Med fingeren på 'repeat'

At bedømme remakes – eller ’genindspilninger’ - af ældre film kan være en noget så svær og utaknemmelig opgave. Spørgsmålet om hvorvidt det opdaterede remake skal ses i sammenligning med sin ophavsfilm eller som et selvstændigt stykke arbejde, er ikke altid lige let at svare på. Med ”Funny Games U.S” er opgaven dog om muligt blevet sværere end nogensinde før, for har man på forhånd set Michael Hanekes originale ’horrorfilm’ fra 1997, en helt igennem utilregnelig, trøstesløs og overrumplende veldrejet gyser, der utvivlsomt står markeret som noget af det mest morbide filmverdenen nogensinde har budt på, er det noget nær en umulighed at håndtere det engelsksprogede remake, der så småt nærmer sig den officielle biografpremiere herhjemme.

Har man først en gang ladet hårene rejse sig ved synet af Arno Frisch og Frank Gierings uhæmmede terrorisering af en uskyldig kernefamilie, eller hørt Ulrich Mühe’s øredøvende smerteskrig bore sig gennem nervebanerne er de uoprettelige tab i ”Funny Games U.S” allerede her anselige.
Når den relativt ukendte tyske tv-skuespillerinde Susanne Lothar, fastbundet på hænder og fødder, indenfor et split sekund skubbes bagover fra en jolle på en åben sø i originalversionens måske mest chokerende øjeblik, er det med tankerne i, at hun nu er væk. Hun er død og vi kommer aldrig til at se hende igen. Den selv samme scene er til sammenligning langt fra ligeså kraftfuld i Naomi Watts skikkelse, der her spiller den forpinte mor. Hende skal skam nok snart få at se igen, når hun igen indtager de danske biografer formentlig inden ikke alt for længe, hvilket blot er en af de mange mere eller mindre ’urimelige’ komplikationer hvoraf ”Funny Games U.S” unægtelig må se sig svækket.

På den ene side er der med ”Funny Games U.S”, instrueret af selv samme Haneke, tale om en abnormt fingernem og skuespilstærk rekreation – og på den anden side er der tale om en film der brat falder til jorden, ved tanken om hvad den i bund og grund kan bruges til. Hvor en stor del af originalens genialitet lå fæstet i en ’mangel’ på gyserfilms tilvante mening og en chokerende friskhed i altså at skide motiverne et stykke i forbindelse med dens to karismatiske og absolut uforglemmelige mordere, så er det svært reelt at finde mening i ”Funny Games U.S”. Særligt svært fordi filmen slavisk følger sit oplæg handling for handling, billede for billede og replik for replik, imens halve timer passerer uden ændringer, uden udsving. Noget føles helt forkert.

Men er det nu også det? Umiddelbart fornemmer man stadig den provokationslystne østriger, Haneke, iagttage sit publikum et sted ude i operatørrummet med armene over kors og et afventende udtryk i ansigtet, klar til at snuppe sit publikum med bukserne nede. Når biografmørket på ny erstattes af lys er hans mission måske, måske ikke lykkedes. Desværre føles det ligegyldigt, eftersom legen deri ikke længere føles sjov.