Væbnet med vinger

Lad os sige det med det samme. Den normale danskers rutinedrevet liv, er ikke ligefrem noget der ligger op til stor dramatik og rørende underholdning. Vi er de passive i samfundet – de uinteressante - og vi sidder hverken på en bænk og hælder utallige mængder humle i os, eller nærmest apokalyptisk arver direktørstolen i et kæmpe familiefirma, som samtidig også opsluger ens liv på grund af det store arbejds- og forventningspres der følger med titlen. Det er dermed en mere eller mindre bedrift at Per Fly formår at lave et drama for den almindelige dansker, som samtidig fængsler uden at virke alt for overdramatiseret eller forceret.

Det er den passive idealist Per Fly portrættere i form af skolelæren Carsten, spillet af en uforglemmelig Jesper Christensen. Carsten er låst fast i sit næsten alt for normale liv, selvom det på overfladen egentligt kan se ret godt ud. Han har et udmærket ægteskab med en dejlig forstående kone (Pernilla August), og en musikalsk succesrig og velopdraget søn. Jobbet ligger også lige til højrebenet da han er skolelærer på et gymnasium. Men alt dette er, komisk nok, ikke nok for Carsten, som synes tappet for glød og glæde på grund af den rutinedrevet hverdag. Det komiske ved dette er, at både i trilogiens første afsnit, ”Bænken”, drømmer underklassens martyr, alkoholikeren Kaj, om netop det liv Carsten er låst fast i: det normale. Og mon ikke også Ulrich Thomsen i det efterfølgende andet kapitel af trilogien også drømmer om, at have det normale liv. Det er decideret drømmen om den bedre tilværelse alle tre film symbolsk cirkulerer om, men samtidig også sender det kyniske budskab at drømmen om et bedre liv og realiseringen af den ikke er at finde i denne kolde verden. Per Fly fortæller dermed også med sine tre kraftfulde og enestående værker, at mennesket måske i virkeligheden er alt for kræsne når det kommer til at leve. Vi sigter i virkeligheden alt, alt for højt og stiller os aldrig rigtig tilfredse med det lykkelige vi i virkeligheden har, men samtidig er det også der vi bryder realismens kolde lænker og finder det varme håb, i det vi tør at drømme. Det varme håb og den pulserende nyfundne glød i livet, finder Carsten i hans hemmelige affære med en tidligere elev, Pil (Beate Bille).

Hvor Carsten er den passive idealist og forkæmper for det ’bedre verdensbillede’, er Pil den handlingskraftige og det modsatte af at være passiv, også selvom hun deler samme idealisme som Carsten. Hun beskæftiger sig dagligt med at lave ’Greenpeace lignende’ aktioner mod det kapitalistiske og høje bjerg, i form af diverse store firmaer. En dag går det dog galt for Pil, og som Carsten selv heroisk siger det; ”at hvis man vil kæmpe for et bedre samfund, må man også være indstillet på at det kræver ofre”, men ironisk nok, er Carsten ikke selv klar over de konsekvenser der følger med de ofrer man gør sig. Pil har koldblodigt kørt en politimand ned under en flugt fra en politiskaktion, og hun er selv klar over at den er ragende gal og samvittigheden begynder at æde hende op indefra. Carsten vælger for en gangs skyld at handle, og tager Pil ind under hans beskyttende vinger, og giver samtidig slip på hans familie, ægteskab og venner, ved at han beskytter en ’koldblodig morder’ og samtidig ser at hans førhen usynlige affære bliver bragt til syne, og til forargelse hos især hans søn. Carsten tror dog at drømmen kan realiseres om at ham og Pil kan flyve væk på en lyserød sky, når det hele overstået. Sandheden er dog en anden.

Da Pil gennem meget besvær klarer frisag i retssalen, på grund af manglende beviser og tilståelser, tager hun med Carsten ud på den lyserøde sky. Men det energifyldte og idealistiske forhold Carsten troede han ville få med Pil, viser sig blot at være endnu et umuligt bestigende bjerg, mens drabet på politimandens ekko og sandhedens kolde fjæs begynder at hjemsøge dem begge to. Lyder det som værende et uinteressant drama om en alt for kendt samfundsklasse, nej vel? Selve dramaet er godt gennemført og Fly viser det samme som han også viste i ”Arven”, at han formår at gøre et simpelt drama til en fængslende og sindsgennemtrængende oplevelse, ved hjælp af hans fortællermæssige overskud. Den måde han vælger stykkevis at sammensætte sin historie, scene for scene, bevirker at dramaet langsomt og mystificerende kravler ind under huden på os, og bliver der et stykke tid efter filmens slutning.

Selvom dramaet er velfungerende og nådesløs intens i sine mest hudløse øjeblikke, så er det først og fremmest på grund af Jesper Christensens kraftfulde præstation, der gør at ”Drabet” for alvor basker med vingerne op mod de høje og prestigefyldte luftlag. Der kommer ikke en eneste falsk tone ud ad hans mund i samtlige 100 minutter, mens hans mimik og karakterforvandling er tæt på at testamenterer sig som en af dansk filmhistorisk største bedrifter. Hans præstation i ”Bænken” står stadig for mig hans karrieres højtkronede toppunkt. Det er hans triumf at dramaet aldrig virker alt for forceret, eller går i stå, i og med at det er så fængende at se en mester som Jesper Christensen i aktion.

”Drabet” tør at tage de store livs spørgsmål op, og dens behandling af dem er gennemført og detaljeret perfekt. Der er dermed tale om en sjældent set dansk filmtriumf, som også samtidig skriver sig ind i trilogiens enestående repertoire, som værende en af de bedste, kun overgået af ”Bænken”, og samtidig også skriver sig ind i den danske filmhistorie som et af mange absolutte højdepunkter.