Afbrændt og sur
3.0
Ole Christian Madsens ”Flammen og Citronen” er en flashy, flot film om modstandshelte under besættelsestiden. Men det er desværre en tynd mellemvare.
Ole Christian Madsen bruger de værste filmklicheer i bogen. For eksempel et split screen af væbnede modstandere, der styr med ryggen mod hver deres mur, mens fjenden giver sin lille tale. Den slags så jeg sidst i en Jean Claude van Damme-film.
I bedste fald er det pænt indpakket standardunderholdning baseret på et virkeligt stykke Danmarkshistorie. I værste fald er det en tynd omgang røvere og soldater med et gigantisk budget.
Flammen (Thure Lindhardt) er en vred ung mand, der lever i en kælder, hvor han venter på at komme ud og skyde nogle nazister. Citronen (Mads Mikkelsen) er lidt ældre, men han vil også gerne skyde nogle nazister. Han er dog i tumult med konen og datteren, og pengene slår ikke til.
Der er et klassisk persongalleri med en ældre femme fatale (Stine Stengade), en skaldet nazi-leder (Christian Berkel), en modstandsleder man ikke helt kan stole på (Peter Mygind) og mange andre stereotyper. De er alle baseret på virkelige personer, men nu kogt ned til nogle letgenkendelige skabeloner på filmkarakterer.
Filmens største problem er, at den ikke skaber noget troværdigt forhold mellem publikum og karaktererne. Vi bliver slynget ud i deres had til tyskerne. Vi får lidt pseudopsykoanalytisk bras senere hen med Flammens far. Vi får lidt ægteskabsproblemer og druk. Der er nogle føleføle-scener med violiner og tårer. Men det er hult melodrama uden en god psykologisk bund.
Skuespillerne giver godt nok, hvad de har til det tynde manuskript. Men for det meste skal de blot se gravalvorlige og bitre ud. Deres alvorlige miner undermineres endda af deres tåbelige og ureflekterede handlinger. De bliver brugt som brikker i et spil, og de går ureflekteret ind i åbenlyse fælder.
Centralt i filmen er et kærlighedsforhold mellem flammen og fatalen. Filmen burde måske være fortalt fra hendes synsvinkel, da hun som rolle virker meget mere interessant. Men måske er min tankegang præget for meget af, at jeg lige har set Ang Lees fremragende ”Lust, Caution”, der er et langt bedre drama fra om besættelse og modstand end denne danske satsning.
Ole Christian Madsen bruger de værste filmklicheer i bogen. For eksempel et split screen af væbnede modstandere, der styr med ryggen mod hver deres mur, mens fjenden giver sin lille tale. Den slags så jeg sidst i en Jean Claude van Damme-film.
I bedste fald er det pænt indpakket standardunderholdning baseret på et virkeligt stykke Danmarkshistorie. I værste fald er det en tynd omgang røvere og soldater med et gigantisk budget.
Flammen (Thure Lindhardt) er en vred ung mand, der lever i en kælder, hvor han venter på at komme ud og skyde nogle nazister. Citronen (Mads Mikkelsen) er lidt ældre, men han vil også gerne skyde nogle nazister. Han er dog i tumult med konen og datteren, og pengene slår ikke til.
Der er et klassisk persongalleri med en ældre femme fatale (Stine Stengade), en skaldet nazi-leder (Christian Berkel), en modstandsleder man ikke helt kan stole på (Peter Mygind) og mange andre stereotyper. De er alle baseret på virkelige personer, men nu kogt ned til nogle letgenkendelige skabeloner på filmkarakterer.
Filmens største problem er, at den ikke skaber noget troværdigt forhold mellem publikum og karaktererne. Vi bliver slynget ud i deres had til tyskerne. Vi får lidt pseudopsykoanalytisk bras senere hen med Flammens far. Vi får lidt ægteskabsproblemer og druk. Der er nogle føleføle-scener med violiner og tårer. Men det er hult melodrama uden en god psykologisk bund.
Skuespillerne giver godt nok, hvad de har til det tynde manuskript. Men for det meste skal de blot se gravalvorlige og bitre ud. Deres alvorlige miner undermineres endda af deres tåbelige og ureflekterede handlinger. De bliver brugt som brikker i et spil, og de går ureflekteret ind i åbenlyse fælder.
Centralt i filmen er et kærlighedsforhold mellem flammen og fatalen. Filmen burde måske være fortalt fra hendes synsvinkel, da hun som rolle virker meget mere interessant. Men måske er min tankegang præget for meget af, at jeg lige har set Ang Lees fremragende ”Lust, Caution”, der er et langt bedre drama fra om besættelse og modstand end denne danske satsning.
05/04-2008
