Trøstesløshed næsten uden håb
5.0
Jeg var godt forberedt til at se denne film, da jeg havde valgt at vente med at se den, til jeg havde læst Cormac McCarthys roman. Filmen følger i høj grad romanen, dog adskiller den sig ved at der er ting som romanen fortæller eksplicit, som vi ikke ser i filmen.
For selv om Coen-brødrende bestemt ikke er kendt for at lave film om de temaer som Barack Obama bruger i sine valgtaler, så er filmen en lille smule mindre barsk end romanforlægget. I bogen bliver det eksempelvis fortalt hvordan Chigurh myrder Carla Jean, mens filmen klipper, inden vi for at vide om det blev plat eller krone. Vi ser ham bare gå ud af huset og Carla Jeans skæbne er derfor uvis i filmen.
Men det er også den eneste lille flig af håb vi får lov at få som publikum. Der er ingen retfærdighed i denne historie, der er derimod masser af skæbnefortælling. Llewellyn Moss' skæbne er eksempelvis beseglet i det øjeblik han vælger at tage pengene.
Filmens tema handler om den forråelse af samfundet, som satte ind med i takt med at grådigheden i narkokrminaliteten i USA voksede. Den foregår i Texas i 1980, men spørgsmålet, som Cormac McCarthy skriver, er om meget har ændret sig siden. Sherif Bells monologer kunne nutidens lov og ordenshåndhævere i Texas nok stadig holde. Man må bare håbe at DEA er mere effektive i deres bekæmpelse af narkorelateret kriminalitet i dag. Ellers står det virkeligt slemt til.
Filmen giver et rigtigt godt billede af Texas uden for de store byer, sammenlignet med There will be blood, bliver landsskabet dog aldrig helt ligeså storslået, men det er stadig en billedmæssigt utroligt flot film. Den er også spændende, selvom elementet af skæbne hele tiden ligger i plottet, og man har derfor hele tiden fornemmelsen af at skæbnen vil indhente Moss, selvom man håber til det sidste. Men det håb bliver slukket i en film som ikke ligefrem byder på nogle opmuntringer vi kan tage med os, men som minder os om den rå verden der findes lige uden for vores dør.
For at komme tilbage til den oplagte sammenligning med den anden store grådighedsfortælling, There will be blood, så jeg sige at jeg foretrækker olie fremfor heroin. I mellem de to film, som i særklasse var de bedste film i 2007, så vinder There will be blood en smal sejr hos mig. Det skyldes hovedsageligt at håbet skinner en annelse klarere hos P. T. Anderson, hvor sønnen gør op med Plainview, som mister alt. Balancen bliver på den måde genoprettet, hvilket jeg foretrækker.
Balancen bliver aldrig henoprettet hos Coen, hvilket den som regel aldrig gør hos dem. Som tilskuer sidder man dog og håber så inderligt at retfærdigheden og håbet vinder til sidst, men det gør det ikke.
For selv om Coen-brødrende bestemt ikke er kendt for at lave film om de temaer som Barack Obama bruger i sine valgtaler, så er filmen en lille smule mindre barsk end romanforlægget. I bogen bliver det eksempelvis fortalt hvordan Chigurh myrder Carla Jean, mens filmen klipper, inden vi for at vide om det blev plat eller krone. Vi ser ham bare gå ud af huset og Carla Jeans skæbne er derfor uvis i filmen.
Men det er også den eneste lille flig af håb vi får lov at få som publikum. Der er ingen retfærdighed i denne historie, der er derimod masser af skæbnefortælling. Llewellyn Moss' skæbne er eksempelvis beseglet i det øjeblik han vælger at tage pengene.
Filmens tema handler om den forråelse af samfundet, som satte ind med i takt med at grådigheden i narkokrminaliteten i USA voksede. Den foregår i Texas i 1980, men spørgsmålet, som Cormac McCarthy skriver, er om meget har ændret sig siden. Sherif Bells monologer kunne nutidens lov og ordenshåndhævere i Texas nok stadig holde. Man må bare håbe at DEA er mere effektive i deres bekæmpelse af narkorelateret kriminalitet i dag. Ellers står det virkeligt slemt til.
Filmen giver et rigtigt godt billede af Texas uden for de store byer, sammenlignet med There will be blood, bliver landsskabet dog aldrig helt ligeså storslået, men det er stadig en billedmæssigt utroligt flot film. Den er også spændende, selvom elementet af skæbne hele tiden ligger i plottet, og man har derfor hele tiden fornemmelsen af at skæbnen vil indhente Moss, selvom man håber til det sidste. Men det håb bliver slukket i en film som ikke ligefrem byder på nogle opmuntringer vi kan tage med os, men som minder os om den rå verden der findes lige uden for vores dør.
For at komme tilbage til den oplagte sammenligning med den anden store grådighedsfortælling, There will be blood, så jeg sige at jeg foretrækker olie fremfor heroin. I mellem de to film, som i særklasse var de bedste film i 2007, så vinder There will be blood en smal sejr hos mig. Det skyldes hovedsageligt at håbet skinner en annelse klarere hos P. T. Anderson, hvor sønnen gør op med Plainview, som mister alt. Balancen bliver på den måde genoprettet, hvilket jeg foretrækker.
Balancen bliver aldrig henoprettet hos Coen, hvilket den som regel aldrig gør hos dem. Som tilskuer sidder man dog og håber så inderligt at retfærdigheden og håbet vinder til sidst, men det gør det ikke.
04/04-2008
