Sjælløs modstandskamp
3.0
Øv. Skuffet. Jeg havde ellers troet, at kombinationen af Ole Christian Madsen, danske modstandskæmpere og knap 50 mio. kr. i budget umuligt kunne gå galt. Men det synes jeg faktisk, det er - i hvert fald på afgørende punkter.
Godt er det især gået med det visuelle. Det store budget er blevet omsat til en flot gengivelse af krigstidens Danmark - både i form af flotte billedkompositioner fra fotograf Jørgen Johansson, men også gennem kulisser og production design, der virkelig skaber følelsen af at være på besøg dengang. De to hovedroller gør det ligeledes glimrende. Jeg kunne især godt lide Mads Mikkelsens kantede, svedende Citron, men Thure Lindhardt er også overbevisende som iskold morder for en god sag i rollen som Flammen.
Resten er desværre ikke så godt. "Flammen & Citronen" tager godt nok et moderne syn på modstandskampen ved at konstatere, at ikke alle likvideringer blev beordret af noble årsager - og det fører i sidste ende til en skummel pointe omkring de to hovedpersoners fald. Men derudover mener jeg, at der mangler et valg om, hvad filmen vil og skal. Er det her revisionistisk historiefortælling, et psykologisk portræt af mordere i krigens tjeneste eller en fortælling om to danskere, der blev helte under usædvanlige omstændigheder?
For mig at se forsøger den at gabe over alle tre dele, og det gør helheden ufokuseret og sjælløs. Jeg følte aldrig, at jeg for alvor kom under huden på de to hovedpersoner - man kommer ind i deres historier på underlige tidspunkter og får dem ikke gjort hverken helt eller halvt færdige i en ellers langtrukken film. Og som historisk dokument om den mindre pæne side af modstandskampen virker filmen heller ikke overbevisende, fordi den tilsætter en hel del åbenlyst filmiske virkemidler for underholdningens skyld.
I virkeligheden siger det meget om filmen, at historiens to centrale biroller falder mere eller mindre igennem. Stine Stengade virker malplaceret som femme fatale, og Peter Mygind har ikke den nødvendige pondus som modstandscellens leder. Den pondus mangler "Flammen & Citronen" også som helhed.
Godt er det især gået med det visuelle. Det store budget er blevet omsat til en flot gengivelse af krigstidens Danmark - både i form af flotte billedkompositioner fra fotograf Jørgen Johansson, men også gennem kulisser og production design, der virkelig skaber følelsen af at være på besøg dengang. De to hovedroller gør det ligeledes glimrende. Jeg kunne især godt lide Mads Mikkelsens kantede, svedende Citron, men Thure Lindhardt er også overbevisende som iskold morder for en god sag i rollen som Flammen.
Resten er desværre ikke så godt. "Flammen & Citronen" tager godt nok et moderne syn på modstandskampen ved at konstatere, at ikke alle likvideringer blev beordret af noble årsager - og det fører i sidste ende til en skummel pointe omkring de to hovedpersoners fald. Men derudover mener jeg, at der mangler et valg om, hvad filmen vil og skal. Er det her revisionistisk historiefortælling, et psykologisk portræt af mordere i krigens tjeneste eller en fortælling om to danskere, der blev helte under usædvanlige omstændigheder?
For mig at se forsøger den at gabe over alle tre dele, og det gør helheden ufokuseret og sjælløs. Jeg følte aldrig, at jeg for alvor kom under huden på de to hovedpersoner - man kommer ind i deres historier på underlige tidspunkter og får dem ikke gjort hverken helt eller halvt færdige i en ellers langtrukken film. Og som historisk dokument om den mindre pæne side af modstandskampen virker filmen heller ikke overbevisende, fordi den tilsætter en hel del åbenlyst filmiske virkemidler for underholdningens skyld.
I virkeligheden siger det meget om filmen, at historiens to centrale biroller falder mere eller mindre igennem. Stine Stengade virker malplaceret som femme fatale, og Peter Mygind har ikke den nødvendige pondus som modstandscellens leder. Den pondus mangler "Flammen & Citronen" også som helhed.
29/03-2008
