskud som skuespiller, og manifester sit talent at kunne fortolke små roller, og så alligevel gøre dem så utrolig store kvalitetsmæssigt. Hendes stilsikre færden som ’drengepigen’, Juno, er alene grund nok til at se filmen. Selve den helstøbte oplevelse af filmen er en fræk lille uimodståelig sag, som i sit elegante og søvnige teenagetempo, underholder overraskende godt, og forbliver et kækt, kejtede og smilsmittende bekendtskab, man sjældent ser, selvom det blot er en lille film i en stor filmverden.
Emnet for filmen er ellers ret kejtet, og et direkte tabu at belyse, men ”Juno” magter med et befriende og komisk overskud, at omhandle emnet en charmerende sans for det skjulte og pinlige grin. Ellers tunge samtaler mellem far og datter, bliver fortalt letvægtigt og med en dejlig underspillende sarkasme, men rummer samtidig også den bund solide seriøsitet, som gør at samtalen stadig fremstår som den ægte vare, uden det så meget oversvømmer sig selv i seriøsitetssnobberi. For det er ganske tragisk og forfærdeligt, når en ung pige uheldigt gennem den kejtede ’første’ gang går hen og bliver gravid. Den pludselige livs forandring og chok det er at få et foster inde i sin varme marve, er store følelsesmæssige omvendinger, men når netop er den skarpsnakkende pige, Juno (Ellen Page), som bær barnet i sin kuglerunde mave, så bliver nemlig uheldet knap så sørgeligt og tragisk. Tværtimod.
For Juno reagerer stik imod normerne, og virker mere afklaret over situationen end alle omkring hende. Og det er der selve den komiske perle ligger. Juno virker så urokkelig sikker i sin sag og beslutning om at holde barnet, at hendes teenageattitude, som ejer den der tone af ligegyldighed og frimodige dumsmarte facon, i mange situationer medfører gyldne grin, og det er også det ”Juno” bærende fundament ligger. At man simpelthen tør at gøre grin med et tungt tabu. Det er derfor især den charmerende, og ’graviditetssjove’ dialog der løfter filmen som en helstøbt lille kæk fornøjelse. Noget som skyldtes et velfungerende manuskript, skrevet af den debuterende Diablo Cody, som allerede i første forsøg fik en fortjent Oscar statuette.
Selvom Juno har minimale visioner, og fremstår som et lille værk, så er den dermed også en gedigen overraskelse, fordi den underholder på så få veludførte kvaliteter. Ellen Page, som også overraskende blev nomineret til en Oscar, viser endnu engang totalt blæret overskud som skuespiller, og manifester sit talent at kunne fortolke små roller, og så alligevel gøre dem så utrolig store kvalitetsmæssigt. Hendes stilsikre færden som ’drengepigen’, Juno, er alene grund nok til at se filmen. Selve den helstøbte oplevelse af filmen er en fræk lille uimodståelig sag, som i sit elegante og søvnige teenagetempo, underholder overraskende godt, og forbliver et kækt, kejtede og smilsmittende bekendtskab, man sjældent ser, selvom det blot er en lille film i en stor filmverden.
25/03-2008
