´murder vacation´

Den unge gyserfanatiker Eli Roth spillefilmsdebuterede i 2002 med den notorisk udskældte gyserkomedie Cabin Fever, der var en lavbudget blanding af billige (ikke-eksisterende) gys, sort (umorsom) humor og (ufrivillig komisk) promiskuøssex, der ikke ligefrem appellerede til den gode smag, men som tadig havde en form for filmisk ferskhed, der mestendels af tiden underminerede instruktørens inkompetence overfor historiefortælling og publikumsengagement. Roth besad en helhjertet filmentusiasme, der overstrålede filmens utallige fejl og mangler, og efter at have kommet i stald hos kongen over filmnørder, Quentin Tarantino, skiftede Roth over i den mere professionelle filmliga, og som opfølger begik han den øjeblikkelige kultfilm Hostel, der angiveligt var baseret på faktuelle hændelser, hvor ordinære mennesker måtte lade livet for psykopatiske folks torturtrang. Hostel var en mangelfuld voldspornografisk slasherfilm, der dog havde en interessant præmis, der, efter tre kvarters uudholdelig bløderotisk ungdomsimbecilitet, ganske eksplicit skildrede psykologernes påstand om implosionsaggressionernes udlevering gennem voldsfilm og computerspil, i dette tilfælde dog i ren fysisk forstand. Volden blev realitet, når rigmænd uden konsekvenser kunne torturer levende mennesker, og filmen havde en papirtynd meta-filmisk beskrivelse af vores fascination og frastødning af den selvsamme vold. Roth var dermed (sammen med den endeløse Saw-serie) med til at grundlægge voldspornografi-genren, der objektivt var moralsk forkastelig, men som skubbede publikums grænser for, hvor grafisk vold kunne skildres på film. Roths filmiske talent er dog begrænset, og både Hostel og Saw-serien er klinisk renset for kunstneriske islæt, og ikke overraskende blev Hostels potentialerige præmis langtfra opfyldt. En unødvendig, men også uundgåelig fortsættelse kunne dog restaurere potentialespildet, men i stedet for at lære af sine fejl, vælger Roth at puste toleranceballonen yderligere op, og han nærmer sig bristepunktet, da Hostel II er en intetsigende og absurd omgang torturisme, der ikke kan bestemme sig for hvilken genre, den egentlig vil tilhøre.

Hostel II fortsætter nogenlunde hvor etteren slap, men overgangen (en stupid drømmesekvens) er alt for billigt udtænkt, og likvideringen af den eneste overlevende fra forrige films morbiditeter fremskyndes uden historiesignifikans, så Roth igen kan boltre sig med nye ofre i den eksakt samme historie som sidst. Denne gang er de kåde rygsæksrejsende drenge udskiftet med mere fornemme piger, der tager til Slovakiet for at opleve noget kultur, tage på dannelsesrejse, eller lignende. Roths speciale ligger ikke ligefrem i hans karakterarbejde, så hvorfor i alverden tvinger han sit publikum til at gennemgå nøjagtig samme langsommelige pinefuldhed som tidligere ved at bruge over halvdelen af filmen på at introducere de endimensionale karakterer og ´etablere´ en ikke-eksisterende sympati for dem? Ydermere følger Roth uden nogen speciel grund to af de kommende torturgerningsmænd, der opfører sig som om de skulle til at slå hjorte ihjel udenfor jagtsæsonen, ikke tage et menneskeliv for første gang. Hostel II er ladet med inaktiv historiefremdrift og indifferent fyld, hvis forsøg på spændingsopbyggelse er så dilettantisk, at man næsten griner gennem irritationen. Ultimativt er det dog kedeligt at følge pigerne i deres småfnisende møde med en ny kultur og nye mennesker, og det bliver næsten endnu værre, da mysterierne sparkes i gang og Roth mister kontrollen over sin film, hvor den ene ulogiske handling (og handlingstråd) følger den anden. De sadistiske tortursekvenser sparker lidt liv i sagerne, men subtilitetens mester er Roth nu ikke, og ved at gøre de groteske handlinger til en nærmest religiøs salvation for den magtfulde og tilsætte en portion ufungerende sort humor til scenerne, negligeres den psykiske terror fuldstændig, hvilket ellers var det element, som gjorde Hostel til en moderat seværdig film. Man er passiv tilskuer til de grusomme scener, da man, takket være svagelig iscenesættelse, ingen indlevelse finder i situationen. Det hele bliver egentlig bare så grotesk, at man griner mere end man gyser.

Roth latterliggøre den sobre grænse ved at pisse på den i forbifarten mod nærmest filmhistoriske ekspliciter, og man glemmer da sikkert sjældent scener som en komplet mandekastration og et par hundes fortæring af et menneske. Filmen som helhed er dog bundforudsigelig og grænseløs ujævn, og det interessante, som Roth fragmentarisk havde fat i hos den originale film, vidste han åbenbart ikke selv hvad var, for Hostel II er doven genopkogning på en i forvejen tynd suppe. Denne gang dog uden salt.