Some kind of ego

Et fascinerende portræt en flok egocentrerede rockmillionærer. Eller ordet portræt er måske lige voldsomt nok at bruge. Der er næppe tvivl om, at Metallica har fået det som de ville med dette portræt.
Oplægget har sikkert været, at ”vi vil vise hvad der sker bag facaden”. Dette er ikke sket. Dokumentarfilmen ville næppe være blevet til noget uden den efterfølgende succes med St. Anger-albummet (som filmen jo også påpeger!). Kontrakten med produktionsselskabet ville Metallica bare kunne betale sig ud af. Dokumentarfilmen får en happy end, og hvem vil ikke gerne se sig selv portrætteret som hårdtkæmpende kunstner, der til slut når alle sine drømme?
Måske er det bare mig. Måske er filmen faktisk kommet bag facaden. Det virker bare ikke 100% sådan.
Men altså; det ER sjovt, underholdende, dybt fascinerende, kvalmende, overfladisk at se denne dokumentarfilm. Uagtet om man er fan, hader eller ingen af delene som jeg.