Et voldsorgie af en svanesang
3.0
Som i "Rocky Balboa" vender Sylvester Stallone tilbage til en - formentlig - sidste film om den ene af de to karakterer, der har defineret hele hans karriere. Og som med Rocky er den nyeste film om Rambo den bedste i serien siden den allerførste.
I "Rambo" finder vi John Rambo langt ude i den thailandske jungle, hvor han ejer en flodbåd og lever af at fange slanger. Og netop hans båd er interessant for en gruppe amerikanske missionærer, der vil ind i Burma for at hjælpe oprørerne fra det kristne karen-folk. Det går selvfølgelig galt, de bliver fanget af de onde og sadistiske burmesiske regeringstropper - og så må Rambo i aktion sammen med den gruppe lejesoldater, missionærernes kirke hyrer til at få dem ud.
Fireren minder på overfladen meget om "Rambo: First Blood Part II": De gode fanger skal reddes ud af de ondes kløer. Men verden er en hel del mere grå i denne film. Som én af lejesoldaterne siger det: "They're sending the Devil to do God's work." På den led er "Rambo" en antiheltefilm - men samtidig hælder Stallone masser af patos på omkring regeringstroppernes overgreb og Rambos filosofiske overvejelser. "Live for nothing, or die for something." Det er en temmelig mystisk cocktail.
Som actionfilm fungerer "Rambo" nemlig glimrende. Godt nok er den en hysterisk voldelig én af slagsen - der dør 237 mennesker i filmen, og de får både blæst hovedet af, bliver skudt midtover eller eksploderer med lemmer flyvende i alle retninger. Men instruktøren Stallone skal roses for, at det er medrivende lavet, især den lange og ekstremt blodige slutkamp. Skuespilleren Stallone grynter sig også udmærket gennem filmen - den gamle mand er virkelig hård, når han bare stirrer olmt ud i luften.
Så "Rambo" er virkelig en bizar oplevelse. På den ene side benhård, underholdende action, tilsat sadistiske skurke og udpenslet i en grad, så det nærmer sig ren exploitation. Og på den anden side et budskab om undertrykkelse i Burma plus lommefilosofiske betragtninger om heltemod. Det er ikke specielt sammenhængende - men det er heller ikke kedeligt.
I "Rambo" finder vi John Rambo langt ude i den thailandske jungle, hvor han ejer en flodbåd og lever af at fange slanger. Og netop hans båd er interessant for en gruppe amerikanske missionærer, der vil ind i Burma for at hjælpe oprørerne fra det kristne karen-folk. Det går selvfølgelig galt, de bliver fanget af de onde og sadistiske burmesiske regeringstropper - og så må Rambo i aktion sammen med den gruppe lejesoldater, missionærernes kirke hyrer til at få dem ud.
Fireren minder på overfladen meget om "Rambo: First Blood Part II": De gode fanger skal reddes ud af de ondes kløer. Men verden er en hel del mere grå i denne film. Som én af lejesoldaterne siger det: "They're sending the Devil to do God's work." På den led er "Rambo" en antiheltefilm - men samtidig hælder Stallone masser af patos på omkring regeringstroppernes overgreb og Rambos filosofiske overvejelser. "Live for nothing, or die for something." Det er en temmelig mystisk cocktail.
Som actionfilm fungerer "Rambo" nemlig glimrende. Godt nok er den en hysterisk voldelig én af slagsen - der dør 237 mennesker i filmen, og de får både blæst hovedet af, bliver skudt midtover eller eksploderer med lemmer flyvende i alle retninger. Men instruktøren Stallone skal roses for, at det er medrivende lavet, især den lange og ekstremt blodige slutkamp. Skuespilleren Stallone grynter sig også udmærket gennem filmen - den gamle mand er virkelig hård, når han bare stirrer olmt ud i luften.
Så "Rambo" er virkelig en bizar oplevelse. På den ene side benhård, underholdende action, tilsat sadistiske skurke og udpenslet i en grad, så det nærmer sig ren exploitation. Og på den anden side et budskab om undertrykkelse i Burma plus lommefilosofiske betragtninger om heltemod. Det er ikke specielt sammenhængende - men det er heller ikke kedeligt.
29/03-2008
