Da de levende døde vågnede igen(?)
4.0
Det er svært ikke at have andet end skeptiske fordomme tilovers for opfølgeren til Danny Boyle’s spændstige zombiefilm, ”28 days later” – logisk nanvgivet ”28 Weeks Later...” – inden man får kastet øjnene på den. Det slående enkle, men effektive koncept om en række dyreaktivisters naive krumspring, der udløser en potentiel verdensomspændende zombieepidemi, syntes at være opbrugt – og udnyttet – til fulde i Boyles fængslende blodbad fra år 2002, og derfor kan det være vanskeligt at få øje på en reel eksistensberettigelse i den spanske instruktør Juan Carlos Fresnadillos tempofyldte sequel.
Ikke desto mindre overrasker ”28 Weeks Later...” markant ved at være et ubehageligt nærgående, sitrende dynamisk og forbløffende fermt bud på udviklingen efter den elementært vellykkede slutning (ikke klimaks!) på ”28 days later”. Stilen er i Fresnadillos filmiske håndelag imidlertid radikalt anderledes. Selvom han til fulde formår at bibevare det klaustrofobiske blodsorgie og den paranoide stemning, formidlet gennem håndholdte kameraer og frenetiske klip, er den visuelle ambitiøsitet skudt en tak i vejret. Skæve, stemningsmættede belysninger, militaristiske indgreb af hårdtslående karakter, samt storstilede eksplosioner med monumentale ødelæggelser til følge, bliver fremstillet med betragtelig filmteknisk virtuositet, mens den regulære filmmagi tilnærmelsesvis opnås til lyden af det melodiøse soundtrack bestående af sprøde, melankolske rock-/popmelodier, der på mærkværdig vis understøtter filmens bestialske zombiehelvede til perfektion. På den tekniske front er filmen således stærkere end sin langt mere minimalistiske forgænger, der i højere grad prægedes af realistiske optagelser af uhumske, fortættede rum og grumsede totalbilleder af Londons epidemihærgede intethed.
Til gengæld synes ”28 Weeks Later...” at halte på en helt anden måde, nemlig i form af en til tider temmeligt svigtende menneskelig realisme, der i høj grad udstilles, da filmens to purunge hovedkarakterer drager ud af den tungt ”barrikaderede” sikkerhedszone i hjertet af London. Det virker stik imod al almen ABC-psykologi og regulær fornuft, at to nervøse skikkelser i en global krisetid trodser militærets afspærringer og drager hovedkulds ind i fjendens hule. Handlingen skal naturligvis kickstartes på den ene eller den anden måde, men personligt fandt jeg blot Fresnadillos forsøg på dette noget letkøbt.
Og det er et generelt problemet i ”28 Weeks Later...”, at historien bygger på et så spinkelt grundlag, at man fra filmskabernes side åbenbart har følt sig nødsaget til simpelthen at skide al umiddelbar fornuft og realisme et stykke for at få løjerne op i gear. Det er imidlertid også det eneste, jeg reelt har at udsætte på ”28 Weeks Later...”, der – når den først er i gear – drøner derudaf i en hæsblæsende topfart med et konstant stilistisk overskud af en anden verden. Således overgår opfølgeren til ”28 days later” faktisk Boyle’s bud på en verden i total opløsning og er vitterligt kun spinkle revner i handlingsgrundlaget fra det næste trin på karakterstigen.
Ikke desto mindre overrasker ”28 Weeks Later...” markant ved at være et ubehageligt nærgående, sitrende dynamisk og forbløffende fermt bud på udviklingen efter den elementært vellykkede slutning (ikke klimaks!) på ”28 days later”. Stilen er i Fresnadillos filmiske håndelag imidlertid radikalt anderledes. Selvom han til fulde formår at bibevare det klaustrofobiske blodsorgie og den paranoide stemning, formidlet gennem håndholdte kameraer og frenetiske klip, er den visuelle ambitiøsitet skudt en tak i vejret. Skæve, stemningsmættede belysninger, militaristiske indgreb af hårdtslående karakter, samt storstilede eksplosioner med monumentale ødelæggelser til følge, bliver fremstillet med betragtelig filmteknisk virtuositet, mens den regulære filmmagi tilnærmelsesvis opnås til lyden af det melodiøse soundtrack bestående af sprøde, melankolske rock-/popmelodier, der på mærkværdig vis understøtter filmens bestialske zombiehelvede til perfektion. På den tekniske front er filmen således stærkere end sin langt mere minimalistiske forgænger, der i højere grad prægedes af realistiske optagelser af uhumske, fortættede rum og grumsede totalbilleder af Londons epidemihærgede intethed.
Til gengæld synes ”28 Weeks Later...” at halte på en helt anden måde, nemlig i form af en til tider temmeligt svigtende menneskelig realisme, der i høj grad udstilles, da filmens to purunge hovedkarakterer drager ud af den tungt ”barrikaderede” sikkerhedszone i hjertet af London. Det virker stik imod al almen ABC-psykologi og regulær fornuft, at to nervøse skikkelser i en global krisetid trodser militærets afspærringer og drager hovedkulds ind i fjendens hule. Handlingen skal naturligvis kickstartes på den ene eller den anden måde, men personligt fandt jeg blot Fresnadillos forsøg på dette noget letkøbt.
Og det er et generelt problemet i ”28 Weeks Later...”, at historien bygger på et så spinkelt grundlag, at man fra filmskabernes side åbenbart har følt sig nødsaget til simpelthen at skide al umiddelbar fornuft og realisme et stykke for at få løjerne op i gear. Det er imidlertid også det eneste, jeg reelt har at udsætte på ”28 Weeks Later...”, der – når den først er i gear – drøner derudaf i en hæsblæsende topfart med et konstant stilistisk overskud af en anden verden. Således overgår opfølgeren til ”28 days later” faktisk Boyle’s bud på en verden i total opløsning og er vitterligt kun spinkle revner i handlingsgrundlaget fra det næste trin på karakterstigen.
13/04-2008
