(bokse)kamp for livet
4.0
Ron Howard og Russell Crowe fortsætter det frugtbare samarbejde fra A Beautiful Mind i dette medrivende men overromantiserede boksedrama. Skildringen af desperationen og den lille families kvaler er på grænsen til det kvalmende sukkersøde, men gode skuespillere rider stormen af, således at det er filmens styrke og højdepunkt - nemlig det heroiske boksecomeback - som sidder tilbage i erindringen, når filmen er slut.
Filmen er en ren askepotfortælling, hvor ringvraget Jim Braddock griber sit livs chance, da han i kraft af tidligere tiders bedrifter i bokseringen tilbydes en kamp mod førsteudfordreren til VWtitlen. Drevet af en sult og hængslen efter at kunne tage sig af sin familie, som lever under usle kår, kæmper Braddock sig til sejr, og et fantastisk comeback tager sin begyndelse.
Ron Howard fortæller sin historie så sympatisk, at man kun kan holde af den blåøjede og gennemgode Braddock og alle folk omkring ham. Man bliver grebet om hjertet og håber inderligt, at den lille familie må få noget succes. Howard maler dog tingene lige vel lyserøde nok, så man næsten kvæles i candyflossen, men det er ikke værre end, at man samtidigt kan glædes over den flotte skildring af 30ernes USA.
Filmens styrke er dog de nervepirrende boksekampe. Her formår Howard virkelig at fange publikum og få en ud på kanten af sædet. Svedet driver ned af lærredet, når øretæverne uddeles, og effektiv klipning giver kampene en voldsom høj intensitet. Efterhånden som Braddock bokser frem mod en titelkamp rives man mere og mere med, og til sidst sidder man og hujer og jubler med i kampene. At lave en boksekamp, hvor resultatet er kendt på forhånd så spændende, er lidt af en bedrift.
I den absolutte hovedrolle er Russell Crowe atter en gang perfekt. Både som sympatisk og elskelig husbond og far, og som frådende aggressiv bokser brænder han igennem, og han beviser atter, at han er en af Hollywoods allerbedste. Paul Giamatti er lidt mere i baggrunden, men udfylder sin rolle glimrende. Renée Zellweger har aldrig haft nogen stor stjerne hos undertegnet, og hendes præstation her overbeviser mig heller ikke om, at hun besidder noget stort talent. Det skal retfærdigvis nævnes, at manuskriptet ikke tillader hende meget andet end at være grædekone.
Cinderella Man er en film, som medriver i høj grad, hvis man åbner sig lidt og lader sig følelsesmæssigt påvirke. Historien om manden på gulvet, som kæmper sig til succes er set mange gange før (hvem sagde Rocky?) men med sjældent set effektivt klippet og fotograferet boksekampe berettiger filmen sin eksistens. Det er med sveddryppende pande og en god opløftende fornemmelse i maven, at man føler Braddocks skæbne og tager afsked med ham, når rulletekster kører over skærmen. Fire uppercuts til team Howard og Crowe.
Filmen er en ren askepotfortælling, hvor ringvraget Jim Braddock griber sit livs chance, da han i kraft af tidligere tiders bedrifter i bokseringen tilbydes en kamp mod førsteudfordreren til VWtitlen. Drevet af en sult og hængslen efter at kunne tage sig af sin familie, som lever under usle kår, kæmper Braddock sig til sejr, og et fantastisk comeback tager sin begyndelse.
Ron Howard fortæller sin historie så sympatisk, at man kun kan holde af den blåøjede og gennemgode Braddock og alle folk omkring ham. Man bliver grebet om hjertet og håber inderligt, at den lille familie må få noget succes. Howard maler dog tingene lige vel lyserøde nok, så man næsten kvæles i candyflossen, men det er ikke værre end, at man samtidigt kan glædes over den flotte skildring af 30ernes USA.
Filmens styrke er dog de nervepirrende boksekampe. Her formår Howard virkelig at fange publikum og få en ud på kanten af sædet. Svedet driver ned af lærredet, når øretæverne uddeles, og effektiv klipning giver kampene en voldsom høj intensitet. Efterhånden som Braddock bokser frem mod en titelkamp rives man mere og mere med, og til sidst sidder man og hujer og jubler med i kampene. At lave en boksekamp, hvor resultatet er kendt på forhånd så spændende, er lidt af en bedrift.
I den absolutte hovedrolle er Russell Crowe atter en gang perfekt. Både som sympatisk og elskelig husbond og far, og som frådende aggressiv bokser brænder han igennem, og han beviser atter, at han er en af Hollywoods allerbedste. Paul Giamatti er lidt mere i baggrunden, men udfylder sin rolle glimrende. Renée Zellweger har aldrig haft nogen stor stjerne hos undertegnet, og hendes præstation her overbeviser mig heller ikke om, at hun besidder noget stort talent. Det skal retfærdigvis nævnes, at manuskriptet ikke tillader hende meget andet end at være grædekone.
Cinderella Man er en film, som medriver i høj grad, hvis man åbner sig lidt og lader sig følelsesmæssigt påvirke. Historien om manden på gulvet, som kæmper sig til succes er set mange gange før (hvem sagde Rocky?) men med sjældent set effektivt klippet og fotograferet boksekampe berettiger filmen sin eksistens. Det er med sveddryppende pande og en god opløftende fornemmelse i maven, at man føler Braddocks skæbne og tager afsked med ham, når rulletekster kører over skærmen. Fire uppercuts til team Howard og Crowe.
30/03-2008
