Familiefar på damejagt
3.0
Når man har set ”Dan in Real Life” burde man egentligt som det første påpege, at den generelt unuancerede undergenre, kærlighedskomedien, synes at være under en fundamental og permanent lidelse. Replikkerne, handlingsforløbet samt personerne er alle taget ud fra en gennemtærsket skabelon, der har dannet ramme om utællelige, dilettantiske kærlighedsfilm, som for tiden masseproduceres på et overbelastet samlebånd. Men i stedet for at skælde og smælde af ”Dan in Real Life” og gøre filmen til det argeste lort på denne jord, kunne man vel også bare acceptere genrens konventioner og hygge sig over dens minimalistiske indgangsvinkel til kærligheden.
Lad det være sagt med det samme: ”Dan in Real Life” er indbegrebet af en bagatel og en håbløst forudsigelig en af slagsen. Hver en bevægelse, hvert et humoristisk indslag og alle pludselige handlingsomvæltninger er set komme langt tid forinden, ja, næsten allerede fra filmens begyndelse. Således efterlever den tyndbenede komedie kærlighedskomediens præmisser totalt, og det er undervejs i filmen vitterligt svært at smide alle forbehold og ikke finde den savtakkede kødhakker frem, parat til et nådesløst indgreb af bestialsk karakter. Når – eller snarere hvis – man så alligevel ikke gør det, skyldes det sandsynligvis en høj tolerancegrænse, der tillader en at udvinde en reel charme fra filmens overflod af horrible pinligheder og overfladisk humor.
For der er, trods den grundlæggende forudsigelighed i plottet, noget at komme efter i ”Dan in Real Life”. Heriblandt spiller den sublime mimiker, Steve Carell, overbevisende godt i en rolle, der momentvis kan lugte lidt af hans tidligere karakterer fra film som ”The 40-Year Old Virgin” og til dels ”Little Miss Sunshine”. Ikke desto mindre nuancerer han sin karakter med strålende overblik, så denne på en og samme gang fremstår menneskelig og morsom. Han ”støttes” uengageret af Juliette Binoche, der er tilstrækkelig sød, men underligt lad i rollen som Dan’s ultimative drømmepige – en rolle, der i øvrigt præges af gennemgribende konformitet.
Men selvom persongalleriet både psykologisk og humoristisk til tider stinker fælt af klistrede klichéer, formår ”Dan in Real Life” ved hjælp af et par underfundige, humoristiske optrin, der virkeligt tager kejler, at skabe en række tiltrængte pusterum undervejs i den elementært uspændende handling.
På trods af Carells fyldestgørende indsats som dysfunktionel familiefar, der er låst fast i en tungsindig kærlighedskrise, såvel som i en dødbringende skudregn fra tre rapkæftede døtre, er ”Dan in Real Life”s største force, at den formår at stable et effektivt afvekslende repertoire af uforpligtende humor, smertelige pinligheder og påklistrede moralsekvenser på benene. Umiddelbart lyder cocktailen jo aldeles udelikat, men hvis man enten holder af genren eller blot er i stand til at abstrahere fra de kolossale konventioner, er der reelt noget at komme efter i ”Dan in Real Life”... nok bare ikke i biografen.
Lad det være sagt med det samme: ”Dan in Real Life” er indbegrebet af en bagatel og en håbløst forudsigelig en af slagsen. Hver en bevægelse, hvert et humoristisk indslag og alle pludselige handlingsomvæltninger er set komme langt tid forinden, ja, næsten allerede fra filmens begyndelse. Således efterlever den tyndbenede komedie kærlighedskomediens præmisser totalt, og det er undervejs i filmen vitterligt svært at smide alle forbehold og ikke finde den savtakkede kødhakker frem, parat til et nådesløst indgreb af bestialsk karakter. Når – eller snarere hvis – man så alligevel ikke gør det, skyldes det sandsynligvis en høj tolerancegrænse, der tillader en at udvinde en reel charme fra filmens overflod af horrible pinligheder og overfladisk humor.
For der er, trods den grundlæggende forudsigelighed i plottet, noget at komme efter i ”Dan in Real Life”. Heriblandt spiller den sublime mimiker, Steve Carell, overbevisende godt i en rolle, der momentvis kan lugte lidt af hans tidligere karakterer fra film som ”The 40-Year Old Virgin” og til dels ”Little Miss Sunshine”. Ikke desto mindre nuancerer han sin karakter med strålende overblik, så denne på en og samme gang fremstår menneskelig og morsom. Han ”støttes” uengageret af Juliette Binoche, der er tilstrækkelig sød, men underligt lad i rollen som Dan’s ultimative drømmepige – en rolle, der i øvrigt præges af gennemgribende konformitet.
Men selvom persongalleriet både psykologisk og humoristisk til tider stinker fælt af klistrede klichéer, formår ”Dan in Real Life” ved hjælp af et par underfundige, humoristiske optrin, der virkeligt tager kejler, at skabe en række tiltrængte pusterum undervejs i den elementært uspændende handling.
På trods af Carells fyldestgørende indsats som dysfunktionel familiefar, der er låst fast i en tungsindig kærlighedskrise, såvel som i en dødbringende skudregn fra tre rapkæftede døtre, er ”Dan in Real Life”s største force, at den formår at stable et effektivt afvekslende repertoire af uforpligtende humor, smertelige pinligheder og påklistrede moralsekvenser på benene. Umiddelbart lyder cocktailen jo aldeles udelikat, men hvis man enten holder af genren eller blot er i stand til at abstrahere fra de kolossale konventioner, er der reelt noget at komme efter i ”Dan in Real Life”... nok bare ikke i biografen.
05/04-2008
