Den uskyldige forbryder
6.0
Hvor der er vilje er der vej, siger man. Men det er usandsynligt svært at finde en vej til den unge skotske Liam, som bor i en skotsk by oversvømmet af arbejdsløshed, kriminalitet og ikke mindst udtømt for alt håb om en nogenlunde lys tilværelse. Det er under iskolde betonklodsede omstændigheder at Liam, hårdt kæmpende, prøver at finde en ukendelig vej, for hans uduelige narkovrag af en mor, som sidder inde i fængslet. En vej som ikke er gratis og hvis der egentligt er en? Ken Loachs socialdrama, påklistrede den meget ironiske titel, ”Sweet Sixteen”, er et umanerligt fængslende drama, om en (god) drengs indædte kamp for en bedre tilværelse.
Drevet af en sprudlende men også uforståelig kærlighed til hans mor, finder Liam håb og vilje, men samtidig heller ingen grænser for at føre hans vision ud i livet: om en ny lejlighed til hans mor, når hun en gang dumper ud af fængslet, og en frisk start på et ellers så mørkt og gråt liv. For at den håbløse drøm kan realiseres kræver det penge, så Liam må ty til de eneste midler han kan, nemlig de ulovlige. Hvor han førhen tjente sig til dagen af vejen, via plattenslageri og salg af smuglersmøger, tager han et hårdknusende håndtag om narkotika salg, og bevæger sig samtidig ind i et rige der ikke umiddelbart slipper ham med det samme.
Det er fortalt med gammeldags maner, og det er heller ikke de store armfagter Loach bruger, til at skabe den rørende og hudløse historie. Med sin underspillende æstetiske musik, skaber Loach en rørende og hjerteknusende atmosfære, alt i mens handlingen udspiller sig spændende for øjnene af en, som i perioder af filmen kan fænge en lille tåre, i dens mange rørende sekvenser. Loachs fantastiske formåen og syn på at caste ukendte skuespiller er enestående, og det ses i filmens hovedrolle som er spillet af en uforglemmelig og ung Martin Compston. Compston skaber, på trods af sin unge alder, en stor bedrift i at spille den unge fighter, Liam, med en både barnlig naivitet og med et voksent ansvar hængende på hans skrøbelig skuldre, men fastholder samtidig også det realistiske syn på Liam, at han bare er en god dreng som er fanget i et forkert samfund. For under andre normale rammer ville Liam i virkeligheden blomstrer, som det ansvarsfulde og kærlige menneske han er.
Liam og hans venner spiller nemlig ikke fodbold på en grøn græsplæne, men symbolsk på et gråligt og stenhårdt asfalttæppe. Et tæppe som virkelig gør ondt at falde på, og et tæppe man har svært ved at rejse sig fra igen. Et uomgængeligt og barskt billede på den idealistiske sjæl, der brutalt knuses i den hårde asfalt, under de mange upersonlige og kolde betonhøjhuse. For selvom Liam mener alting i det bedre perspektiv, så er han selv en forbryder, der via sit salg af stoffer, selv er med til at forværre det samfund, hans selv prøver at slippe ud af. Et fortællermæssigt komma Loach aldrig slipper i sin fortællergang, og fastslår dermed også at selv Liam ikke er meget hellig, men derimod en forvirrede ung knøs, der bare vil det bedste for hans mor, og fremstår derfor også meget plausibelt.
”Sweet Sixteen” er en hjertegribende og særdeles unik filmoplevelse. Med sin barske og samfundskritiske tone, samt sin æstetiske underspillende lyrik, skaber Loach et uforglemmeligt portræt af at håbet findes alle steder, selvom det mildest talt er håbløst i den skotske kriminelt hærgede by. Loach viser med ”Sweet Sixteen” at han er en af filmhistoriens bedste socialrealistiske kreatører og med ”Sweet Sixteen” hammer han et søm med rust på ind i hjertet på undertegnet, som samtidig også må konstaterer at med Compstons kraftfulde præstation og Loachs sans for realismens hårdtslående skønhed tilsammen går op i en højere enhed og udmunder sig i et mesterværk, som står indslået med runebogstaver i undertegnets hjerte, formentligt for evigt. En hjerteknusende og uomgængelig film der ikke må gå nogen øjne forbi, selvom den er lidt grim og grum at se på.
Drevet af en sprudlende men også uforståelig kærlighed til hans mor, finder Liam håb og vilje, men samtidig heller ingen grænser for at føre hans vision ud i livet: om en ny lejlighed til hans mor, når hun en gang dumper ud af fængslet, og en frisk start på et ellers så mørkt og gråt liv. For at den håbløse drøm kan realiseres kræver det penge, så Liam må ty til de eneste midler han kan, nemlig de ulovlige. Hvor han førhen tjente sig til dagen af vejen, via plattenslageri og salg af smuglersmøger, tager han et hårdknusende håndtag om narkotika salg, og bevæger sig samtidig ind i et rige der ikke umiddelbart slipper ham med det samme.
Det er fortalt med gammeldags maner, og det er heller ikke de store armfagter Loach bruger, til at skabe den rørende og hudløse historie. Med sin underspillende æstetiske musik, skaber Loach en rørende og hjerteknusende atmosfære, alt i mens handlingen udspiller sig spændende for øjnene af en, som i perioder af filmen kan fænge en lille tåre, i dens mange rørende sekvenser. Loachs fantastiske formåen og syn på at caste ukendte skuespiller er enestående, og det ses i filmens hovedrolle som er spillet af en uforglemmelig og ung Martin Compston. Compston skaber, på trods af sin unge alder, en stor bedrift i at spille den unge fighter, Liam, med en både barnlig naivitet og med et voksent ansvar hængende på hans skrøbelig skuldre, men fastholder samtidig også det realistiske syn på Liam, at han bare er en god dreng som er fanget i et forkert samfund. For under andre normale rammer ville Liam i virkeligheden blomstrer, som det ansvarsfulde og kærlige menneske han er.
Liam og hans venner spiller nemlig ikke fodbold på en grøn græsplæne, men symbolsk på et gråligt og stenhårdt asfalttæppe. Et tæppe som virkelig gør ondt at falde på, og et tæppe man har svært ved at rejse sig fra igen. Et uomgængeligt og barskt billede på den idealistiske sjæl, der brutalt knuses i den hårde asfalt, under de mange upersonlige og kolde betonhøjhuse. For selvom Liam mener alting i det bedre perspektiv, så er han selv en forbryder, der via sit salg af stoffer, selv er med til at forværre det samfund, hans selv prøver at slippe ud af. Et fortællermæssigt komma Loach aldrig slipper i sin fortællergang, og fastslår dermed også at selv Liam ikke er meget hellig, men derimod en forvirrede ung knøs, der bare vil det bedste for hans mor, og fremstår derfor også meget plausibelt.
”Sweet Sixteen” er en hjertegribende og særdeles unik filmoplevelse. Med sin barske og samfundskritiske tone, samt sin æstetiske underspillende lyrik, skaber Loach et uforglemmeligt portræt af at håbet findes alle steder, selvom det mildest talt er håbløst i den skotske kriminelt hærgede by. Loach viser med ”Sweet Sixteen” at han er en af filmhistoriens bedste socialrealistiske kreatører og med ”Sweet Sixteen” hammer han et søm med rust på ind i hjertet på undertegnet, som samtidig også må konstaterer at med Compstons kraftfulde præstation og Loachs sans for realismens hårdtslående skønhed tilsammen går op i en højere enhed og udmunder sig i et mesterværk, som står indslået med runebogstaver i undertegnets hjerte, formentligt for evigt. En hjerteknusende og uomgængelig film der ikke må gå nogen øjne forbi, selvom den er lidt grim og grum at se på.
31/03-2008