More human than human
6.0
Anmeldelse af ’Blade Runner – Final Cut”.
Ridley Scotts poetiske sci-fi klassiker, ”Blade Runner” har været uoverordentligt meget igennem. Fra konstant regndryppene og røgsløret scener (som gjorde filmen utrolig svær og kejtede at optage), til endeløse og opslidende diskussioner om kunstneriske ambitioner og overholdelse af pengebudgettet. Taget alt dette i betragtning når man kigger på det endegyldige resultat, efter to timers hypnotiserende minutter, er man havnet i en mindre sær form for ekstase og undren over, hvordan noget så svært at ’skyde’ kunne ende med at blive så æstetisk forførende.
Scott tager os ind i et virkelighedstro univers og en fremtid som ikke er så fjern, som man umiddelbart skulle tro. I et samfund hvor menneskeheden virker fortabt, og hvor linjerne mellem mennesker og maskiner er sløret til i et virvar af umenneskelighed og depressiv håbløshed. Midt i dette samfund bliver Harrison Fords senere mytologigjorte og meget omdiskuteret rolle som blade runneren Rick Deckard, sat til opgave at ’pensionerer’ en gruppe replikanter, som er menneskeskabte androider, bygget til at være menneskeslaver og med hjælp fra deres tildelte overkræfter, skal de arbejde i menneskehedens navn.
Deckards jagt på replikanterne udvikler sig mere og mere til at blive en desperat søgen efter nemlig den menneskelighed, hvis ord har mistet sin betydning i fremtidens Los Angeles, og Deckard erfarer også frygten ved at man ikke længere kan skelne mellem mennesket og maskinen. Mennesket er som maskinelt druknet, og havnet der hvor de ikke længere kan trække vejret. Det er der kommet en depressiv, dvælende og neon lyrisk afslappethed, visuelt smuk og forførende, trods sin mørke billedside, og en simpelthen enestående poetisk filmoplevelse ud af. Det poetiske vanvid filmen udspiller sig i er dvælende betagende og efterlader store indtryk efter scenariet er omme. Der er slet og tale ret om et fremtids mareridt som ikke slipper nethinden med det samme.
Selvom det i perioder bliver en smule for langsomt traskende, og dræner sig selv lidt for fortællerenergi via. den afventende meditative form, reddes den af den knaldhårde afslutning, som både knuser hjerter og oprejser store spørgsmål som cirkulerer rundt i hjernen timevis efter. Alt dette er underbygget af en så sjælden lyrisk lækkerhed lavet af Vangelis. Hans mildest talt mesterlige lyrisk arbejde til filmen, er selve fundamentet for hele den poetisk noir-stemning, som gør at filmen udebliver som et unikum i filmhistorien, imens den langsomt og depressivt blander sig i filmens virvar af neo-noir, fremtids apokalypser og ikke mindst fordybende og trøsteløs mørk poesi. Et vaskeægte filmmareridt - af de helt, helt store og derfor også en stor nydelse at lægge øre, øjne og ikke mindst hjerte til.
Harrison Fords præstation som Deckard er formidabel, og fremviser både maskulinitet men så sandelig også menneskelig sårbarhed, men som de siger i Ringenes Herre, så er der en over dem alle, og i dette tilfælde er det Rutger Hauers kraftpræstation og beskrivelse af replikanten Roy Batty, som overskygger alt og alle i denne lyriske sci-fi perle. Han går lige i hjertet og han viser hele menneskets repertoire af personligheder uden en falsk tone eller ligeså ansigtstræk. Den barnlige, hårdføre, drømmende, forvirrende og forladte, på trods af at han ’kun’ er et menneskeskabt produkt.
Han fremstår i perioder mere menneskelig, end de givne mennesker som optræder i filmen. Og netop hans præstation understreger blot endnu mere filmens poetisk filosofi om hvad er et menneske i virkeligheden? Er det kødet og udseendet der definerer os? Eller er det vores følelsesmæssige aspekt? Og det er først og fremmest her at "Blade Runner" forbliver en æstetisk unik oplevelse, i og med at mennesket ikke længere kan se sig selv, gør at menneskeheden er fortabt og evigt glemt, nådesløst og mesterligt afbildet som tåre i regnen.
Ridley Scotts poetiske sci-fi klassiker, ”Blade Runner” har været uoverordentligt meget igennem. Fra konstant regndryppene og røgsløret scener (som gjorde filmen utrolig svær og kejtede at optage), til endeløse og opslidende diskussioner om kunstneriske ambitioner og overholdelse af pengebudgettet. Taget alt dette i betragtning når man kigger på det endegyldige resultat, efter to timers hypnotiserende minutter, er man havnet i en mindre sær form for ekstase og undren over, hvordan noget så svært at ’skyde’ kunne ende med at blive så æstetisk forførende.
Scott tager os ind i et virkelighedstro univers og en fremtid som ikke er så fjern, som man umiddelbart skulle tro. I et samfund hvor menneskeheden virker fortabt, og hvor linjerne mellem mennesker og maskiner er sløret til i et virvar af umenneskelighed og depressiv håbløshed. Midt i dette samfund bliver Harrison Fords senere mytologigjorte og meget omdiskuteret rolle som blade runneren Rick Deckard, sat til opgave at ’pensionerer’ en gruppe replikanter, som er menneskeskabte androider, bygget til at være menneskeslaver og med hjælp fra deres tildelte overkræfter, skal de arbejde i menneskehedens navn.
Deckards jagt på replikanterne udvikler sig mere og mere til at blive en desperat søgen efter nemlig den menneskelighed, hvis ord har mistet sin betydning i fremtidens Los Angeles, og Deckard erfarer også frygten ved at man ikke længere kan skelne mellem mennesket og maskinen. Mennesket er som maskinelt druknet, og havnet der hvor de ikke længere kan trække vejret. Det er der kommet en depressiv, dvælende og neon lyrisk afslappethed, visuelt smuk og forførende, trods sin mørke billedside, og en simpelthen enestående poetisk filmoplevelse ud af. Det poetiske vanvid filmen udspiller sig i er dvælende betagende og efterlader store indtryk efter scenariet er omme. Der er slet og tale ret om et fremtids mareridt som ikke slipper nethinden med det samme.
Selvom det i perioder bliver en smule for langsomt traskende, og dræner sig selv lidt for fortællerenergi via. den afventende meditative form, reddes den af den knaldhårde afslutning, som både knuser hjerter og oprejser store spørgsmål som cirkulerer rundt i hjernen timevis efter. Alt dette er underbygget af en så sjælden lyrisk lækkerhed lavet af Vangelis. Hans mildest talt mesterlige lyrisk arbejde til filmen, er selve fundamentet for hele den poetisk noir-stemning, som gør at filmen udebliver som et unikum i filmhistorien, imens den langsomt og depressivt blander sig i filmens virvar af neo-noir, fremtids apokalypser og ikke mindst fordybende og trøsteløs mørk poesi. Et vaskeægte filmmareridt - af de helt, helt store og derfor også en stor nydelse at lægge øre, øjne og ikke mindst hjerte til.
Harrison Fords præstation som Deckard er formidabel, og fremviser både maskulinitet men så sandelig også menneskelig sårbarhed, men som de siger i Ringenes Herre, så er der en over dem alle, og i dette tilfælde er det Rutger Hauers kraftpræstation og beskrivelse af replikanten Roy Batty, som overskygger alt og alle i denne lyriske sci-fi perle. Han går lige i hjertet og han viser hele menneskets repertoire af personligheder uden en falsk tone eller ligeså ansigtstræk. Den barnlige, hårdføre, drømmende, forvirrende og forladte, på trods af at han ’kun’ er et menneskeskabt produkt.
Han fremstår i perioder mere menneskelig, end de givne mennesker som optræder i filmen. Og netop hans præstation understreger blot endnu mere filmens poetisk filosofi om hvad er et menneske i virkeligheden? Er det kødet og udseendet der definerer os? Eller er det vores følelsesmæssige aspekt? Og det er først og fremmest her at "Blade Runner" forbliver en æstetisk unik oplevelse, i og med at mennesket ikke længere kan se sig selv, gør at menneskeheden er fortabt og evigt glemt, nådesløst og mesterligt afbildet som tåre i regnen.
06/04-2008
