Umorsom leg med publikum
2.0
*spoilers*
Michael Haneke blev for alvor et navn i filmverdenen, da han lavede den oprindelige "Funny Games" i sit hjemland Østrig i 1997. Ti år senere har han så genindspillet den i USA. Jeg har ikke set den østrigske original, men den amerikanske version skulle være en kopi ned i de mindste detaljer, bortset fra at handlingen er flyttet til USA.
Filmens hovedpersoner er en rig familie - far, mor og søn - der er taget ud til deres sommervilla i The Hamptons. Her får de besøg af et par unge fyre, som de tror er venner af naboerne, men som viser sig at være et par psykopater, der vil more sig med at terrorisere familien psykisk, inden de slår dem ihjel.
Den type historie er selvfølgelig set i masser af andre thrillere. Men Hanekes mission er ikke at lave traditionel spænding; tværtimod er "Funny Games" også i den amerikanske version et forsøg på at få os seere til at føle skam over den måde, vi forbruger underholdning på. Haneke etablerer et klassisk thrillerplot og overskrider derefter alle 'regler' for, hvad man kan og må i en film. Drengen bliver dræbt - endda som den første. Alle hovedpersonernes mere eller mindre begavede forsøg på at slippe væk eller tilkalde hjælp mislykkes. Og så videre. Og samtidig bryder filmen sin egen fiktion og gør tydeligt opmærksom på, at det *er* film. Skurkene taler direkte til kameraet, og når de udøver deres vold mod familien, sker det oftest i abrupte jump cuts, som tvinger én til at forestille sig, hvad der skete - og gør det så tydeligt, at man er bevidst om det imens.
Hanekes pointe synes at handle om den moderne medieforbruger; at vi er voyeurer, der ukritisk sluger vold og tortur og andres ulykke. Og at der i virkelighedens verden ikke er en helt, der redder det hele til sidst. På den led har hans film helt sikkert dannet skole i sin gennemførte dekonstruktion af sig selv - fx har Lars von Trier været ude i noget lignende i sine seneste film.
Og det er alt sammen meget fint. Men jeg fik meget lidt ud af at se "Funny Games U.S." - ud over kedsomhed. Jeg har det virkelig svært med de her metafilm, som river én i næsen, at de er film. For jeg er da udmærket klar over, at der er et element af eskapisme, når jeg sidder i en biografsal. Samtidig er oplevelsen her 100% afhængig af, at man bliver overrasket og chokeret af, at filmen bryder genrens normale konventioner. Men det blev jeg bare ikke, for den signalerer meget tidligt og meget tydeligt, hvad den er ude på - så jeg syntes, det var dybt forudsigeligt, hvad der skete oppe på lærredet.
Det hjælper heller ikke, at "Funny Games U.S." er lavet i næsten ren dogmestil. Den gør helt bevidst ikke ret meget for at fange tilskueren med andet end sin egen absurditet - og det betød altså, at jeg overhovedet ikke syntes, den var spændende. Selv om Naomi Watts, Tim Roth og de andre medvirkende i øvrigt spiller ganske godt.
Men trods alt en vis respekt for, at manden åbenbart mener, at hans film har en så væsentlig pointe, at han blev nødt til at genindspille den i en Hollywood-version for at komme ud til et større publikum.
Michael Haneke blev for alvor et navn i filmverdenen, da han lavede den oprindelige "Funny Games" i sit hjemland Østrig i 1997. Ti år senere har han så genindspillet den i USA. Jeg har ikke set den østrigske original, men den amerikanske version skulle være en kopi ned i de mindste detaljer, bortset fra at handlingen er flyttet til USA.
Filmens hovedpersoner er en rig familie - far, mor og søn - der er taget ud til deres sommervilla i The Hamptons. Her får de besøg af et par unge fyre, som de tror er venner af naboerne, men som viser sig at være et par psykopater, der vil more sig med at terrorisere familien psykisk, inden de slår dem ihjel.
Den type historie er selvfølgelig set i masser af andre thrillere. Men Hanekes mission er ikke at lave traditionel spænding; tværtimod er "Funny Games" også i den amerikanske version et forsøg på at få os seere til at føle skam over den måde, vi forbruger underholdning på. Haneke etablerer et klassisk thrillerplot og overskrider derefter alle 'regler' for, hvad man kan og må i en film. Drengen bliver dræbt - endda som den første. Alle hovedpersonernes mere eller mindre begavede forsøg på at slippe væk eller tilkalde hjælp mislykkes. Og så videre. Og samtidig bryder filmen sin egen fiktion og gør tydeligt opmærksom på, at det *er* film. Skurkene taler direkte til kameraet, og når de udøver deres vold mod familien, sker det oftest i abrupte jump cuts, som tvinger én til at forestille sig, hvad der skete - og gør det så tydeligt, at man er bevidst om det imens.
Hanekes pointe synes at handle om den moderne medieforbruger; at vi er voyeurer, der ukritisk sluger vold og tortur og andres ulykke. Og at der i virkelighedens verden ikke er en helt, der redder det hele til sidst. På den led har hans film helt sikkert dannet skole i sin gennemførte dekonstruktion af sig selv - fx har Lars von Trier været ude i noget lignende i sine seneste film.
Og det er alt sammen meget fint. Men jeg fik meget lidt ud af at se "Funny Games U.S." - ud over kedsomhed. Jeg har det virkelig svært med de her metafilm, som river én i næsen, at de er film. For jeg er da udmærket klar over, at der er et element af eskapisme, når jeg sidder i en biografsal. Samtidig er oplevelsen her 100% afhængig af, at man bliver overrasket og chokeret af, at filmen bryder genrens normale konventioner. Men det blev jeg bare ikke, for den signalerer meget tidligt og meget tydeligt, hvad den er ude på - så jeg syntes, det var dybt forudsigeligt, hvad der skete oppe på lærredet.
Det hjælper heller ikke, at "Funny Games U.S." er lavet i næsten ren dogmestil. Den gør helt bevidst ikke ret meget for at fange tilskueren med andet end sin egen absurditet - og det betød altså, at jeg overhovedet ikke syntes, den var spændende. Selv om Naomi Watts, Tim Roth og de andre medvirkende i øvrigt spiller ganske godt.
Men trods alt en vis respekt for, at manden åbenbart mener, at hans film har en så væsentlig pointe, at han blev nødt til at genindspille den i en Hollywood-version for at komme ud til et større publikum.
14/04-2008
