"Det er ikke personligt"

”El Método” forsøger at pille den postmoderne version af politisk korrekt kapitalismefra hinanden i denne film.

Filmen sætter syv jobkandidater ind i et kedeligt mødelokale, hvorefter de sætter dem til at gå i kødet på hinanden på kold og kynisk forretningsmaner. De syv kandidater låses inde i et lokale, hvor de bliver udsat for Grönholm-metoden.

Metoden går ud på, at kandidaterne indbyrdes udsættes for nogle spil, hvor de en efter en vil blive sendt hjem. En efter en nedbryder de hinanden psykisk, mens firmaets kameraer overvåger alle deres handlinger. ”Det er ikke personligt,” bliver der sagt flere gange, mens de borer i hinandens personlighed for at sende dem hjem.

Filmens præmis er smuk. Institutioner (både virksomheder og offentlige apparater) i dag udøver sjældent direkte autoritativt magt. Magten pakkes ind i strukturer og regler, der indirekte får mennesker til at agere efter institutionernes vilje. Og ”El Metodo” er både underholdende og skræmmende præcis i skildringen af det usynlige firmas umenneskelige manipulerende spil med sine ansatte.

Men filmen halter flere steder. Flere gange undrer man sig over grundlaget, som firmaet/kandidaterne fravælger sine ansatte. For eksempel kører kandidaterne på et tidspunkt på en modkandidats manglende sproglige evner. Hvis han ikke levede op til jobbeskrivelsen, hvorfor er han så nået så langt, kunne man spørge sig selv. Og midtvejs er der en sjov, men malplaceret scene på et toilet, der igen fjerner fokus fra kernen i historien.

Med præmisset havde filmen potentialet for at blive en ”12 Angry Men” for starten af det 21. århundrede. Filmen kredser om nogle spændende moralske, etiske og psykologiske spørgsmål om individer, grupper og institutioner. Den mangler bare det sidste for at komme helt ind, hvor det gør ondt.